Indlæser...

Hængt hund skabte dyreværnsdemo

kæledyr der bliver mishandlet, alt for lange dyretransporter og vanrøgt af kreaturer. 'Vi skal have dyrepoliti nu', lød det under en demonstration i dag

15:50, 26. jan 2008 | Sanne Rosbøg, Thea Pedersen

Annonce

  • Oversæt / Translate
Strammere dyrepolitik - det var budskabet under dagens demonstration i København.
(Foto: ekstrabladet.dk)
Strammere dyrepolitik - det var budskabet under dagens demonstration i København. (Foto: ekstrabladet.dk)
Omkring 200-300 demonstranter var samlet foran Christiansborg.
(Foto: ekstrabladet.dk)
Omkring 200-300 demonstranter var samlet foran Christiansborg. (Foto: ekstrabladet.dk)

Annonce

Annonce

Med parolen 'dyrepoliti nu', 'nu er det nok' og barske billeder af den mishandlede hund Kira, der for et par uger siden blev fundet brutalt mishandlet og hængt i Albertslund, var omtrent 300 mennesker i dag samlet til fælles demonstration i København.

De hundredevis af dyreværnsfolk, dyreejere og dyrevenner, der samledes for at kræve strammere dyreværnslove, trodsede den stride blæst og mødte op lørdag eftermiddag på Rådhuspladsen. Herfra gik de i samlet trop til Christiansborg. Næsten symbolsk var demonstranterne flankeret af - naturligvis - ridende politi.

- Så længe man kan tjene penge på at mishandle dyr og sende grise afsted i lange dyretransporter syd for grænsen, så vil man gøre det. Er det fedt at have en død ræv om halsen eller en myrdet sæl på, bare fordi moden dikterer det, eller er det bare klamt, lød det fra en kvindelig taler gennem megafonen til forsamlingen. Et højlydt 'KLAMT!' lød prompte fra de fremmødte og fik en enkelt pelsklædt kvinde midt i flokken til at se noget forlegen ud.

Hængt hund blev dråben
Demonstrationen blev sat i værk efter en grov dyremishandlingssag fra Albertslund. Her blev hunden Kira fundet hængt i et træ - med ubehagelige tegn på en bestialsk mishandling.

- Vi ville sende et klart signal til politikerne om, at nu må der strammes op. Vi vil simpelthen ikke længere finde os i, at dyremishandling blot betragtes som hærværk. Men vi er glade og stolte over, at så mange mennesker er mødt op for at støtte sagen, siger Lis Borring, der er én af initiativtagerne, til ekstrabladet.dk.

De fleste partier i Folketinget har før meldt ud, at de ikke ønsker et dyreværnspoliti. Men I Dansk Folkeparti har man netop udarbejdet et konkret lovforslag for at give dyrene bedre kår.

- Vi kan se på de mange sager, som har været fremme i pressen den seneste tid, at der må gøres noget for dyrene. Og derfor er det tvingende nødvendigt med et regulært dyreværnspoliti, siger dyrevelfærdsordfører Christian H. Hansen om sit nye initiativ.

Annonce