Berlingske: Børsen-køb bør ikke godkendes

Berlingske Media kan ikke forestille sig, at JP/Politiken kan godkendes som køber af Dagbladet Børsen.

Det vil skabe en monopollignende tilstand på det danske mediemarked, hvis JP/Politikens køb af Børsen fra svenske Bonnier for 800 millioner kroner bliver godkendt af konkurrencemyndighederne.

Det mener Berlingske Media, som blandt andet udgiver aviserne Berlingske, BT og Weekendavisen. Mediekoncernen tror ikke, at et køb kan blive godkendt, lyder det fra Kim Graven-Nielsen, bestyrelsesformand for Berlingske Media, i en pressemeddelelse:

- En sammenlægning af JP/Politikens Hus og Børsen betyder, at JP/Politiken med sin dagbladsforretning, store portefølje af lokalaviser og mange øvrige mediumaktiviteter vil have en så dominerende position på det danske mediemarked, at det vil nærme sig monopollignende tilstande, hvor de kan handle uafhængigt af konkurrenterne og diktere priserne på eksempelvis annoncer og abonnementer.

Fredag blev det offentliggjort, at JP/Politiken køber Børsen. En handel, der dog kræver Forbruger- og Konkurrencestyrelsens godkendelse.

- Vi har selv været i dialog med Bonnier om en overtagelse af Børsen og vurderet de konkurrenceretlige udfordringer. Så jeg kan ikke forestille mig, at salget til JP/Politiken kan godkendes, siger Kim Graven-Nielsen.

- Vi vil selvfølgelig fortsætte vores strategi, og vores ambitioner for Berlingskes erhvervsdækning er uformindskede. Vi fortsætter vores udvikling og bliver ved med at levere et stærkt og unikt alternativ til Børsens og JP's erhvervsdækning, siger han.

Ifølge Børsens ansvarshavende chefredaktør, Anders Krab-Johansen, vil købet ikke ændre på Dagbladet Børsens journalistik og strategi.

- Jeg glæder mig over, at der er fuld opbakning til at fortsætte den strategi og de planer, vi har lagt, og som har styrket Børsen de senere år, siger Anders Krab-Johansen.

FAKTA: JP/Politikens Hus er landets største dagbladskoncern

Allerede inden købet af Børsen var JP/Politikens Hus landets største dagbladskoncern. Derefter følger Jysk Fynske Medier, der for nylig overtog Midtjyske Medier.

Berlingske Media er nummer tre, mens Nordjyske Medier og Sjællandske Medier er andre store medievirksomheder.

JP/Politikens Hus:

* JP/Politikens Hus blev skabt i 2003, hvor Politikens Hus fusionerede med Jyllands-Posten A/S.

* Huset ejer Jyllands-Posten, Politiken, Ekstra Bladet, en række lokalaviser i Danmark og Sverige, et bogforlag og driver tryk- og distributionsvirksomhed.

* Omkring 2400 er ansat i koncernen. Hertil føjes Børsens 210 ansatte.

* JP/Politikens Hus omsatte i 2014 for 3,1 milliard kroner.

* Børsen omsatte i 2014 for 365 millioner kroner.

Jysk Fynske Medier:

* Jysk Fynske Medier blev skabt i 2015, hvor Jyske Medier, Fynske Medier og Syddanske Medier fusionerede. Fra nytår er Midtjyske Medier også blevet en del af koncernen.

* Mediehuset ejer 13 dagblade, 64 ugeaviser og 5 radiostationer. Der er 1700 medarbejdere.

* I 2014, da det endnu blot var Fynske Medier, var omsætningen 754 millioner kroner, men nu ventes koncernen at nå over to milliarder kroner i omsætning.

Berlingske Media:

* Berlingske Media har leveret nyheder siden 1749. Koncernen udgiver bl.a. Berlingske, BT, Weekendavisen og ugeaviser.

* Der er omkring 1150 fastansatte og 400 timelønnede.

* Berlingske Media omsatte for 2,2 milliarder kroner i 2014.

Nordjyske Medier:

* Nordjyske Medier har aner tilbage til 1767 og er dermed det næstældste danske mediehus.

* Mediehuset udgiver dagbladet Nordjyske Stiftstidende og 26 lokale ugeaviser, har radiostationer og en tv-kanal og står for distribution af aviser og reklamer i Nordjylland.

* Omsætningen var 853 millioner kroner i 2014. Der er ansat 742 i koncernen.

Sjællandske Medier:

* Dagbladet, Frederiksborg Amts Avis, Nordvestnyt og Sjællandske bliver udgivet af Sjællandske Medier, og dertil kommer 34 ugeavistitler. Sjællandske Medier driver desuden et reklamebureau, lokalradio, videoproduktion, bogtrykkeri og tre rotationstrykkerier.

* 519 er ansat i mediehuset, der omsatte for 886 millioner i 2014.

Kilder: JP/Politikens Hus, Børsen, Berlingske Media, Jysk Fynske Medier, Mediawatch, Nordjyske Medier, Sjællandske Medier.

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Seneste Nyheder

Hent flere

Mest læste i Nyheder

Hent flere
Grønland - Seneste nyt
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen