Danske Charmaine ser stadig sin usynlige ven: Han kalder mig ’møgluder’ og ’smatso’

Charmaine fortæller åbent og ærligt om sin sindslidelse, der begyndte, da hviske-tiske-manden hviskede til for første gang

00:44
Charmaine blogger om sit liv med paranoid skizofreni, og lægger også videoer fra sin dagligdag på Youtube. Video: Privat

Da Charmaine Diana Skram Brown var seks år gammel, spurgte hun sin mor, om alle mennesker havde en hviske-tiske-mand.

’Ja ja, det har vi alle sammen’, lød svaret fra moren, som troede, at hendes datter bare havde en fantasiven ligesom mange andre børn.

Hviske-tiske-manden var Charmaines hemmelige ven, som første gang dukkede op, da hun var seks år. Dengang var han mest en utydelig hvisken, hvis ord hun ikke helt kunne høre.

Men efterhånden lærte den lille pige hviske-tiske-manden at kende. Han blev en trøstende ven, som hun kunne lege med.

Klor og råd og blomster
Et par år senere, da hun var otte år gammel, blev Charmaine Diana Skram Brown for første gang rigtigt psykotisk.

- Det føltes som om, det regnede på mig, og jeg kunne trylle ting om til andre farver og sådan nogle ting. Og jeg kunne lugte klor og råd og blomster, beskriver den nu 32-årige kvinde sin første psykose over for Ekstra Bladet.

Danske Charmaine Diana Skram Brown lider af paranoid skizofreni. En diagnose, hun først fik stillet som 27-årig, efter at have bedt om en udredning, da lægerne havde givet hende diagnosen borderline. I dag står hun frem og fortæller åbent om sin sindslidelse, og har både en blog og en Youtube-kanal, hvor hun ærligt deler ud af sit liv med paranoid skizofreni.

- Til at starte med, da jeg var lille, var det jo uskyldigt nok, for det gjorde jo ikke nogen noget. Jeg fik det, man på engelsk kalder for ’megalomania’, altså jeg troede, jeg var langt bedre, større og mere magisk end alle andre, fortæller Charmaine, der har haft hviske-tiske-manden som en fast følgesvend lige siden han først dukkede op i hendes hoved for 26 år siden.

Jeg var grim, dum og åndssvag
Men efterhånden, som hun blev ældre, ændrede den hemmelige ven karakter. Da hun var omkring 16 år, begyndte det at blive generende for Charmaine.

- Hviske-tiskemanden vendte sig fra at være den trøstende, sjove, og den, der reddede mig ud af problemer, til at være en, der sagde til mig, at jeg var grim, dum og åndssvag på daglig basis. Han kaldte mig alverdens ting som ’møgluder’ og ’smatso’ og alt muligt, fortæller Charmaine Diana Skram Brown.

- Så begyndte mine hallucinationer også at bestå af edderkoppeben, der kom ud af sprækker, og dyr, der kommer ud af væggene og kravler rundt på gulvene og sådan nogle ting.

01:12

Charmaine er for tiden indlagt på Frederiksberg Hospital, fordi hun et par gange inden påsken glemte at tage sin nye medicin. Fra sit værelse fortsætter hun med at videoblogge fra sit liv med paranoid skizofreni.

Men det var først flere år senere, da Charmaine var 27, at det blev rigtigt slemt. Da fik hun paranoia og kunne ikke længere få øje på forskellen mellem sandhed og vrangforestillinger.

Charmaine blev dengang medicineret med en masse forskellige præparater, men ingen af dem syntes rigtig at virke.

- Det gjorde bare, at jeg fik sådan en osteklokke-fornemmelse, hvor jeg ikke kunne høre, jeg kunne ikke se, og jeg kunne ikke tænke ordentligt. Jeg følte mig faktisk lidt som en zombie, fortæller Charmaine, som heldigvis, ved det, hun erindrer som det ottende præparat, oplevede en antipsykotisk effekt uden at hun følte, at medicinen også dæmpede hende selv.

Medicinresistent skizofren består studentereksamen
Charmaine Diana Skram Brown fortæller sin historie, fordi hun ofte oplever, at skizofreni bliver misforstået i blandt andet medierne, hvor det gang på gang ifølge hende bliver forvekslet med personlighedsspaltning.

- Det er altså forkert. Skizofreni er en fejl på sanserne. Det gør, at man får hallucinationer på sanserne, for eksempel på høre- eller synssansen, fortæller Charmaine, som selv også har oplevet at hallucinere på føle- og lugtesansen.

Hun synes ofte kun, at det bliver nævnt i medierne, at en person har skizofreni, hvis vedkommende eksempelvis har begået vold eller voldtægt.

- Der er jo ikke nogen, der skriver ’medicinresistent skizofren består studentereksamen’, vel? Pointerer den 32-årige københavner. Hun ser gerne, at der kommer noget viden og fokus om sindslidende, som svarer til, hvor mange penge fra det danske sundhedsbudget, der faktisk bliver brugt på netop sindslidelser.

- Jeg er lidt træt af, at Knæk Cancer har et tv-program, og cancerfonden har en raslebøsse-dag, og ALS har deres Ice Bucket Challenge, og så videre og så videre. Jeg synes, der mangler noget for sindslidende. Der mangler noget, som giver folk en bedre forståelse for sindslidelser, siger Charmaine Diana Skram Brown.

Mød også Anna, der sidste år tog en selfie, som gik verden rundt. Hun har en vigtig besked om psykisk sygdom.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen