Persondata politik
Samfund

Højt at flyve med iPhone 4

Hysteriet omkring lanceringen af den nye iPhone 4 nåede nye 'højder' i tirsdags, da tre heldige danskere blev de første til at modtage den længe ventede Apple-telefon

  • Tre spritnye iPhones skulle i tirsdags flyves ud til tre glade modtagere. (Foto:3/Henrik Madsen)
« Forrige
Tre spritnye iPhones skulle i tirsdags flyves ud til tre glade modtagere. (Foto:3/Henrik Madsen)
1 af 6
Næste »

Seneste Nyheder

Hent flere

Mest læste i Nyheder

Hent flere
Nyheder
Bliv opdateret med de seneste nyheder direkte i din indbakke. Du får det daglige overblik inden frokost.
Grønland - Seneste nyt
 

De funklende røde helikoptere kommer bragende gennem lydmuren og den dybblå københavnske morgenluft og lander elegant på en forladt plads på Amager. Det eneste der bare til dels afslører, at dette har noget at gøre med lanceringen af den nye iPhone er de to påklistrede 3-taller, der sidder på helikopternes sider.

På jorden foran helikopterne står en blandet skare.

En direktør i sit stiveste Boss-jakkesæt. En PR-kvinde med favnen fuld af kildevand. Et mindre udpluk at den danske verdenspresse og en kendt tv-vært udgør den delegation, der dagen igennem skal fragtes rundt med helikopter i det danske land for at aflevere splinternye iPhones til tre danske Apple-fans.

Første stop: Göteborg
Helikopteren stiger til vejrs, og mens stranvejsvillaerne nord for København fortoner sig i helikopterens bakspejl, fortæller arrangementets idémand, Mikkel Torsting (ham med det smarte jakkesæt) hvorfor teleselskabet 3 har valgt at smide en hulens masse penge efter en flyvende iPhone-lancering, når tidligere salgstal tydeligt viser, at folk i massevis alligevel køber den lille æble-telefon, så snart den rammer butikkerne.

- Det handler om, at vi gerne vil gøre noget specielt ud af denne lancering. Vi deler vores kunders begejstring for iPhone, og vi vil gerne gøre noget ekstra for dem, der er trofaste købere, og som har stået på en venteliste i mange måneder, siger han, mens han prøver at overdøve den roterende propel over hovedet på ham.

I strålende solskin sætter helikopteren sine aflange fødder på svensk grund lige uden for den lagerhal, hvor 3 opbevarer de iPhones, der fra i morgen tidlig kan købes i de danske forretninger.

En kort overdragelsesceramoni følger. Der bliver smilet til de blitzende fotografer og de rullende tv-kameraer, og så er det ellers af sted igen. Denne gang vejer helikopteren blot tre nye iPhones mere, end da den landede.

En smilende mand i Smilets By
Kattegat drøner forbi under helikopterens bug. Piloten Viggo og Mikkel taler om gamle fælles DJ-dage på provinsdiskoteker i de Århusianske forstæder, mens bagsædets tre journalister i stilhed nyder udsigten fra 1500 meters højde.

Pludselig bliver Kattegat afløst af Århus, der med sine industrikraner som æresport byder helikopteren velkommen til Jyllands hovedstad.

På den øde havneplads står Rune Hansen. Han smiler som en mand, der skal til at modtaget Danmarks første iPhone 4, da Mikkel overrækker ham Danmarks første iPhone 4.

- Det er kæmpe stort. Jeg glæder mig helt vildt til at tage den i brug, siger Rune, mens hans smil har sat sig fast, som havde han en boomerang i munden.

Flere billeder. Flere smil. Et 'tillykke med den' og så videre mod næste stop. Vejen i Midtjylland.

Vejens første iPhone-indehaver
På vejen til Vejen får Viggo rynker i panden under den røde helikopterkasket. Maskinen er faretruende tæt på at løbe tur for brændstof, og det vrimler ikke ligefrem med helikoptertankstationer i Midtjylland. Stemningen på bagsædet går fra kæphøj, til munter til dødsangst på et øjeblik.

Men som en anden jægersoldat holder Viggo hovedet koldt, sparer på brændstoffet og sætter maskinen ned, som skulle han lande på et korthus. Elegant.

I Vejen venter Kaj Aage på 24. Hans kollegieværelse er fyldt med æbler. iPad'en ligger på bordet flankeret af en Macbook, mens han i hånden holder den, snart, gamle iphone.

- Jeg blev faktisk overrasket, da I kom flyvende. Jeg troede, jeg skulle ned og stå i kø i butikken på fredag, så det er helt vildt lækkert, fortæller en lettere betuttet Kaj Aage.

En Amar'kaner står og glaner
Endnu flere håndtryk, lykønskninger og smil senere er helikopterne i luften for sidste gang. Turen går over Fyns gyldenbrune sommermarker til Amager, hvor 36-årige Kim Frellsen venter i spænding.

Viggo fordriver tiden med at vise de let imponerbare journalister lidt tricks, og før vi ved af det, kan Københavns tårne og Ørestads futuristiske beton- og glas-jungle skimtes gennem disen.

Viggo lander for sidste gang den røde helikopter. Denne gang på Sundbys fodboldbaner hvor størstedelen af et miniputhold plus forældre samles omkring de imponerende maskiner. Piloterne flasher deres emblemer på skuldrene og bader sig i børnenes interesse, mens Mikkel for sidste gang trykker hånd med en lykkelig ny iPhone-ejer.

- Det er ikke bare en telefon, man får, når man køber en iphone. Det er simpelthen hele pakken, siger Kim Frellsen med et smil, der får Mikkels ditto til at minde om mundvigene hos en mellemfornøjet teenager.

Dagen er slut. Politiken-journalisten grifler de sidste noter ned i det efterhånden godt fyldte notehæfte. Mikkels jakkesæt er blevet svært krøllet, men det ser ikke ud til at have indvirkning på hans humør. Smilet er stadig som malet på, mens Viggo og co. starter roterbladene og forsvinder op i den grå københavnske eftermiddagsluft.

Og i Århus, Vejen og på Amager sidder tre gutter, der ikke behøver at bekymre sig om køer og iPhone-stress fredag morgen.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Mette Fleckner Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik