Den sociale brevkasse: Hvordan stopper vi mangeårig chikane

Er du faret vild i junglen af regler og paragraffer, kan du få hjælp af socialrådgiver Puk Sabber - skriv til densocialebrevkasse@eb.dk

Den ulykkelige brevskriver har flere gange oplevet, at hendes familie bliver meldt til kommunen for misrøgt af børnene. Puk opfordrer familien til at gå til politiet. Arkivfoto: /ritzau
Den ulykkelige brevskriver har flere gange oplevet, at hendes familie bliver meldt til kommunen for misrøgt af børnene. Puk opfordrer familien til at gå til politiet. Arkivfoto: /ritzau

Hej Puk

Jeg skriver til dig, fordi jeg er træt – så forfærdeligt træt. Og ked af det, helt utroligt ked af det.

Jeg er kvinde på den anden side af 30. Min familie består af mig, min dejlige mand igennem 20 år og vores to skønne børn på ti og fem år.

Problemerne begyndte for tre år siden, da vi fuldstændig ud af det blå blev kontaktet af kommunen. De havde fået en anonym underretning om, at vi boede uhumsk, og børnene gik for lud og koldt vand. Derpå fulgte hjemmebesøg efter hjemmebesøg. Vi fik manet bekymringerne i jorden.

Så begyndte det forfra med en ny underretning og en politianmeldelse. Og underretning efter underretning ... Hver gang, vi er lige ved at få sagen lukket eller lige har fået den lukket, får kommunen en ny, anonym underretning, og så skal vi hele møllen igennem igen.

Vi føler, at der sidder nogen og misbruger kommunens ressourcer til at genere vores familie.

Jeg har en mellemlang uddannelse og fast arbejde. Min mand er studerende, og børnene passer deres skole og børnehave. Vi har tidligere fungeret som plejefamilie for en teenagepige og har i den forbindelse været igennem kurser og godkendelsesforløb ved kommunen.

Underretningerne kører på vores søn, der beskrives som ’tom i blikket’ eller ’umulig at føre en samtale med’, og at min mand skulle have et massivt hashforbrug, som han holder hemmeligt for mig ved at ryge, når jeg er på arbejde.

Vi elsker vores børn, og det er de ikke i tvivl om. Børnene er selv gode til at udtrykke kærlighed både med ord og handlinger. Vi laver hverdagsting som madlavning og tøjvask, og vi tager på skovture, holder bålaftner og besøger venner og familie. Vi bor i et gammelt, slidt hus og har både hunde og kat. Vores sagsbehandler beskriver vores hjem som ’lidt nusset’, men absolut ikke uhumsk eller overdrevet beskidt.

Sidst, kommunen modtog en underretning, gik der 16 dage, før de kontaktede os, så jeg tænker, at de efterhånden ikke er vildt bekymrede. Den sidste underretning opfordrer kommunen til at gennemføre uanmeldte hjemmebesøg, hvilket vi også har været igennem tidligere.

Jeg er rigtig ked af det på børnenes vegne, og hvad må skolen og børnehaven efterhånden ikke tænke om os, når kommunen beder om nye udtalelser igen og igen?

Findes der en måde at få det her stoppet på – én gang for alle? Eller kommer de næste 13 år til at gå på den måde, indtil vores mindste fylder 18 år?

Med venlig hilsen,

En bekymret og træt mor til to dejlige guldklumper

 

Hej Guldklumpemor

I skal politianmelde det som chikane. Kommunen burde ikke længere tage det alvorligt og skrive tilbage til underretter, at man allerede har undersøgt forholdene i hjemmet og ikke finder grund til bekymring. Underretter har ikke krav på oplysninger om det videre sagsforløb.

Der er rigtig mange forvaltninger, der oplever anonyme chikane-underretninger. Jeg ved, at nogle ikke oplyser familien om det, hvis det forsætter. Men I bør som familie politianmelde dem eller den, der bliver ved med at udsætte jer for injurier og chikane, da det er ulovligt.

Socialrådgiver Puk Sabber bestyrer den sociale brevkasse. Foto: Jakob Boserup
Socialrådgiver Puk Sabber bestyrer den sociale brevkasse. Foto: Jakob Boserup
 

I skal på ingen måde finde jer i det, men se at få det stoppet. Og oplys kommunen om, at I anmelder det som falsk anklage. Så kan det også være, at kommunen holder op med at forstyrre jer og de fagpersoner, der er rundt om familien.

Har I en mistanke om, hvem det kan være, der chikanerer jer? Det vil I nok blive spurgt om, hvis I fortager en anmeldelse.

Jeg ønsker jer det bedste – og skriv igen, hvis det går i hårdknude, da det kan være svært at få de anmeldelser igennem.

De bedste hilsner,

Puk

Noter

Offentligt ansatte og personer, der udøver offentligt hverv, har en skærpet pligt til at underrette de sociale myndigheder, hvis de får kendskab til bekymrende forhold. Fagpersonen får som udgangspunkt en orientering om, hvorvidt underretningen har ført til opfølgende undersøgelser eller foranstaltninger.

6 hverdage efter kommunen har modtaget en underretning, skal den senest bekræfte, at underretningen er modtaget. Man vil som privatperson ikke have aktindsigt i sagen, og man vil derfor ikke høre mere til kommunens behandling af sagen.

Alle, der får kendskab til, at et barn udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling, har ifølge loven pligt til at underrette kommunen. Det samme gælder, hvis barnet lever under forhold, der kan bringe dets sundhed eller udvikling i fare.

 

 

Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen