Sådan forsvandt 165 millioner

Nordisk Fjer-svindler blev selv tørret af Nigeria-svindlere

Nordisk Fjers tidligere bygning i Nordhavnen i København  (Foto: Camila Bloch)
Nordisk Fjers tidligere bygning i Nordhavnen i København (Foto: Camila Bloch)

Da Nordisk Fjer-skandalen rullede fra 1991 blev det klart, at aktionærer havde mistet 650 millioner kroner, mens kreditorerne stod tilbage med et tab på hele 3,6 milliarder.

Nogle af pengene fra det gigantiske finanscirkus er forduftet på en ret kulørt måde.

Det fremgår af en ny bog, som udkommer på mandag. 63-årige Charlotte Langkilde gennemgår over 750 sider store dele af det enorme bedrageri, som fik stor betydning for den efterfølgende lovgivning omkring revisorer og bestyrelsesmedlemmer.

Hun har gennem adskillige samtaler med især daværende direktør Anders Wejrup - der egentlig bare var bogholder - fået et forrygende indblik i baggrunden for et årelant, veltilrettelagt bedrageri - orkestreret og styret af direktør og bestyrelsesformand Johannes Petersen, der endte med at tage sit eget liv.

Forfatteren Langkilde har også et godt udgangspunkt, da hun selv arbejdede for Nordisk Fjer som translatør og var med til at udforme de internationale regnskaber. Hun sad sammen med Wejrup - som hun bl.a. har interviewet ved besøg i fængslet i Horserød - og udarbejdede disse, mens Johannes Petersen ofte var i telefonen for at diktere, hvordan de enkelte punkter blev beskrevet.

Den karismatiske og meget dominerende boss - der ikke efterlod meget rum til andre - havde fingrene i alt i firmaet, hvilket også var en betingelse for at kunne holde et systematisk bedrageri skjult for omgivelserne.

En fjer bliver til fem høns
Bogens forfatter har talt med mere end 100 mennesker startende helt tilbage i 1999 i forbindelse med bogens tilblivelse. De eneste, hun ikke har fået i tale, er den inderkreds, der havde indblik i, hvordan svindelen fandt sted, herunder ikke mindst Johannes Petersens søn Morten, der direkte lavede manualer for, hvordan man fik fixet regnskaberne.

Johannes Petersen, der tog livet af sig selv natten til den 18. november 1990 efter at have fyldt sig med piller og lagt sig i badekarret i sit sommerhus, har en baggrund fra Odense. Derfor er det naturligt umiddelbart at forbinde hans opskruede glansbillede af Nordisk Fjers økonomi med H. C. Andersens ord om 'en fjer, der bliver til fem høns'.

Men det var nu ikke sådan, man fik et konstant underskudsgivende firma til at ligne en succes. En del af svindelen gik bl.a. ud på, at man sendte en container med billige hønsefjer - 2,50 kroner kiloet - til et datterselskab i USA, her blev 'hønsenes' fjer pludselig beskrevet som andefjer, som kostede fire gange så meget. Containeren blev sendt videre og fjerene kom så pludselig fra en gæs. Ikke kun det, under rejsen blev det til dun og til slut, måske i Singapore stod de på papirerne som edderdun til en pris på 2.500 kroner kiloet.

Sådan puster man et regnskab op. Det er kun en meget lille del af svindelen, hvor der optrådte striber af fakturaer fra firmaet i forskellige skattely, som dækkede over, hvordan man handlede egne maskiner internt til konstant opskruede priser.

Det pæne selskab
Nordisk Fjer-skandalen afdækkende ikke kun mangelfuld kontrol. Den afslørede også, hvordan revisorer og bestyrelsesmedlemmer lod sig bruge uden at ofre nogen særlig arbejdsindsats.

I bogen beskrives det, hvordan Johannes Petersen - der skiftede titlen som administrerende direktør ud med arbejdende bestyrelsesformand - indkaldte bestyrelsen blot en halv time før den årlige generalforsamling. Her orienterede han mundtligt om, hvad der skulle fremlægges og det tog så lang tid, at der ikke rigtig var tid til spørgsmål. Inden bestyrelsesmedlemmerne måtte haste til generalforsamlingen gik hans medsammensvorne sekretær, Inga Lydia Rasmussen, rundt med protokollen, og de fine bestyrelsesmedlemmer skrev under på den sidste side - uden at have læst et ord.

Og det var nogle af dansk erhvervslivs topnavne, der lod sig bruge på den måde. Den tidligere kammeradvokat Poul Schmith, formanden for Nationalbankens bestyrelse Poul Nørregaard Rasmussen, Magasins direktør Jørgen Basse er blot nogle af navnene.

Banker - ikke mindst Jyske Bank - lod sig bruge, da der jo blev fremlagt fine regnskaber uden nogen bemærkninger fra revisorer.

Snydt af nigerianere
Blandt de mere kulørte historier i bogen - og dem er der en del af - er der ting, som ikke tidligere er beskrevet offentligt.

Nordisk Fjer fyrede helt tilbage i 1970'erne marketingdirektør Frits Duvier. Han flyttede derefter til kanaløen Isle of Man, og det så Johannes Petersen muligheder i.

Revisoruddannede Duvier tog sig af mange af flytningerne af papirer fra et selskab til et andet, lukkede nogle og lod andre fremvise flotte resultater.

Det scorede Duvier kassen på. Bagmandspolitiet mener, at han har scoret 53 millioner kroner på sin medvirken til bedragerierne.

Mens hans trillede rundt i skatteparadiset i en rød jaguar - Johannes Petersen havde en grøn firmafinasieret jaguar med chauffør - trillede pengene ind på kontoen i et nøje tilrettelagt bedrageri, som adskillige kendte og medvirkede til.

Duvier døde i 2007 i Maribo som en alt andet end velhavende mand.

En teenage-slægtning arvede hans computer og snublede over nogle få mails på engelsk, der beskrev transaktioner af gigantiske beløb. Det gjorde han ikke mere ved.

Da forfatteren til bogen 'Bedrageriet - sagen om Nordisk Fjer' fik adgang til pc'en kunne en it-ekspert fremtrylle cirka 3.000 e-mails.

De giver et indblik i et helt andet bedrageri.

Det viser sig at svindleren blev svindlet.

Duvier var udsat for sine helt egne 'Nigeria-breve'. Han skulle angiveligt have indbetalt svimlende 28,5 millioner dollar - som på det tidspunkt svarer til cirka 165 millioner kroner - som en investering i olietankvogne i netop Nigeria.

Men det kørte bestemt ikke på skinner.

'Investeringen' blev foretaget gennem et jugoslavisk selskab og endte med bjerge af falske mail - der har det til fælles at der var fornemme afsendere. Pengene blev flyttet rundt i et cirkus, der er Nordisk Fjer værdigt inden de forsvandt pist op i den blå luft.

Bogen, der koster 399,95 kroner, er ikke alene en dokumentarisk gennemgang af en finansskandale af de helt store, den kan også læses som en kriminalroman. Men fra den virkelige verden.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Michael Bo Mortensen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen