Sundheds-direktør: Vil spare julen væk på 18 plejehjem

Julefrokoster, juleaften, nytårs- og høstfesten skal spares bort på 18 plejehjem, foreslår direktøren for Sundhed & Omsorg i Esbjerg Kommune

Juleaften risikerer at blive en trist affære på plejecentrene i Esbjerg Kommune, hvis sundheds-direktørens spareforslag bliver vedtaget. (Arkiv-foto: Rune Pedersen)
Juleaften risikerer at blive en trist affære på plejecentrene i Esbjerg Kommune, hvis sundheds-direktørens spareforslag bliver vedtaget. (Arkiv-foto: Rune Pedersen)

De ældre på atten plejecentre i Esbjerg Kommune risikerer at miste en stor del af deres få lyspunkter i livet.

Kommunens økonomi er nemlig så elendig, at direktøren i Sundhed & Omsorg, Arne Nikolajsen, nu foreslår, at kommunen sparer julefrokosten, juleaften og nytårsfesten bort.

Også påskefesten og den årlige høstfest kan ifølge direktøren sløjfes.

- Jeg skal spare fire procent på mit budget. Og så må jeg se på, om det er hjemmepleje-besøg eller hygge-aktiviteter, der skal skæres bort, siger Arne Nikolajsen til Ekstra Bladet.

Er langt ude økonomisk
Det opsigtsvækkende spare-forslag kommer op til budgetforhandlingerne i kommunen. Der skal spares i alt 650 millioner kroner og hvis alle festerne på plejehjemmene fjernes, så vil det give en samlet besparelse på næsten 17 millioner i løbet af de næste fire år.

- Er I virkelig så langt ude økonomisk, at I må vælge mellem pleje eller adspredelse hos de gamle?

- Ja, det er vi. Vi har lavet et spare-katalog, som politikerne må tage stilling til. Det er jo politikerne, der i sidste ende bestemmer, hvilken service, borgerne skal have, siger Arne Nikolajsen.

Ønsker ikke at provokere
Arne Nikolajsen understreger, at der hverken er tale om en politisk magt-demonstration fra hans side eller lyst til at tage glæderne fra kommunens ældre.

- Jeg ønsker bestemt ikke at provokere. Men vi bliver nødt til at se, hvor der er 'flødeskum' - eller aktiviteter - som ikke rammer selve behandlingen og plejen, siger Arne Nikolajsen til Ekstra Bladet.

Forvaltningen skriver i sparekataloget, at de sociale aktiviteter 'i høj grad er med til at give livskvalitet for brugerne.' Men det har ikke fået sundhedsdirektøren til at frede festerne for de ældre.

'Det er pinligt'
Dagbladet JydskeVestkystens afsløring af spareforslaget har udløst masser af vrede blandt byens borgere.

Formanden for Ældre Sagen i byen, Hanne Meyer, betegner forslaget som direkte pinligt.

- Mange af de ældre har ikke familie i nærheden og er ensomme, så de har ikke andre at fejre jul med, siger Hanne Meyer til avisen.

Er overrasket
Selv siger Arne Nikolajsen:

- Jeg er overrasket over de voldsomme reaktioner - ikke mindst fordi politikerne jo slet ikke har været involveret endnu.

Politikerne i den åbenbart økonomisk hårdt plagede kommune skal i de kommende måneder forhandle budget for de kommende år på plads.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Steffan Kærulf Frandsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen