Samfund

BRFkredit sænker gebyrer med 5000 kr.

Jyske Bank og BRFkredit går målrettet efter Totalkredit

Hør Peter Jeppesen forklare sagen her
1/2
Næste »

 

BRFkredit og Jyske Bank går nu direkte efter struben på Totalkredit. Det sker med en række attraktive tilbud til de rasende kunder i Totalkredit, der ønsker at flytte.

– Vi har fjernet alle de gebyrer, vi normalt tager, med undtagelse af den såkaldte kurtage. De er simpelthen sat til nul kr. Det betyder en konkret besparelse på 5000 kr., siger Mikkel Høegh, boligøkonom i BRFkredit.

Der er ikke sat nogen slutdato på rabatten. Til gengæld gælder den med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar i år.

– Det betyder, at der er nogle, der vil få penge tilbage, siger Mikkel Høegh.

Han lægger ikke skjul på, at det handler om at kapre utilfredse Totalkredit-kunder, selv om det gælder alle, der flytter til BRFkredit.

– Tilbuddet er selvfølgelig åbent for alle.

BRFkredit kan allerede mærke, at der er opbrud i Totalkredit.

– Der er klart forøget aktivitet i vores kundecenter. Vi kan sagtens mærke det, og der er mange, der er interesseret i tilbud. Men det er stadig for tidligt at sige, hvor mange ekstra kunder, det betyder. Der er jo stadig nogle praktiske ting, der skal løses. Bl.a. nye ejendomsvurderinger.

Det sidste betyder faktisk, at du kan ryge ned på en lavere bidragssats, hvis din bolig er steget i pris, siden du tog lånet.

– Det vil der være, ja. siger Mikkel Høegh.

Også Jyske Bank er gået på strandhugst hos Totalkredit.

Det sker med et tilbud om garanteret lav bidragssats, hvis du flytter dit lån lån inden den 30. juni.

– Hvis kunderne kommer ind til os inden 1. juli 2016 og ønsker at skifte til et bankboliglån fra Jyske Bank, så garanterer vi, at det lave rentetillæg, vi i dag har på vores produkter, det opnår de også.

– Derudover har vi besluttet at være ekstraordinært konkurrencedygtige, fordi vi gerne vil erobre så mange af vores Totalkredit-kunder tilbage som overhovedet muligt, siger Anders Dam, adm. direktør i Jyske Bank.

De utilfredse kunder organiseret i facebookgruppen Kritiske interessenter i Nykredit og Totalkredit har møder med BRF og Jyske Bank på fredag. Ingen af de to vil dog i dag røbe, om de har yderligere tilbud med til mødet.

Rammer bidragssatserne dig hårdt? Vi vil gerne fortælle din historie. Skriv til os på mail: gebyrgrib@eb.dk

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Seneste Nyheder

Hent flere

Mest læste i Nyheder

Hent flere
Grønland - Seneste nyt
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen