En grim smag i munden

Ekstra Bladets chefredaktør Karen Bro går en gang om ugen medierne og medie-debatten efter i sømmene

Vist er det en heftig forside, Samvirke har valgt til oktober-nummeret, men vi kan godt se, at billedet er konstrueret. Foto: Jan Sommer
Vist er det en heftig forside, Samvirke har valgt til oktober-nummeret, men vi kan godt se, at billedet er konstrueret. Foto: Jan Sommer

I denne uge er blade blevet pillet ned fra stativerne i flere butikker, fordi nogle ikke kunne lide forsiden.

Bladene er blevet smidt i skraldespanden, fordi nogle lagde pres på forhandlerne i butikkerne.

Det er sket i Danmark, selv om det ikke lyder sådan. Jeg synes ærligt talt, at det er sørgeligt.

Vist er det en heftig forside, som Coops medlemsblad, Samvirke, har valgt til deres oktober-nummer.

Redaktionen har fostret den idé at illustrere en artikel om pesticidrester i frugt og grønt med en person, der spiser salat iført gasmaske og sikkerhedsdragt.

Er det en god idé? Nogle mener ja, andre mener nej. Sådan er det med budskaber, der går til kanten. Vandene deles.

Til gengæld kan alle se, at der er tale om et konstrueret billede. Vi Coop-kunder er altså ikke så dumme, at vi ved synet af Samvirkes forside får et nervøst sammenbrud ved kassen, styrter ud og køber sikkerhedsudstyr og sværger aldrig at spise andet end økologisk.

Men det tror en række vrede landmænd, at vi er. De har lagt pres på brugsuddelerne på grund af bladet og truet med boykot.

De konventionelle landmænd føler sig hængt ud til fordel for de økologiske, og derfor mener de åbenbart, at ingen skal have lov at læse artiklen i Samvirke.

Det er en skam. For i artiklen inde i  bladet fremgår det, at konventionelle danske producenter er klassens duks, når vi sammenligner os med udlandet. Danske fødevarer indeholder langt mindre koncentrationer af pesticider end konventionelle frugter og grøntsager fra udlandet, står der.

Hvis man har været så heldig at læse bladet, inden det er blevet smidt i skraldespanden, får man også at vide, at forskerne har mistanke om, hvad pesticidrester gør ved sundheden. De er ikke sikre. De, der påstår, at artiklen er uden nuancer, har enten ikke læst den, eller også taler de mod bedrevidende.

Selvfølgelig er det legitimt, at landmændenes organisation går i kødet på Coop. Vi har masser af plads og platforme til en fri debat i Danmark. Det gælder pesticider så vel som burkaer.

En stor del af 'Deadline' torsdag aften på DR2 blev således brugt på debat mellem Thomas Roland, afdelingschef for ansvarlighed i Coop, og Asger Krogsgaard, næstformand i Landbrug & Fødevarer.

Her kom begge parter til orde, og vi seere kunne på den baggrund selv danne os en mening.

Min mening er, at det er forstemmende at høre Thomas Roland sige, at han har sagt til brugsuddelerne, at de gerne må lade være med at 'flagre bladet op i hovedet på kunderne, hvis de er bange for, at kunderne ikke kan tåle at se de billeder'.

Det lyder som en opgivelse af den ytringsfrihed, vi ellers plejer at kæmpe for her til lands.

En af de brugsuddelere, der har bøjet sig for landmændenes pres, siger til Jyllands-Posten, at hun altid har ment, at folk selv må bestemme, om de spiser økologisk eller ej.

Det er smukt sagt.

Men det er grimt, når nogen mener, at vi ikke selv må bestemme, om vi vil læse noget eller ej.

 

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen