Samfund

Danske navne optræder på lækket Islamisk Stat-dokument

Lækkede IS-dokumenter indeholder navne på danske krigere i Islamisk Stats tjeneste. Der sås dog tvivl ved, om dokumenterne er ægte

  • På de lækkede Islamisk Stat-dokumenter står der oplysningerne på to danske IS-krigere, fra da de blev registreret tilbage i 2013.
På de lækkede Islamisk Stat-dokumenter står der oplysningerne på to danske IS-krigere, fra da de blev registreret tilbage i 2013.

Det britiske medie Sky News er kommet i besiddelse af 1.736 lækkede dokumenter fra Islamisk Stat, hvor to danske navne optræder. Det skriver Berlingske, hvor Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere operativ chef i Politiets Efterretningstjeneste, stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt dokumenterne er ægte.

Registreringsdokumenterne fra Islamisk Stat er angiveligt fra november/december 2013, hvor IS-medlemmerne har skullet besvare 23 spørgsmål om dem selv, før de har kunnet blive optaget i organisationen.

Lækkede dokumenter på USB
Dokumenterne er offentliggjort af det uofficielle syriske nyhedsbureau Zaman al-Wasl, og er derefter leveret til Sky News af et tidligere medlem af Den Frie Syriske Hær på et USB-stik.

Via dokumenterne har man fundet frem til to danskere. De går begge under dæknavne, og den ene skulle angiveligt have sørget for den andens ankomst til Islamisk Stat.

Den senest ankomne dansker er ifølge dokumentet født i Tunesien i 1991, men opvokset i Danmark.

Men det er ikke kun danskere, der er på listen over krigere i Islamisk Stats tjeneste. Ifølge Zaman al-Wasl er 25 procent fra Saudi Arabien, og af europæiske lande er Frankrig øverst på listen over lande med flest medlemmer. Der findes desuden krigere fra vestlige lande som Storbritannien, Tyskland, Canada, USA og Holland. 

Se også: Britisk medie: Liste med navne og kontaktoplysninger på 22.000 IS-krigere lækket

Spørgeskema for IS
Der er i alt 1.736 dokumenter ud af i alt 22.000, der er blevet lækket, og dokumenterne er registreringspapirer, som IS-krigerne har skullet udfylde. Her optræder blandt andet navn, fødested og ønsket stilling i organisationen. 122 på listen havde foretrukket at blive selvmordsbombere, selvom de angiveligt kunne have valgt noget andet, hvis de ville.

Offentliggørelsen af de såkaldte registreringsdokumenter er nu angiveligt skyld i, at man kan identificere omkring 1.700 IS-krigere.

- Jeg har identificeret en af de belgiere, der optræder i dokumentet. Og informationerne holder stik, siger den belgiske terrorekspert Pieter Van Ostaeyen til Berlingske.

Tvivlen trives i de små fejl
Selvom mange er blevet identificeret ud fra de lækkede dokumenter, så er der alligevel nogle ting, som kan så tvivl om, hvorvidt registreringsdokumenterne er ægte. I dokumenterne fra Sky News er er Islamisk Stat stavet på to forskellige måder, og derudover står der 'død' ud for omkomnes navne, hvor de plejer at anføre 'martyr'.

- Det får alarmklokkerne til at ringe hos mig, for når jeg har set den slags uoverensstemmelser tidligere, har der været tale om virkeligt dårlige falsknerier, siger Charlie Winter, forsker ved Georgia State University, til bureauet AFP.

Hans Jørgen Bonnichsen deler tvivlen, men er optimistisk:

- Det er næsten for godt til at være sandt, at en liste med 22.000 navne på medlemmer af den militante jihadistgruppe Islamisk Stat er blevet lækket. Indtil videre er jeg skeptisk. Men når det er sagt, så lad os sige, at hvis de her informationer er korrekte, så er det adgang til Aladdins hule, fordi det giver en uvurderlig viden i forhold til personerne, som mange landes efterretningstjenester kan gå ind og undersøge på, siger han til Berlingske.

Ifølge Politiets Efterretningstjeneste er i alt 128 danskere rejst til Syrien, hvoraf 27 er dræbt.    

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Seneste Nyheder

Hent flere

Mest læste i Nyheder

Hent flere
Grønland - Seneste nyt
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen