Samfund

Asylfup: Hundredvis af flygtningebørn er voksne

Mange mindreårige asylansøgere opgiver ikke deres rigtige alder

  • Her ses gruppe unge flygtninge fra Center Snadholm, da de var på vej i byen fredag aften.
Her ses gruppe unge flygtninge fra Center Snadholm, da de var på vej i byen fredag aften.

Uledsagede flygtningebørn strømmer til Danmark, men mange af dem har ikke rent mel i posen, når de ankommer til grænsen.

Omkring hver sjette af de mindreårige angiver nemlig, at de er børn, selv om de i virkeligheden er over 18 år, afslører tal fra Udlændingestyrelsen og politiet.

Se også: Hård kerne af flygtningebørn hærger

I 2015 ankom der 2068 uledsagede flygtningebørn til Danmark, men 193 af dem forsvandt igen, inden man overhovedet fandt ud af, hvem de var. Af de resterende valgte myndighederne sidste år at aldersteste 355, fordi man var i tvivl om alderen, og 234 viste sig i virkeligheden at være voksne.

Året før søgte 818 flygtningebørn mod Danmark, men her findes der ikke tal for, hvor mange der reelt endte med at få behandlet deres sag og dermed blive alderstestet. Udlændingestyrelsen oplyser dog, at 282 af flygtningebørnene i 2014 fik undersøgt deres alder, hvoraf 203 blev vurderet til være over 18 år.

Samlet set svarer det til, at mindst 16 procent af de mindreårige asylsøgere i 2014 og 2015 ikke opgav den rigtige alder.

Bag tallene

2015:

Hvis der er tvivl om, hvorvidt en asylansøger er mindreårig, kan Udlændingestyrelsen iværksætte en aldersundersøgelse. Det sker typisk, når man går i gang med at behandle en asylsøgers sag.

I 2015 ankom 2068 uledsagede mindreårige asylsøgere til Danmark, men nye tal fra Nordsjællands Politi viser, at i 2015 forsvandt 193 flygtningebørn, inden myndighederne overhovedet var bekendt med deres identitet. Herudover forsvandt yderligere 268 uledsagede børn kort efter deres ankomst, men her var identiteten kendt, og asylbehandlingen var startet.

I 2015 blev der foretaget 355 aldersvurderinger. Af disse blev 234 vurderet som voksne.

2014

I 2014 ankom der kom 818 (Udlændingestyrelsen). Det er ikke muligt at få statistik for, hvor mange af dem der forsvandt, inden deres sager blev påbegyndt, og aldersundersøgelser blev aktuelt.

Men 282 af dem, der kom i 2014, blev alderstestet, og 203 viste sig at være over 18 år.

Hos Dansk Flygtningehjælp kan man godt forstå de uledsagede flygtningebørn.

Når man er under 18 år, har man nemlig række særlige rettigheder som hurtig sagsbehandling, man er som udgangspunkt sikret opholdstilladelse, til man bliver 18 år, og de mindreårige flygtninge får ophold på asylcentre for børn, hvor forholdene er bedre.

- Man har bedre rettigheder som barn, men de rettigheder er affødt af ens særlige sårbare situation, siger asylchef Eva Singer.

- Jeg kan godt forstå, hvis der er nogen, der baseret på det, de får at vide af andre, tror, at det er en fordel at sige, at man er mindreårig, selv om man er over 18, fordi man tror, at der er større sandsynlighed for at få opholdstilladelse, siger hun.

Hun tilføjer også, at en del af de udledsagede flygtningebørn ikke kender deres rigtige fødselsår og derfor kan komme til at angive en forkert alder.

Mange er for gamle

Hos Danske Regioner oplever man også fænomenet med, at mindreårige flygtningebørn er ældre, end de angiver. I 2014 og 2015 blev 151 mindreårige anbragt på otte af regionernes sikrede institutioner for børn under 18 år. Og efterfølgende blev det vurderet, at 69 af dem var over 18 år.

Det kan have store konsekvenser, mener Charlotte Fischer, formand for Psykiatri- og Socialudvalget i Danske Regioner.

- De her institutioner er lavet specielt til børn og unge under 18 år, og hele idéen er at skærme dem af for voksne. Derfor er det selvfølgelig et problem, at der dukker voksne op, som kan have en alvorlig baggrund, og som kan true det miljø, man prøver at bygge op.

- Det, vi hører fra institutionerne, er, at dem, som i virkeligheden viser sig at være voksne, og her taler vi ikke bare 19-20 år – bliver oplevet som decideret farlige. Der er tale om mennesker, der er dybt traumatiserede og lever på kanten, siger hun.

Charlotte Fischer efterlyser handling:

- Vi bliver simpelt hen nødt til at få bedre styr på, hvem der er ung, og hvem der er gammel. Et eller andet sted er der jo noget, der kikser, og man får ikke lavet de alderstests, som man skal.

LÆS MERE I EKSTRA BLADET FREDAG

Udlændingestyrelsen: Tal med domstolene

Det er Udlændingestyrelsen, der i loven har kompetencen til at foretage alderstest af mindreårige asylansøgere. Ekstra Bladet har konfronteret styrelsen med Danske Regioners kritik af, at mange asylsøgere, der er anbragt på sikret institutioner for børn under 18 år, viser sig at være voksne.

Vicedirektør for asylområdet, Morten Bo Laursen, skriver i en mail:

- Afklaring af tvivl om alderen i forhold til personer, der er dømt og anbragt på sikrede anstalter, fastlægges af de myndigheder, der har truffet afgørelse om anbringelse, dvs. typisk domstolene. Det er ikke et anliggende for Udlændingestyrelsen.

Men har Udlændingestyrelsen ikke et ansvar for, at de mindreårige asylsøgere, der viser sig at være voksne, bliver opdaget, inden at de sidder foran en dommer?

- Vi får typisk kun en rolle i forhold til disse personer, hvis de søger asyl. Hvis de først gør det under afsoningen – dvs. efter dommen – vil vi foretage en selvstændig vurdering af deres alder. Hvis de allerede har søgt asyl, aldersvurderer vi som noget af det allerførste.

Dommerne: Vi kan ikke aldersbestemme

Hos Retten i Helsingør, som er den retskreds modtagecenter Gribskov for uledsagede mindreårige hører under, mener man ikke, at det er op til en dommer at afgøre den tiltaltes alder.

- Vi har som sådan ikke mulighed for at gå ind og aldersbestemme en ung, der bliver fremstillet i retten fra det ene øjeblik til det andet af politiet.

- Når politiet kommer med sagen til retten, vil den sigtedes fødselsdato være oplyst, og når vi starter retsmødet, beder dommeren den sigtede oplyse sin fødselsdato. Når dommeren så herefter skal træffe en beslutning, kan han eller hun jo ikke ved blot at kigge på den unge vurdere, om vedkommende i virkeligheden er ældre, siger sekretariatschef Anette Maarbjerg.

Hos Retten i Hillerød, hvor Center Sandholm blandt andet hører under:

- Vi foranstalter ikke selvstændige undersøgelser af alder, vi tager stilling på baggrund af de oplysninger, der bliver fremskaffet af politiet og udlændingemyndighederne, siger retspræsident Bjarne Bjørnskov Jensen.

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Seneste Nyheder

Hent flere

Mest læste i Nyheder

Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen