Samfund

Den sociale brevkasse: Mistet sygedagpenge og uden indtægt

Er du faret vild i junglen af regler og paragraffer, kan du få hjælp af socialrådgiver Puk Sabber - skriv til densocialebrevkasse@eb.dk

  • Før brevskriveren selv havnede i systemet, troede han ikke på, at verdens bedste velfærdssystem virkede ’så godt’. Det er simpelthen så grotesk, at det næsten er morsomt, mener han. Foto: Polfoto
Før brevskriveren selv havnede i systemet, troede han ikke på, at verdens bedste velfærdssystem virkede ’så godt’. Det er simpelthen så grotesk, at det næsten er morsomt, mener han. Foto: Polfoto

Hej Puk

Jeg har arbejdet, siden jeg var 16 år og er nu 58. Min kone er fra Japan og har været her i over 13 år uden at have kostet staten en krone. Jeg har det ikke let, smerter, nul kroner i indkomst og ingen hjælp at hente.

Gentagne forsøg på at få hjælp siden maj 2015 fra jobcenter, borgmester, Kommunernes Landsforening, diverse partier, politikere, ministre og ministerier har været forgæves, bortset fra dyb medfølelse fra enkelte af dem, der har svaret.

Jeg blev smidt ud sygedagpengesystemet 30. april 2015 med besked om, at ’jeg kunne blive rask, mens jeg søgte job’ – og ellers kunne søge kontanthjælp, men det kan man ikke, hvis man er gift med en person uden permanent opholdstilladelse, så resultatet er nul kroner.

Kommunernes Landsforening svarede mig, at der stadig fandtes revalidering, men at den tit blev erstattet af andre metoder til at hjælpe folk videre. De metoder plus revalidering har mit jobcenter desværre ’glemt’.

Jeg har indtil videre forsøgt at klare det ved at sælge lidt overskud og fået hjælp og ’lån’ fra familien.

Før jeg selv havnede her, troede jeg heller ikke på, at verdens bedste velfærdssystem virkede ’så godt’. Det er simpelt hen så grotesk, at det næsten er morsomt!

Mvh. Steen Larsen

 

Kære Steen
Jeg tænker, at du er omfattet af den gensidige forsøgerpligt for gifte par, så hvis din kone har en indtægt, der overstiger det samlede grænsebeløb, skal hun forsørge dig. Den gensidige forsørgerpligt for samboende er ophævet fra 1. januar 2016, hvorfor man som samboende nu ikke længere er omfattet heraf.

Jeg har aldrig hørt, at man ikke kan få kontanthjælp som dansk statsborger med mangeårigt ophold i landet, når man mister sit forsørgelsesgrundlag – og er udsat for en social begivenhed. Det er jo en grundlovsikret ret – bortset fra fravigelsesregler om formue og gensidig forsørgerpligt, når man mister sin indtægt.

Jeg synes, du skal ansøge om kontanthjælp, og se hvad der sker. Derudover er det rigtigt, at du kan søge om revalidering jævnfør lov om aktiv socialpolitik §46. Der er dog her en række betingelser, der skal være opfyldt, som du kan bede kommunen undersøge.

Foto: Jakob Boserup Foto: Jakob Boserup  

Derudover skal du huske, at kommunen via retssikkerhedslovens §5 er forpligtet til at råde og vejlede dig:

’Kommunalbestyrelsen skal behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning. Kommunalbestyrelsen skal desuden være opmærksom på, om der kan søges om hjælp hos en anden myndighed eller efter anden lovgivning’.

Du skal derfor hurtigst muligt bestille en samtale med en sagsbehandler i kommunen og henvise til, at du har krav på råd og vejledning – og at du ønsker at ansøge om kontanthjælp. Hvis de afslår at tildele dig det mundtligt, skal du bede om et skriftligt afslag. Det vil jeg meget gerne se.

Det virker helt utroligt at en ældre herre, der puklet hele sit liv, ved opstået sygdom skal igennem hele den trædemølle – og kastes rundt uden mulighed for at få hjælp og vejledning i det offentlige.

Du kontakter mig bare igen, hvis du fortsat oplever ikke at få korrekt råd- og vejledning.

Mvh. Puk Sabber

Noter

1. juli 2014 trådte nye sygedagpengeregler i kraft.

Sygemeldte, der efter fem måneder ikke kan få forlænget sygedagpengene efter forlængelsesmulighederne, overgår til et jobafklaringsforløb med en ydelse på kontanthjælpsniveau, som er uafhængig af både ægtefælles og samlevers indkomst og formue.

Når du har modtaget sygedagpenge i 22 uger, vurderer din sagsbehandler din situation, og om du kan forlænge sygedagpengeperioden eller skal overgå til et jobafklaringsforløb.

 

Kilde: Beskæftigelsesministeriet.

Læs også

Seneste Nyt
Mest læste

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet
Seneste Nyheder
Hent flere
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Få EKSTRA overblik
Grønland - Seneste nyt
Lugter din kollega af sprut?
Sprogforsker: Engelsk kan oversvømme grønlandsk
Flyttemønstre skal undersøges nærmere
GE: Overvågning er ømtåleligt
Greenpeace: Danmark bør erkende sit historiske ansvar
Real Madrid smider gruppeførsteplads i slutminutterne
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen