Sådan gav powerkvinden fuld mand gift

Britiske Neil Heywood ragede uklar med Kinas førende powerpar - nu er hans eks-veninde Gu Kailai betinget dømt til døden for at drikke ham fuld og hælde cyanid i halsen på ham

  • De tre hovedpersoner i det mest celebre drama i Kina i meget lang tid. Til venstre briten Neil Heywood, som i november døde på et hotel i kæmpebyen Chongqing. Til højre Chongqings daværende meget magtfulde og karismatiske partiochef Bo Xilai og hans ambitiøse og succesrige advokatfrue, Gu Kailai. (Foto: AP. Fotomontage: ekstrabladet.dk)
« Forrige
De tre hovedpersoner i det mest celebre drama i Kina i meget lang tid. Til venstre briten Neil Heywood, som i november døde på et hotel i kæmpebyen Chongqing. Til højre Chongqings daværende meget magtfulde og karismatiske partiochef Bo Xilai og hans ambitiøse og succesrige advokatfrue, Gu Kailai. (Foto: AP. Fotomontage: ekstrabladet.dk)
1 af 2
Næste »

Seneste Nyheder

Hent flere

Mest læste i Nyheder

Hent flere
Nyheder
Bliv opdateret med de seneste nyheder direkte i din indbakke. Du får det daglige overblik inden frokost.

Få EKSTRA overblik

Hent flere
Grønland - Seneste nyt
 

Se den interaktive grafik på mobil - klik her

Den officielle forklaring var, at Neil Heywood, 41-årig britisk forretningsmand, døde af druk på sit hotelværelse i den kæmpestore kinesiske by Chongqing i november i fjor.

Myndighederne skyndte sig at få liget af briten brændt - og så var den potte ude. Troede man.

Men i den følgende tid gik rygterne om, hvad der faktisk var sket. Og i dag kulminerede sagen med, at Neil Heywoods tidligere gode veninde, advokaten og forretningskvinden Gu Kailai, fik en dødsdom for giftmord. Dødsdommen blev dog gjort betinget. En ansat hos Gu Kailai og hendes mand, den tidligere toppolitiker Bo Xilai, fik ni års fængsel for medvirken til giftmordet.
Læs:

Se også: Betinget dødsstraf - hvad går det ud på?

Jo, han var faktisk fuld
Retssagen mod Gu Kailai, som har kørt med lynets hast og blev afviklet på kun én dag den 9. august, viste, at Neil Heywood angiveligt faktisk var fuld den dag, han døde. Og det selv om hans undrende familie og venner efter myndighedernes forklaring om dødsårsagen havde meget svært ved at tro det, for Heywood var kendt for et meget mådeholdent forbud af alkohol.

Forklaringen i retssalen var, at Gu Kailai og hendes søn Bo Guagua havde gjort forretninger med deres britiske ven. Guagua, som nu bor og studerer i USA, var blevet hjulpet ind på de bedste vestlige skoler og universiteter af Heywood, som selv havde en baggrund på Englands fineste kostskoler.

Havde truet unge Guagua
Men i efteråret i fjor var Heywood og den unge Guagua blevet uvenner over en forretning, og Heywood havde angiveligt sendt den unge kineser en besked om, at han ville ødelægge ham.
Læs:

Se også: Kinesisk mor dræbte for sønnens skyld

Det førte, forklarede Gu Kailai under retssagen, til, at hun selv fik en nervøst sammenbrud. Hun sendte i november 2011 sin og ægtemanden Bo Xilais ansatte, den 33-årige Zhang Xiaojun, til Beijing for at lokke Niel Heywood til Chongqing, hvor Bo Xilai var den almægtige partichef. På det mondæne Lucky Holiday Hotel mødte Gu Kailai sin gamle bekendt - rygter har villet vide, at de havde et forhold kørende.
Læs:

Se også: Blev han myrdet af sin elskerinde?

Hældte cyanid i halsen på ham
Zhang blev uden for hotelværelset, mens Kailai og Neil hyggede sig med te og det, der var stærkere. På et tidspunkt blev Heywood, lyder forklaringen, fuld og skulle kaste op. Gu Kailai hjalp ham på badeværelset, men smuttede også ud til Zhang, som på forhånd havde sørget for en flaske med den dødelige cyanid-gift. Da Heywood bad om noget at drikke, hældte Gu Kailai giften direkte i munden på ham.
Læs:

Se også: Paranoid giftmorder eller syndebuk?

Dette forløb har både hun og Zhang erkendt i retten, hvor Bo Xilais kone i øvrigt er benævnt Bogu Kailai.

Fire politimænd dømt i sagen
Samtidig med, at de sammensvorne er blevet dømt for mordet, har fire højtstående politifolk fra Bo Xilais Chongqing i dag fået fængselsdomme på fra fem til 11 år for at have dækket over forbrydelsen. Disse domme kan blive særligt belastende for Bo Xilai, fordi de kan antyde, at han som deres øverste politiske chef har haft kendskab til hustruens forbrydelse.

At mordet blev dysset ned som et drukdødsfald, førte til anspændte forhold mellem Kina og Neil Heywoods hjemland, Storbritannien, hvor regeringen var rasende over ikke at være ordentligt informeret om den britiske statsborgers død under usædvanlige omstændigheder.
Læs:

Se også: Cameron truer sløve spionchefer med rødt kort

Ordentlig besked fik briterne efter det oplyste først, da Bo Xilais næstkommenderende og politichef, Wang Lijun, i februar i år henvendte sig på USA's konsulat.

Alle tiders skandale i Kina
Denne henvendelse blev årsag til, at sagen fra Chongqing udviklede sig til den største politiske skandale i Kina i nyere tid. Wang gik til amerikanerne, angiveligt med oplysninger om giftmordet og om Bo Xilais viden om både det og illegale valutatransaktioner. Han fik ikke asyl, men overgav sig 'frivilligt' til de kinesiske myndigheder. Hans videre skæbne er ukendt, men Bo Xilai selv blev i de følgende måneder fjernet fra alle sine poster i det kinesiske politiske hierarki, hvor han ellers stod til avancement, når den kinesiske magtelite planmæssigt udskiftes i løbet af det kommende halve års tid.
Læs:

Se også: Mystisk død og magtkamp i Kina under lup

Den britiske regering lagde pres på kineserne for at få Neil Heywoods død undersøgt til bunds, og rygterne gik med ekspresfart over hele verden, inklusive Kina, og det på trods af, at nogle af landets mest populære chat- og blog-fora på internettet blev lukket ned for at forhindre debat om den celebre skandale-sag. Lidt efter lidt kom den ene skandaleoplysning om den karismatiske Bo og hans ambitiøse kone frem efter den anden.
Læs:

Se også: Kinesisk milliardær anholdt i skandalesag

En officiel meddelelse om Bos exit fra alle politiske poster kom i april, samme dag, som også meddelelsen om mistanken mod Gu Kailai blev officiel.

Bo Xilai er ikke set siden midten af april. Bo Guagua, den unge søn, som angiveligt var årsag til mordet, tog i foråret eksamen fra Harvard Universitetet i USA. Han oplyste, at han satsede på at læse videre i USA, gerne jura.
Læs:

Se også: Kina-skandalen: Unge Bo forklarer sig

Sådan har skandalen om kinesisk toppolitik og en britisk forretningsmands død udviklet sig:

August 2011: Kinas præsident, Hu Jintao, taler i telefon med en embedsmand fra korruptionsbekæmpelsen, som befinder sig i den kæmpestore byprovins Chongqing. Specialudstyr afslører, at lokale embedsmænd i Chongqing aflytter præsidenten.
15. november 2011: Forretningsmanden Neil Heywood bliver fundet død på et hotelværelse i Chongqing.
17. november 2011: Den britiske viceudenrigsminister Jeremy Browne får under massiv kinesisk medieopmærksomhed to kinesiske kæmpepandaer overdraget af den politiske superstjerne, partichef for Chongqing og Heywoods nære bekendt Bo Xilai.
18. januar 2012: Det britiske udenrigsministerium orienteres første gang om, at der kan være noget mystisk ved Neil Heywoods død.
6. februar 2012: Bo Xilais næstkommanderende og politichef, Wang Lijun, henvender sig til USA's konsulat i Chengdu. Han fortæller amerikanerne, at Bo Xilai er involveret i korruption, og at Bos kone, Gu Kailai, er medskyldig i giftmord på Neil Heywood, som tidligere arbejdede tæt sammen med ægteparret, blandt andet om deres søns skolegang og studier i Vesten. Da Wang dagen efter forlader konsulatet, bliver han anholdt og ført til Beijing.
7. februar 2012: Den britiske udenrigsminister William Hague orienteres første gang om, at Neil Heywood angiveligt blev offer for et giftmord i Kina.
8. februar 2012: Det meddeles officielt i Kina, at Wang Lijun er på orlov 'af helbredsgrunde'.
14. marts 2012: Premierminister Wen Jiabao rejser på sit årlige pressemøde åben kritik af Bo Xilais maoistiske tilbøjeligheder som partichef i Chongqing.
15. marts 2012: Bo Xilai fjernes fra sine poster i Chongqing, men beholder formelt pladsen i Kinas kommunistpartis politbureau.
10. april 2012: Bo Xilai smides ud af kommunistpartiets centralkomité og politbureau. Hans kone, advokaten Gu Kailai, efterforskes nu ifølge en officiel meddelelse for meddelagtighed i giftmord på Neil Heywood. Der spekuleres i Kina på, om Heywoods død faktisk var et mord, eller om beskyldninger mod Gu Kailai er en del af en magtkamp, rettet imod Bo Xilai, og lækket til offentligheden af kommunistpartiets ledelse.
17. april 2012: Den britiske premierminister David Cameron rejser sagen om Heywoods død over for sin officielle gæst Li Changchun, som er medlem af Kinas helt centrale magtelite, Politibureauets Stående Komité, og ansvarlig for partiets propaganda.
17. april 2012: Op til mødet med de kinesiske gæster udbeder David Cameron sig en forklaring fra cheferne i den britiske Secret Service og Udenrigsministeriet om, hvorfor regeringen ikke for meget længe siden var blevet orienteret om Heywoods forbindelse med den kontroversielle Bo Xilai.
18. april 2012: Kinas officielle nyhedsbureau oplyser, at Kina garanterer en 'grundig, tilbundsgående undersøgelse' af Neil Heywoods død.
24. april 2012: Bo Guagua, Bo Xilais og Gu Kailiais 24-årige søn, skriver i et indlæg på Harvard Universitys webavis, hvor han beskriver sig selv som mønsterstudent, hvis studier i Vesten er betalt af hans mor og af stipendier. Han kan, skriver han, intet oplyse om sagerne mod hans forældre.
25. maj 2012: Bo Guagua består sin eksamen på Harvard og oplyser, at han har planer om at læse jura i USA.
26. juli 2012: Kinas officielle telegrambureau, Xinhua, oplyser, at Gu Kailai og en ansat i familien, Zhang Xiaojun, er blevet tiltalt for overlagt mord på Neil Heywood. Motivet skal ifølge mynidghederne være, at Gu Kailia frygtede for sønnen Guaguas personlige sikkerhed.
9. august 2012: Gu Kailai kendes skyldig i giftmord på Neil Heywood. Hun tilstår at have forgivet briten, fordi Heywood havde truet hendes søn, Bo Guagua, i forbindelse med et økonomisk mellemværende. Zhang Xiaojun kendes skyldig i medvriken til drabet.
10. august 2012: Fire højtstående politimænd fra Chongqing erkender i retten, at de har forsøgt at dække over Gu Kailai i forbindelse med drabet på Neil Heywood.
20. august 2012: Gu Kailai idømmes betinget dødsstraf, hvilket betyder, at henrettelse ikke eksekveres, hvis hun holder sig fri af kriminalitet i to år. Zhang Xiaojun får ni års fængsel.
24. september 2012: Bo Xilais tidligere nære allierede og politichef, Wang Lijun, idømmes 15 års fængsel, bl.a. for at have dækket over mordet på Neil Heywood.
28. september 2012: Kommunistpartiets politbureau ekskluderer Bo Xilai fra partiet og bebuder retssag imod ham for magtmisbrug, bestikkelse og korruption.

Opdateret 29. september 2012. Kilder: britiske, kinesiske og amerikanske medier, Wikipedia

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Følg @pomaEB Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Følg @langwadt Nyhedsredaktør lige nu: Steffan Kærulf Frandsen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik