Samfund

Efter en uge skal grundstødt skib ved Fyn bugseres

Mens et grundstødt skib skal bugseres, holder Forsvaret øje med, at der ikke løber olie ud af tankene

Det grundstødte containerskib Victoria er fredag i gang med at blive bugseret i dok for at blive repareret.

Cirka klokken 07.00 begyndte skibet, der stødte på grund for en uge siden ved Fyns Hoved, sin tur til Fayard-værftet i Odense Fjord.

Det oplyser vagtholdsleder ved Forsvarets Operationscenter Daniel Ammitsbøl.

- Vi modtog den endelige bjærgningsplan i nat, som vi har vurderet er fyldestgørende og fornuftig. Og så gav vi grønt lys til, at man kunne udføre operationen, siger vagtholdslederen.

Bjærgningen foregår ved, at skibet bliver trukket af slæbebåde med meget lav hastighed. Imens holder Forsvaret nøje øje med, hvordan det forløber.

- Slæbningen bliver fulgt tæt af tre af vores miljøenheder. Undervejs vil man hele tiden se, om der skulle være noget olie, der imod forventningerne alligevel kommer ud, siger han.

Da det portugisiske skib stødte på grund, gik der hul på flere af skibets brændstoftanke. Og der blev efterfølgende fundet olie flere steder blandt andet på den nordfynske kyst.

Men takket være det kolde vand er konsekvenserne ikke så alvorlige som først frygtet.

Den type olie, der er i tankene, størkner nemlig ved en temperatur på omkring seks grader. Havtemperaturen er på omkring to grader, og derfor tyder det på, at meget af olien er størknet.

Vagtholdslederen fortæller, at hvis nogle af Forsvarets miljøenheder alligevel mod forventning spotter olie, vil bugseringen blive stoppet øjeblikkeligt, så man kan inddæmme den olie, der skulle være sluppet ud.

Victoria forventes at være i dok omkring klokken 13.00.

Det 179 meter lange skib ramte grund, da det sejlede hen over et sted, hvor der er seks meter dybt. Selve skibet, der havde kurs mod Fredericia, stikker imidlertid ni meter.

Læs også

Seneste Nyt
Mest læste

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet
Seneste Nyheder
Hent flere
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Få EKSTRA overblik
Grønland - Seneste nyt
Medicinsk cannabis godkendes til behandling af enkeltpatienter
Her er punkterne i forårssamlingen
Forårstegn: Prisaftale på stenbiderrogn på plads
Opfordring fra Atassut: Stop mudderkastningen og arbejd sammen
Ny styrelseschef i Digitaliseringsstyrelsen
Advarsel til tørstige sjæle: Husk kontanter
sermitsiaq.ag