Indlæser...

'Det er jo slet ikke Muhammed'

Ekstra Bladet har besøgt imam Abu Khaled i Århus for at få hans forklaring på det krænkende i det 12 tegninger

14:57, 18. feb 2008 | Kurt Simonsen

Annonce

  • Oversæt / Translate
Imam Abu Khaled: - Al karikaturtegning er af det onde, fordi vi er skabt i Guds billede. Jeg er også imod, at man tegner dronning Margrethe eller Pia Kjærsgaard grimt, eller så de fremstår som onde.
Imam Abu Khaled: - Al karikaturtegning er af det onde, fordi vi er skabt i Guds billede. Jeg er også imod, at man tegner dronning Margrethe eller Pia Kjærsgaard grimt, eller så de fremstår som onde.

Annonce

Annonce

Ekstra Bladet bad imam Abu Khaled fra moskéen på Grimhøjvej i det vestlige Århus kigge nærmere på de 12 såkaldte Muhammed-tegninger og forklare os, hvori det krænkende eller fornærmelige i de enkelte tegninger egentlig ligger.

– Tegningerne forestiller slet ikke profeten Muhammed, så på en måde kunne vi være ligeglade. Problemet er bare, at tegnerne selv tror, de har tegnet vores profet – og at de har gjort det for at nedgøre ham.

Karikatur er ondt
Abu Khaled er kendt for en ret fundamentalistisk fortolkning af koranen. De tre mænd, der er mistænkt for at ville dræbe tegneren Kurt Westergaard, kom alle i hans moské.

– Efter anholdelsen af disse tre mænd kan der måske nok i forhold til ytringsfriheden være en vis berettigelse i at bringe tegningerne for at vise, hvad sagen handler om. Men grundlæggende er det dybt forkert at tegne karikaturer af både Muhammed og alle andre mennesker. For det siger koranen, forklarer Abu Khaled.

– Men du siger jo selv, at det slet ikke er Muhammed, tegnerne har tegnet. Hvordan kan du så føle dig krænket?

– Fordi tegnerne selv siger, det er Muhammed. Al karikaturtegning er af det onde. Alle de 12 tegninger fremstiller mennesker grimt og ondt. Det må man ikke gøre. Det er imod koranen.

Må ikke nedgøre andre
– Nogle af tegningerne forestiller Kåre Bluitgen eller gør grin med Jyllands-Postens redaktion?

– Også det er forkert. Ingen mennesker bør fremstilles grimme. Jeg er også imod, at man tegner dronning Margrethe eller Pia Kjærsgaard grimt, eller så de fremstår som onde.

– Hvorfor?

– Fordi alle mennesker er skabt i Guds billede, som han ønskede os skabt. Og der står i koranens kapitel 49, vers 11, at man ikke må nedgøre eller forhåne andre mennesker. Det gør man ved karikatur. Dette gælder i øvrigt også dyr. Det gælder alt levende.

Alle kan tegnes pænt
– Derimod kan alle mennesker tegnes, hvis det er pænt og ikke ondt eller grimt.

– Er Kurt Westergaards tegning af Muhammed med en bombe i turbanen ikke den, der krænker dig mest?

– Nej. Jeg vil slet ikke skelne på den måde og udpege én tegning som mere krænkende end andre. Men jeg vil godt påpege, at man krænker en milliard troende muslimer ved at tegne en person, man kalder Muhammed, grimt.

Ville nedgøre profeten
– Nogle af tegningerne er vel slet ikke karikaturer?

– Jeg siger som Uffe Ellemann: – De er bestilt hos karikaturtegnere og tegnet af karikaturtegnere. De er ikke bestilt hos en kunstmaler, for så var det jo nok blevet pæne billeder, og det var åbenbart ikke Jyllands-Postens mening. De ville nedgøre vores profet, svarer imam Abu Khaled, hvis borgerlige navn er Anfal Ghassan Edwan.

Annonce