Samfund

Blodforgiftning og brækkede kæber: 'Skræktandlæge' anklages for lemlæstelse af 100 franske patienter

En hollandsk tandlæge er på anklagebænken for at have efterladt patienter med brækkede kæber, tilbagevendende bylder og blodforgiftning

1/2
Næste »

Den 51-årige hollandske tandlæge Jacobus van Nierop sidder tirsdag på anklagebænken i Frankrig, hvor han er anklaget for at have forårsaget forfærdelige skader i munden på flere end 100 patienter i Frankrig.

Manden er af franske medier blevet døbt 'skræktandlægen'  og 'slagteren' og er tidligere gået under fornavnet Mark.

Ifølge anklagerne har han revet sunde tænder ud på patienter i den lille fransk landsby Château-Chinon og efterladt patienterne med brækkede kæber, tilbagevendende bylder og blodforgiftning.

Kønsforvirret og selvmordstruet
Hollænderen er også sigtet for flere tilfælde af groft overfald og forsøg på at snyde patienter og forsikringsselskaber.

Hvis han bliver fundet skyldig, risikerer han op til ti års fængsel og en bøde på 150.000 euro, som svarer til godt 1,1 millioner kroner.

Den 51-årige mand har tidligere forklaret, at han lider af 'psykiske problemer', herunder kønsrelaterede identitetsspørgsmål og selvmordstanker.

Da manden, der har været tilbageholdt i sagen i halvandet år, ankom til retten i Nevers i det centrale Frankrig, skjulte han sit ansigt bag et tæppe.

Han blev tilbage i 2008 kontaktet af en headhunter fra Nevers, der akut manglede tandlæger i området.

Blodet fossede
I 2011 begyndte de lokale myndigheder at sætte spørgsmålstegn ved hans regnskaber, ligesom en række patienter var begyndt at klage over ham.

En af dem var 65-årige Sylviane Boulesteix, der besøgte tandlægen i maj 2012.

- Han gav mig syv eller otte sprøjter og trak otte tænder ud på én gang. Det fossede ud af munden med blod i tre dage, forklarer hun ifølge The Guardian.

En 80-årig mand ved navn Bernard Hugon fortalte i retten, at 'skræktandlægen' efterlod 'stykker af kød hængende over alt' efter have revet en tand ud.

- Hver gang ville han give os det, han kaldte for et lille prik, og så sov vi, helt slået ud, fortalte Nicole Martin, en pensioneret lærer, som mistede flere tænder på grund af bylder, forårsaget af operationerne.

Flygtede til Canada
Tandlægen blev anholdt af politiet i juni 2013, men fik lov at gå fri kort tid efter.

Her lykkedes det ham at flygte til Canada, hvor han med en international arrestordre hængende over hovedet blev anholdt i september 2014.

Hollandske medier beretter desuden, at Jacobus van Nierop allerede blev undersøgt af hollandsk politi på grund af hans arbejdsmetoder, inden han tog til Frankrig.

Retssagen er sat til at vare indtil den 18. marts.

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Seneste Nyheder

Hent flere

Mest læste i Nyheder

Hent flere
Grønland - Seneste nyt
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen