Luksus-ydelse: Joachim B provokerer syge igen

Joachim B. Olsen, beskæftigelsesordfører for Liberal Alliance, får verbale tæsk af syge, fordi han kalder en ny ydelse til langtidssyge uden livstruende sygdomme for 'luksus-kontanthjælp'

(Foto: Jens Dresling)
(Foto: Jens Dresling)

Han er kendt for at provokere, og nu har han gjort det igen.

Under de aktuelle forhandlinger om en reform af sygedagpengesystemet har Joachim B. Olsen, beskæftigelsesordfører for Liberal Alliance (LA), kaldt en ny nedsat ydelse til langtidssyge for luksus.

Det er en 'luksus-kontanthjælp' siger han til Altinget.dk om ydelsen, der er tiltænkt syge, der ikke kan få forlænget deres sygedagpenge efter reformen.

Læs også: Luksus-ydelse: Joachim B provokerer syge igen

En udtalelse, der nu vækker harme hos flere patientforeninger og syge.

- Han får det til at lyde som om, at den syge sidder på en thailandsk strandbar og drikker longdrinks på det offentliges regning. Det er langt fra tilfældet, siger Knud Kristensen, formand for Landsforeningen SIND.

Han mener, at al snak om en luksus-ydelse er meget langt fra sandheden.

Læs også: Kræftramt Johnny for syg til dagpenge

- Det er noget sludder. Ydelsen er så lav, at den ville være 0 kroner, hvis der blev modregnet i den. Du kan overleve på ydelsen ikke andet, siger formanden for patientforeningen for sindslidende.

Ydelsen, som ifølge Joachim B. Olsen er luksuriøs, svarer til kontanthjælp.

En syg, der ikke kan få forlænget sine sygedagpenge, vil fremover få 10.500 kroner om måneden før skat, hvis vedkommende ingen børn har. I dag får en syg mellem 16.020 og 20.025 kroner om måneden før skat - børn eller ej.

Ydelsen bliver med andre ord mindst 5.520 kroner lavere om måneden for syge uden børn.

Patientforening: En syg har også regninger
I modsætning til kontanthjælpen kan der ikke modregnes i den nye ydelse til syge. Den er med andre ord uafhængig af den syges formue og ægtefællens indkomst.

Helt præcist siger Joachim B. Olsen sådan her om ydelsen:

- Vi er store modstandere af at fjerne varighedsbegrænsningen og indføre denne luksus-kontanthjælp uden modregning fra samleverens indkomst. Skal vi med i reformen, så skal vi have noget andet til gengæld.

Læs også: Joachim B om Johnny: Der må være en grænse

Ordvalget undrer Gigtforeningen, der har gjort sygedagpenge til en mærkesag.

- Vi ser det ikke som en luksus at være på kontanthjælp som syg og uafklaret. En syg har jo også regninger at betale for familiens livsførsel, siger Lene Witte, direktør for Gigtforeningen.

- Har Joachim B. Olsen ikke ret så langt, at den nye ydelse er bedre end kontanthjælpen, fordi den er fredet for modregning?

- Det gør den jo ikke luksuriøs.

Paranoid politiker?
Marinka Stein Due Sørensen er en af Gigtforeningens 78.000 medlemmer. Den gigtsyge mor til 2 børn mistede sine sygedagpenge for lidt over en måned siden og har ikke meget til overs for udtalelsen fra Joachim B. Olsen.

- Manden er arrogant og uden realitetssans. Det er ingen luksus at få mad på bordet, siger Marinka Stein Due Sørensen, der har så mange smerter, at hun ikke kan arbejde som lærer. Hun mener, at LA er ude på at spare på de syges rettigheder.

Læs også: 130.000 så med: Johnnys blog amok på Facebook

- Hans paranoia over at parkere folk på en ydelse er aldeles upassende. Ro til at enten blive rask eller medicinsk stabil må være passende at give syge skatteydere, siger hun.

Marinka Stein Due Sørensen kan ikke arbejde, fordi lægerne endnu ikke har fundet frem til den medicin, der kan dulme hendes smerter.

'Ikke så syge, at de ikke kan arbejde'
Men kritikken fra gigtsyge og sindslidende preller af på beskæftigelsesordfører Joachim B. Olsen.

Han mener, at den nye sygeydelse er luksuriøs, fordi den syge ikke skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og fordi de øvrige kontanthjælpsregler heller ikke skal gælde for den nye kontanthjælpslignende ydelse.

Læs også: Johnny Larsen skal til møde med Mette F

- Er det ikke rimeligt at syge, der har betalt skat, indtil de blev syge, får en ydelse, indtil de er medicinsk stabile eller raske?

- Det her er diffuse sygdomme. Det er jo en ydelse, der er lavet specifikt til, at ingen falder ud af sygedagpengesystemet. Vi ved jo både fra Danmark og andre lande, at når der er et tidsloft på ydelsen, så er der nogle af dem, der falder ud, der rent faktisk kommer i arbejde.

- Er det, du siger, at dem, der vil få den her ydelse fremover, slet ikke er syge?

- Så sort og hvidt kan du ikke sige det. De kan have forskellige problemer. Du kan sige, at en del af dem er i hvert fald ikke så syge, at de ikke kan arbejde. Det kan vi se på erfaringer fra for eksempel Sverige.

I 2012 var der cirka 10.000 syge, der faldt ud af sygedagpengesystemet. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen