Driftstekniker hos TDC: Derfor er angrebet på Yousee så avanceret

En driftstekniker fortæller til Ekstra Bladet, at Yousee ikke fra centralt hold kunne gøre noget ved angrebet på 33 computerservere rundt i landet

Youseeansatte kunne ikke fra centralt hold nulstille sine servere rundt i landet. Derfor kom det til at tage så lang tid at rette op på skaden. Foto: Jens Dresling
Youseeansatte kunne ikke fra centralt hold nulstille sine servere rundt i landet. Derfor kom det til at tage så lang tid at rette op på skaden. Foto: Jens Dresling

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Angrebet på Yousee-servere rundt i landet var så avanceret, at det ikke kunne lade sig gøre på normal vis at genoprette tv-forbindelsen til flere end en million Yousee-kunder rundt i landet.

Det fortæller en driftstekniker, som er ansat hos TDC, men på grund af frygt for at miste sit job taler under løfte om anonymitet.

Ekstra Bladet kender identiteten på den pågældende.

Koncernchef i TDC, Pernille Erenbjerg, har efter anholdelsen af en 51-årig mand ikke ønsket at fortælle mere om, hvad der rent faktisk og rent teknisk skete nytårsaften kort før klokken 16.30, hvor tv-skærme gik i sort i mere end en million danske hjem. Og på den måde kunne man ikke se dronningens nytårstale eller rådhusklokkerne nytårsaften.

Den TDC-ansatte fortæller imidlertid til Ekstra Bladet, at man normalt kan få adgang og fjernstyre forbindelsen til de 33 centraler rundt i landet fra hovedkontoret på Borups Allé i København.

- Men det kunne ikke lade sig gøre. Adgangen var blevet blokeret. Derfor måtte man rundt alle steder rent fysisk, fortæller den ansatte.

Se også: Politiet anholder mand efter Yousee-angreb

Pernille Erenbjerg har fortalt, at flere ansatte afbrød deres ferie og nytårsaften i øvrigt for at ile til undsætning ude på de 33 centraler.

- Her skulle der foretages en manuel nulstilling, ligesom man skulle fabriksgendanne hele molevitten og hente software på ny. Først derefter vendte tv-signalet tilbage, siger den TDC-ansatte.

Tabte krysantemumbombe
TV-signalet blev genskabt til hele landet i løbet af søndagen. Men ikke alle steder gik det lige hurtigt. Nogle af de sidste, der fik signal, var tv-seere ved Faxe Ladeplads. Men her var det ikke alene softwareangrebet, der havde ramt flere tusinde tv-seere.

- Nogen havde tabt en krysantemumbombe ned i en fiberbrønd (en kabelbrønd med samling af fibre - red.).

Det kan teknisk set godt være almindelige drengestreger. Der er nemlig ifølge driftsteknikeren ikke mere end et ståldæksel, der beskytter de lysfølsomme kabler med tv-signaler.

Fiberbrønde bruger TDC og Yousee til at forbinde sine centraler rundt i landet med hinanden.

Mand anholdt
Københavns Politi har torsdag eftermiddag meldt ud, at en 51-årig mand er blevet anholdt og sigtet ham for overtrædelse af straffelovens §193, som taler om 'forstyrrelse af driften af fjernsynsanlæg'.

Se også: Yousee-plaster er ren snyd: 'Gaven' er gratis i forvejen

I forbindelse med anholdelsen er der gennemført ransagninger og sikret forskelligt udstyr med henblik på teknisk undersøgelse.

Det vil fredag blive besluttet, om der er grundlag for at fremstille den anholdte i grundlovsforhør.

Der er ingen oplysninger om identiteten på den 51-årige. Og koncernchef hos TDC Pernille Erenbjerg ønsker heller ikke at fortælle mere.

Er det en handling, der er påført TDC udefra, eller er det en internt - altså en medarbejder - der har påført den skadelige handling?

- Det er en af de ting, jeg ikke kan kommentere nu, fordi sagen er overgivet til politiet, siger Pernille Erenbjerg.

Se også: Ny udvikling i Yousee-sag: Nu deltager efterretningstjeneste i efterforskningen

Er det hacking eller et kabel, der er klippet over?

- Det er ikke et kabel, der er klippet over. Det er væsentlig mere avanceret end det. Jeg kan fortælle, at det, der er sket, er, at udstyret, der står i vores tv-net og distribuerer tv-signalet, forårsagede nedbruddet. Det er nogle små computere, der sidder fordelt i distributionsnettet, der har været ramt.

Se også: TDC: Bevidst handling bag tv-nedbrud

Kunne TDC og Yousee have forhindret nedbruddet. Eksempelvis ved at have haft mere opmærksomme medarbejdere?

Nej. Det svarer til, at man går ud af sin dør om morgenen og låser sin dør. Så er det stadig muligt at komme ind for den, der har en nøgle.

TDC har overdraget sagen til politiet. Har TDC også overdraget navne på konkrete mistænkte?

- Nej, vi har overdraget vore resultater af vor undersøgelse. Vi har ikke overdraget navne på mistænkte.

Se også: Total tv-panik nytårsaften: TV-udbyder er gået i sort

Pernille Erenbjerg fortæller til Ekstra Bladet, at flere hundrede TDC-ansatte har arbejdet på at udbedre fejlen efter angrebet, som ifølge TDC bevidst er påført Yousee.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Steffan Kærulf Frandsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen