Dansker gidsel i Nigeria

42-årig dansker gidsel i påstået skattesag i Nigeria

Morten Lemb Foght er taget som gidsel i en påstået skattesag i Nigeria.
Morten Lemb Foght er taget som gidsel i en påstået skattesag i Nigeria.

En 42-årig dansk mand har i 14 dage været fængslet i Nigeria og er blevet tiltalt for skatteunddragelse på påståede 55 millioner kroner. Danskeren må ikke forlade Nigeria og skal efter planen for retten på tirsdag den 13. oktober.

Manden, Morten Lemb Foght, der er koncernøkonomidirektør i bredbånds-virksomheden Emperion A/S i Herlev, er ifølge selskabets administrerende direktør, Henrik Zinck, helt uforvarende havnet i en 'meget ubehagelig situation'.

- Vi har et datterselskab i Nigeria, Em West Africa Limited, der i årene 2003-2008 oparbejdede en skattegæld på grund af uregelmæssigheder foretaget af selskabets daværende administrerende direktør, en mand af indisk oprindelse. Vi indgik i februar i år en aftale med de nigerianske myndigheder om at betale fem millioner kroner for at få den sag ud af verden. Vi er i gang med at afdrage de fem millioner og har overholdt tilbagebetalingsaftalen til punkt og prikke, siger Henrik Zinck til ekstrabladet.dk.

Morten Lemb Foght blev først i 2009 bestyrelsesmedlem i datterselskabet i Nigeria og rejste netop, i sin egenskab af koncernøkonomidirektør og bestyrelsesmedlem i datterselskabet, til Nigeria for at undersøge at alt gik rigtigt til i selskabet for at afværge fremtidige skattesager.

- Morten har således intet haft med det selskab at gøre i den periode, hvor der ikke er blevet betalt korrekt skat, og han er helt uforvarende nu blevet inddraget, siger Henrik Zinck til ekstrabladet.dk.

Direktør bortvist
Henrik Zinck er helt uforstående over for det nye påståede krav på 55 millioner kroner, som selskabet er blevet mødt med, og som har ført til tiltalen mod Morten Lemb Foght.

- Vi havde jo indgået en aftale om efterbetaling af fem millioner kroner, som vi var i gang med at afdrage på. Det nye krav er grebet ud af luften, siger Henrik Zinck.

I juli i år blev den indiske administrerende direktør i Em West Africa Limited bortvist, og uden at sige det direkte frygter Henrik Zinck, at direktøren har kontakter højt oppe i Nigerias system, og at han som reaktion på bortvisningen har orkestreret det fiktive skattekrav på 55 millioner, der har ført til tiltalen mod Morten Lemb Foght, der er blevet en art gidsel i sagen.

- Der er jo en grund til, at manden blev bortvist - det gør man jo ikke med ansatte, der ikke har trådt ved siden af. Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt bevise, at der er en direkte sammenhæng mellem bortvisningen og millionkravet og tiltalen mod Morten, men det ligner en tanke, at man tiltaler den første og bedste danske repræsentant for selskabet, der er i Nigeria efter bortvisningen af direktøren, siger Henrik Zinck.

Vi vil have Morten hjem
Morten Lemb Foght er fraskilt og har to børn på 10 og 13. Han har kun fået lov til at ringe til sin familie 2-3 gange under fængslingen.

Det danske generalkonsulat i Lagos i Nigeria samarbejder i disse dage tæt med den danske ambassade i Ghana på at få danskeren sat på fri fod, så han kan komme hjem til Danmark.

- Vi har hørt, at Morten efter omstændighederne har det godt. Han bliver angiveligt behandlet pænt. Vores eneste prioritet er at få ham hjem. Vi har et godt samarbejde med konsulatet og ambassaden i Ghana, og håber meget, at det ad diplomatiets veje vil lykkes at få ham fri. Det er derfor, vi frem til nu, hvor du ringer om sagen, er gået stille med dørene - fordi vi håbede, at diplomatiet kunne løse problemet, siger Henrik Zinck til ekstrabladet.dk.

Borgerservice: Vi gør, hvad vi kan
Souschef i Udenrigsministeriets borgerservice, Ole Neustrup, bekræfter, at man i øjeblikket bistår en dansker, der er fængslet i Nigeria.

- Det er korrekt, at vi netop nu er beskæftiget med at hjælpe en dansker, der er fængslet i Nigeria. Konsulatet i Lagos og den nærmeste danske ambassade - den i Ghana - yder danskeren den hjælp, vi kan i disse situationer. Vi besøger ham i fængslet og formidler kontakt mellem ham og hans familie og har skaffet ham en lokal advokat, der skal hjælpe i det videre retlige forløb, siger Ole Neustrup til ekstrabladet.dk.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkidle
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen