Jeg tænker på Anton hele tiden

Han troede, han skulle fejre sin fødselsdag sammen med sin søn.

I stedet blev han tidligt lørdag morgen vækket af sin tidligere kæreste, der fortalte, at Anton var død.

– Jeg blev fuldstændigt lammet. I flere minutter kunne jeg ikke få et ord ud af min mund, siger 55-årige Joseph Njie, da Ekstra Bladet bliver inviteret indenfor i hans hjem i Valby.

Det er helt forkert
– Jeg kan ikke sove, ikke spise, jeg kan absolut ingenting. Det eneste, jeg kan, er at græde. Jeg græder, hver gang jeg tænker på ham. Og det gør jeg hele tiden, forklarer han.

– Hvorfor? Hvorfor skulle det gå ud over Anton? Han var jordens fredeligste dreng, siger han flere gange, mens han kæmper med tårerne.

– Jeg skulle se ham vokse op. Se ham få succes i livet. Se ham stifte sin egen familie. I stedet skal jeg nu til at planlægge hans begravelse. Det er helt forkert, for det skulle jo være ham, der skulle begrave mig, når jeg engang skal herfra, siger han, mens han på computeren kigger på de mange billeder af Anton.

Ivrig amatørfotograf
Billeder af Anton som lille purk. Billeder af ferieminder fra Gambia og New York. Billeder af Anton på sit skateboard. Billeder fra Antons 18-års fødselsdag.

Og det, der går igen på dem alle, er Antons store og varme smil.

På computeren ligger også mange billeder som Anton selv har taget. Han var ivrig amatørfotograf.

Bag Joseph hænger tegninger, som Anton tegnede som lille dreng på små gule post-it-sedler.

Fjernsynet er stillet ind på TV2 News. Igen og igen dukker indslaget om drabet på Anton frem på skærmen.

Det gode budskab
På væggen overfor hænger en guitar. Og fra flere plakater ved siden af instrumentet smiler Bob Marley sit velkendte smil.

– Med sit budskab om fred og kærlighed har han inspireret mig i mit liv.

Og reggaens gode budskab har jeg forsøgt at give videre til Anton.

– Bl.a. gav jeg ham Natasjas nye cd i julegave, som han var meget glad for, forklarer den sønderknuste far.

Tre gange har han, moren Margit og deres anden søn – otte-årige Oscar – været nede på hjørnet af Strøget og Kongens Nytorv for at se stedet, hvor deres elskede søn så pludseligt blev revet fra dem i et absurd voldsorgie begået af tre afstumpede unge mennesker.

De er nogle monstre
Og da snakken falder på gerningsmændene bag det meningsløse drab, forklarer han:

– Jeg er meget vred på dem, og jeg føler et stort had over for deres gerninger. Hvorfor skal sådan nogle monstre ødelægge andre menneskers liv?

Joseph har gennem en længere årrække ikke boet sammen med moren. Og selv om Anton voksede op hos moren i Vanløse, hvor han også var født, havde Joseph tæt kontakt til sønnen.

– Han besøgte mig flere gange om ugen – ofte i selskab med lillebror Oscar, og vi snakkede om alt muligt. Han var en meget videbegærlig dreng, der stillede mange spørgsmål.

Skulle spise sammen
– Vi snakkede om alt fra krigen i Afghanistan til madlavning og musik. Sidst, jeg snakkede med ham, var fredag eftermiddag. Her aftalte vi, at jeg skulle komme forbi den lejlighed, som han deler med en ven i Sydhavnen.

– Jeg skulle opgradere hans computer, og bagefter skulle vi ud og spise. Anton sagde, jeg først skulle komme klokken et, så han kunne sove længe, fordi han skulle i byen.

– Men jeg fastholdt, at jeg ville komme klokken 12, så vi havde mere tid sammen, forklarer Joseph, mens han atter tørrer øjnene.

Var ved at besvime
Men i stedet for en hyggelig dag med sin søn begyndte dagen med et hæsligt besøg på Rigshospitalets Traumecenter, hvor Antons døde krop lå, efter at lægerne forgæves havde forsøgt at holde ham i live.

Her genså Joseph sin søn. Død, stadig med blod i ansigtet og en plasticslange stikkende ud af næsen.

– Det var så forfærdeligt, at jeg var ved at besvime. Vi havde en lille time sammen med ham, før han blev kørt til obduktion. Jeg snakkede til ham. Jeg sagde: ’Hej Anton. Jeg elsker dig.’

Ville være filminstruktør
Anton læste HF enkeltfag på det Fri Gymnasium og Joseph fortæller, at han drømte om at læse videre på universitet, hvor han ville studere medievidenskab.

– Han drømte om at blive filminstruktør. Og grunden til, at jeg skulle opgradere hans computer, var, at han skulle bruge den til at redigere film og billeder.

– Men nu er han død. Hvorfor skulle det lige gå ud over Anton?