Gå til artikel om 1 sek Gå til artikel
Gå til artikel

Cirkus Benneweis trækker teltpløkken og dropper 2016

Cirkus Benneweis lukker efter 128 år og giver ikke forestillinger i år, skriver familien på sin hjemmeside

  • Diana Benneweis overdrog ledelsen i cirkuset til sine to adoptivbørn i 2015 (Foto: Ole Steen)
Diana Benneweis overdrog ledelsen i cirkuset til sine to adoptivbørn i 2015 (Foto: Ole Steen)

En æra er slut.

Det gamle Cirkus Benneweis sætter sine forestillinger på pause efter 128 år, og hverken klovne, akrobater eller heste kommer i manegen i 2016, oplyses det på hjemmesiden.

- Vi har gjort os mange tanker om fremtiden og arbejder på et nyt og spændende koncept. Det når vi ikke at få på plads til den kommende sæson, og vi holder derfor pause i 2016, skriver Nadia og Dawid Benneweis i en fælles udtalelse.

Siden 1887 har Cirkus Benneweis ellers turneret uafbrudt hvert år med dyr og artister, men flere økonomisk hårde år sætter en stopper for en ny sæson.

Det hæderkronede gamle cirkus lukker i sin nuværende form, men kan genopstå i fornyet form i 2017 med det nye koncept.

På deres hjemmeside skriver de:

- Kære Gæst. Cirkus Benneweis holder pause i 2016. Men vi glæder os til at vende tilbage med et nyt og spændende koncept. På gensyn i Cirkus Benneweis - Danmarks bedste cirkus. Nadia og Dawid Benneweis, skriver de.

Se også: Cirkus Benneweis med i amerikansk hit-serie

På grund af 2015
Diana Benneweis, som siden 1993 har været direktør for Cirkus Benneweis og gav tøjlerne videre til børnene Nadia og Dawid Benneweis for et år siden, sætter ord på beslutningen:

- Vi var enige om, at hvis sæsonen 2015 ikke gav det nødvendige resultat og et overskud, så ville vi ikke turnere i 2016. Vi ville stoppe, mens legen var god, siger Diana Benneweis fra cirkusdynastiet til Frederiksborg Amts Avis.

Cirkus Benneweis' vinterkvarter i Dronningmølle har været sat til salg siden efteråret 2015, og cirkusfamilien har ikke lagt skjul på, at billetterne til teltet ikke har solgt sig selv de senere år.

Nadia og Dawid Benneweis arbejder på et koncept, som tager afsæt i Benneweis' stolte cirkustraditioner, nostalgi og kvalitet, men udfordrer den gængse opfattelse af cirkus.

De mere præcise planer holdes indtil videre internt i familien.

Ældste turnerende cirkus
Intet andet cirkus i verden har i den samme families eje turneret så længe som Cirkus Benneweis.

Starten i 1887 omfattede foruden Gottfried og Marie Binneweis, som familien hed dengang, også nogle geder, duer og høns.

Fra midten af 1900-tallet voksede Benneweis i både anseelse og størrelse til Nordens største cirkus under ledelse af Eli Benneweis med blandt andet løver, tigre og bjørne i manegen.

FAKTA: Benneweis er dansk cirkushistorie

Cirkus Benneweis sender ingen artister i manegen i løbet af dette år. Det har en række økonomisk hårde år fået familien til at beslutte.

Det gamle cirkus har eksisteret i knap 130 år. Bliv lidt klogere på cirkusdynastiet her.

* Cirkus Benneweis blev grundlagt 13. juli 1887.

* Den første forestilling bestod blot af en lille familie: Gottfried og konen Marie. Hendes søster Josefine spillede på lirekasse - på trods af at hun både var døv og stum - og broren Alexander kunne slå saltomortaler.

* To heste, nogle geder, hunde, duer og høns udgjorde dyrebestanden.

* Gottfried og Maries søn, Ferdinand, giftede sig med Irene Daucke, der var linedanserinde. Hun var den første i familien, der kunne læse og skrive, og hun bestilte i 1936 det første nye cirkustelt.

* Siden blev det lille cirkus stort med børnene Eli, Musse, Manfred og Sonny, der alle blev markante skikkelser i Benneweis-familiens historie.

* I 1950 havde Cirkus Benneweis for første gang besøg af kongefamilien.

* Cirkus Benneweis besluttede for få år siden, at eksotiske pattedyr skulle være fortid i det gamle cirkusforetagende. Derfor tog Benneweis eksempelvis afsked med sine elefanter i 2014.

* Diana Benneweis blev i 1993 cirkusdirektør. Hun gav tøjlerne videre til tvillingerne Nadia og Dawid Benneweis i 2015.

* Oprindeligt hed cirkusfamilien Binneweitz, men ved en fejl i nogle officielle dokumenter blev familienavnet ændret til Benneweis.

Kilder: Cirkus Benneweis, Ritzau

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Seneste Nyheder

Hent flere

Mest læste i Nyheder

Hent flere
Grønland - Seneste nyt
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Claus Jessen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen