Samfund

Danskere evakueret efter voldsom brand: - Flammerne var 30 meter høje

68 nordiske gæster blev natten til søndag evakueret fra Hotel Sirene, der ligger i den kroatiske turistby Podgora

Op mod 350 nordiske turister befinder sig netop nu i den kroatisk turistby Podgora, hvor en voldsom brand har hærget natten lang.

En af de danskere, der oplevede at blive evakueret i al hast, er 73-årige Kjeld Suhr.

- Midt om natten vågnede jeg og kunne lugte røg. Jeg åbnede terrassedøren for at se, hvor det kom fra, og så så jeg nogle kæmpe flammer lige bag ved hotellet. De var 30-40 meter høje, fortæller Kjeld Suhr til Ekstra Bladet.

Artiklen fortsætter under billedet...

Kjeld Suhr (billedet) skyndte sig at vække sin kæreste, da han lugtede røg. Privatfoto Kjeld Suhr (billedet) skyndte sig at vække sin kæreste, da han lugtede røg. Privatfoto  

Han skyndte sig at lukke døren og vække sin kæreste, der stadig lå og sov.

- Vi nåede slet ikke at tage vores ting med. Vi skulle bare væk, og det skulle gå stærkt. Da vi kom ud på gaden, så vi, at der var gløder over alt på jorden og som også ramte vores tøj. Det var meget uhyggeligt, og vi var meget nervøse, siger Kjeld Suhr og tilføjer:

- Vi kunne ikke trække vejret ordentligt og holdt noget tøj op foran munden, mens vi flygtede i modsat retning af vinden. Det var en vild oplevelse, som vi gerne ville have været foruden.

Samfund - 18. jun. 2017 Kraftig brand i populær turistby: Danskere evakueret og tilbudt krisehjælp

Efter halvanden times tid blev parret kontaktet af deres rejseselskab TUI, som havde lavet et modtagelsescenter med kaffe, vand og morgenkåber.

- Vi er blevet flyttet hen til et nyt hotel, og vi har haft mulighed for at hente vores ting på det evakuerede hotel. Det var en meget mærkelig oplevelse, og vi kan mærke, at vi har fået meget røg uden at blive tilset af en læge, men samtidig er vi bare lettede over, at det hele er overstået nu, fortæller Kjeld Suhr.

Tilbudt krisehjælp
68 nordiske gæster er natten til søndag blevet evakueret fra Hotel Sirene, der ligger i den kroatiske turistby Podgora. Heraf er otte af gæsterne danske.

Det oplyser pressechef i rejseselskabet TUI, Nikolai Johnsen, til Ekstra Bladet.

- Vi havde både svenskere, nordmænd, finnere og danskere på Hotel Sirena, som er blevet evakueret. De er nu blevet flyttet til et andet, godt hotel i byen, hvor de får mad og drikke, fortæller han.

Har nogle af gæsterne fået været på hospitalet i forbindelse med røgforgiftning?

- Vi har flere gæster, der har været påvirket af røgen og som har fået lægelige eftersyn, men hvorvidt de har været indlagt, er jeg ikke klar over. I situationer som denne tilbyder vi også altid krisehjælp, fortæller Nikolai Johnsen.

Billeder og videoer på de sociale medier viser, at ilden har spredt sig over et stort område i udkanten af byen.

Læs også

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet
Seneste Nyheder
Hent flere
Mest læste i Nyheder
Hent flere