Dansk mindretal i Sydslesvig vil også have en flagdag

Lars Løkke Rasmussen har luftet tanken om at markere den færøske flagdag og den grønlandske nationaldag.

Det tyske mindretal i Sydslesvig føler sig forbigået, når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) taler om at ville markere den færøske flagdag og den grønlandske nationaldag.

Det siger Kim Andersen (V), formand for Sydslesvigudvalget, der består af politikere og fungerer som bindeled mellem det danske mindretal i Sydslesvig og Folketinget.

- Jeg har med stor interesse noteret mig, at statsministeren overvejer, at de statslige myndigheder fremover skal flage med henholdsvis det grønlandske og det færøske flag på deres respektive nationaldage.

- Jeg synes, det er en smuk tanke, som også burde omfatte det danske mindretal i Sydslesvig.

- Derfor har jeg skrevet til statsministeren og opfordret ham til også at undersøge mulighederne for at indføre en flagdag for mindretallet i Sydslesvig, siger Kim Andersen i en pressemeddelelse.

Statsministeren har selv sagt, at det hele begyndte som "en strøtanke". Men embedsfolk tog ham på ordet og satte gang i en optælling af flagstænger i Danmark.

Finansministeriet bad i begyndelsen af januar statens institutioner om at tælle flagstænger.

Inden 11. januar skulle blandt andet universiteter og forsvaret indberette, hvor mange flagstænger, der bliver brugt på officielle flagdage. Det skabte stor undren i medierne og i Folketinget. For hvad gik det egentlig ud på?

Statsministeriet oplyste så, at man overvejer, om statslige myndigheder skal flage med det færøske flag på den færøske nationaldag 25. april og med det grønlandske flag på den grønlandske nationaldag 21. juni.

Og derefter fandt Løkke selv ud af, at det faktisk var hans strøtanke, der var ved at blive en realitet.

Kim Andersens bud på en flagdag for mindretallet i Sydslesvig er 14. marts.

- 14. marts er datoen for afholdelsen af folkeafstemningen i afstemningszone 2 i 1920, og dermed på en måde mindretallets fødselsdag.

- Jeg håber meget, at statsministeren vil være positivt stemt og inddrage Sydslesvig i sine overvejelser vedrørende flagdage, siger Kim Andersen.

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Seneste Nyheder

Hent flere

Mest læste i Nyheder

Hent flere
Grønland - Seneste nyt
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen