Indlæser...

Da krigen ramte Nørrebro

Det er i dag tre måneder siden, at politiet rømmede Ungdomshuset på Jagtvej, og Københavns gader udviklede sig til en sand krigszone

12:08, 01. jun 2007 | Thea Pedersen

Annonce

  • Oversæt / Translate
Der var krigslignende tilstande på Nørrebro efter rydningen af Ungdomshuset. (Foto: Kristian Linnemann)
Der var krigslignende tilstande på Nørrebro efter rydningen af Ungdomshuset. (Foto: Kristian Linnemann)
Nedrivningen af huset på Jagtvej 69 gik igang præcis en uge efter, at politiet havde stormet huset for aktivister. (Foto: Kristian Linnemann)
Nedrivningen af huset på Jagtvej 69 gik igang præcis en uge efter, at politiet havde stormet huset for aktivister. (Foto: Kristian Linnemann)

Annonce

Annonce

Bål, brand og barrikader i gaderne. Sten, flasker og tåregas i luften. Demonstranter, kampråb og hollændervogne overalt. Fyldte busser, proppede fængselsceller og over 130 anholdte. Det er i dag tre måneder siden, at 'krigen' ramte Nørrebro, da politiet stormede Ungdomshuset på Jagtvej og lagde an til nedrivningen, der på minuttet gik i gang præcist en uge senere.

Siden det evige farvel til det omstridte kulturhus har både politi og demonstranter ugentligt hilst på hinanden under de velkendte torsdags-demonstrationer i København. Alligevel synes tre-måneders dagen dog at være gået på den ene side de blå og på den anden side de sorte kampklædte fraktioner 'gasmaskerne' forbi.

- Det er ikke en dato, som vi har hæftet os ved. Vi har ikke fået nogen anmeldelser om planlagte demonstrationer i dag. Vi kan selvfølgelig forestille os, hvad som helst, når det gælder Ungdomshuset, men vi har ingen umiddelbare formodninger om, at der bliver ballade. Men bliver der det, så dukker vi naturligvis op, fortæller politiets talsmand Flemming Steen Munch til ekstrabladet.dk.

Pingviner ved midnat
Heller ikke brugere af Ungdomshuset synes at have planer om den helt store 'jubilæumsdag'. Eneste officielle 'aktion' for at markere dagen finder sted ved midnat, hvor en 'teaterforestilling' med titlen '½ pingvin med pomfritter' udspiller sig på parkerings-pladsen bag 'Ground Zero'. Dog ikke en forestilling som politiet forventer at få billetter til.

Grunden på Jagtvej 69 har siden nedrivningen af de graffitimalede murbrokker stået øde hen - med jævnlige besøg fra aktivister og sympatisører, som sporadisk finder trang til at drikke gravøl eller lægge blomster på støvet. I fremtiden bliver humlen dog skiftet ud med kristen kaffe, når planerne for Faderhusets nye kirkebyggeri bliver ført ud i livet.

Ruth serverer kristen kaffe
- Alle der kan opføre sig ordentligt er velkomne i vores café. Så længe man kan finde ud af at drikke den kaffe, som vi laver, så kan jeg ikke se noget problem i, at brugerne af Ungdomshuset kommer på besøg, har lederen af den kristne frimenighed Ruth Evensen for nyligt udtalt til TV2 Lorry.

Faderhuset er i fuld gang med at lægge sidste hånd på tegningerne til en ny 1570 kvadratmeter stor bygning, som både skal rumme en stor sal, café, butikker med mere.

Om de også serverer halve pingviner med pomfritter, det kan kun tiden vise.

Annonce