Indlæser...

Toms køber BonBon

Marcipanbrød og Hundeprutter på samme hænder

19:45, 10. sep 2001 |

Annonce

  • Oversæt / Translate
Mandag opkøbte Toms slikfabrikken BonBon for et ukendt beløb. (Foto: Per Rasmussen)
Mandag opkøbte Toms slikfabrikken BonBon for et ukendt beløb. (Foto: Per Rasmussen)

Annonce

Annonce
Toms Gruppen købte mandag slikfabrikken BonBon i Holme-Olstrup ved Næstved, mens forlystelsesparken BonBon-Land, der ligger i umiddelbar nærhed af fabrikken, ikke er omfattet af købet.

Med salget af BonBon slutter grundlæggeren Michael Spangsberg sit virke i konfekturebranchen, hvor det i løbet af 15 år er lykkedes ham at opbygge virksomheden fra 10 til cirka 300 medarbejdere og opnå en stærk position i Norden.

Hvad Toms har givet for BonBon, vil administrerende direktør i Toms Gruppen, Per Harkjær, ikke oplyse.

Salget af BonBon får ikke nogen umiddelbar indflydelse for medarbejderne, idet fabrikken øst for Næstved stadig skal producere de varer, som den gør i dag. Og både BonBon og Bogø-navnene bliver videreført under den nye ejer.

- BonBon tilfører Toms Gruppen en stærk position inden for børneprodukter. Hidtil har vi jo ikke rigtig haft produkter rettet mod børn som sådan, siger adm. direktør Per Harkjær, der også oplyser, at Bogø chokoladesortimentet vil indgå som supplement til mærkerne Anthon Berg og Toms.

I forbindelse med salget er der indgået en samarbejdsaftale imellem Toms og BonBon-Land om en fremtidig samlet markedsføring af BonBon-børneslik og forlystelsesparken.

- Om to år skal BonBon-Land stadig afspejle de slikprodukter, der bliver udviklet, men fremover bliver der to ejere, der skal samarbejde, siger Per Harkjær.

BonBons grundlægger, Michael Spangsberg, ønsker ikke at kommentere salget ud over, hvad han har udtalt til pressemeddelelsen, nemlig:

- Koncentrationen på detailmarkedet nødvendiggør, at også producenter må slutte sig sammen, og derfor er det glædeligt, at det er lykkedes at indgå en aftale med Toms, således at BonBon sikres en fortsat udvikling og forbliver på danske hænder.

/ritzau/

Annonce