Fædre får bortførte børn hjem: Søskende skal ikke skilles straks

Mor og børn har været internationalt efterlyst i over et år. Nu skal Aia og Leonardo tilbage til Danmark

Vladimir Valiant glæder sig til at blive genforenet med sin søn Leonardo. Foto: Privat
Vladimir Valiant glæder sig til at blive genforenet med sin søn Leonardo. Foto: Privat

De to danske søskende Aia og Leonardo har kun været sammen med en af deres forældre – deres mor Angelina Mathiesen - det seneste år og syv måneder.

Om ganske kort tid må den syvårige pige og fireårige dreng se en helt ny virkelighed i øjnene.

Brasilien, hvor deres mor i marts sidste år i hemmelighed for fædrene og de danske myndigheder førte dem til, er skiftet ud med Danmark.

Mor står til at blive anholdt og formentlig varetægtsfængslet for børnebortførelse.

Fædrene står tilbage
Tilbage står børnenes fædre, Vladimir Valiant og Peter Lawaetz, som siden ekskonens og børnenes sporløse forsvinden har kæmpet for at gense deres børn.

Fædrene, som begge lørdag aften dansk tid stadig er i Brasilien, er lettede over, at en brasiliansk dommer fredag besluttede at sende børnene hjem til Danmark.

De er også fuldt ud klar over, at udleveringen fra Brasilien blot var første udfordring:

- Det er dejligt at få børnene hjem, selv om jeg er klar over, at der nu er andre problemer, som vi skal tage os af for. Vi skal være sammen med børnene og udbedre skaderne, så de kan leve i fred og ro og fordragelighed, siger Leonardos far Vladimir Valiant til Ekstra Bladet.

112 - 6. okt. 2017 - kl. 23:39 Bortført til Brasilien: Lige nu deporteres mor og børn

Megen kontakt
En af udfordringerne er, at de to søskende har forskellige fædre.

- Skal Aia og Leonardo skilles fra hinanden?

- Det er et af de største problemer, som har meget høj prioritet. Vi vil gøre alt for, at børnene forbliver så meget sammen som muligt og sørge for en gradvis og skånsom vej mod en normal adskillelse af børn, der har to forskellige forældre, siger Vladimir Valiant, som tilføjer, at de sociale myndigheder er inde over, hvad der vil være den bedste løsning for børnene.

Børnene skal ifølge Vladimir Valiant have så megen kontakt som muligt, og processen bliver langsom:

- Så de ikke tager skade af adskillelsen fra hinanden.

- Hvad med deres mor?

- Det ved jeg ikke. Vi koncentrerer os om børnene.

- Hvordan var det at se Angelina igen i retten?

- Det vil jeg ikke kommentere.

Ikke hævngerrig
Hans ekskone erklærede i et stort interview til Ekstra Bladet, at han og Peter Lawaetz aldrig ville komme til at se deres børn igen.

Alligevel afviser Vladimir Valiant at være hævngerrig:

Han taler også på Peter Lawaetz’ vegne, når han siger, at de samarbejde med Angelina Mathiesen om at ’sikre samvær mellem mor og børn, som er forsvarligt’.

- Et barn har både brug for mor og en far. Og vi agter på ingen måde at nægte moderen samvær. Børnene har ret til både deres mor og far og forældres gunst og kærlighed. Jeg glæder mig til at samarbejde med Leonardos mor på alle de planer, det kan lade sig gøre.

- Du har i høj grad engageret dig i at få børnene hjem (Vladimir Valiant har flere gange været i Brasilien for at fremme sin sag ved hjælp af en brasiliansk advokat og en privatdetektiv)…

- Min kamp for retfærdighed og børnenes ret til at være sammen med begge forældre har været lang og nødvendig. Nu går der forhåbentlig ikke så lang tid, før jeg kan få lov til at være en kærlig far, siger Vladimir Valiant, som håber på at gense sin søn i næste uge.

- Jeg har kæmpet - ikke for min ret til mit barn - men mere for hans ret til sin far...

Han uddyber, at kommunale instanser og sociale myndigheder vil hjælpe fædrene til på den bedst mulige måde at få indsluset børnene ’i vores familier og det danske samfund igen’.

112 - 4. okt. 2017 - kl. 20:04 Efterlyst for bortførelse i retten: Børnene er skjult

Ro og kærlighed
- Børnene skal have tillid til voksne mennesker og deres forældre og ikke længere leve et liv, som ikke er egnet for småbørn. De skal være børn og omgivet af ro og kærlighed og stabilitet og leve et liv med glæde.

Vladimir Valiant fortæller, at det har været en lang, opslidende og meget grundig retssag i Brasilien, og alle sten er blevet vendt.

Ifølge Vladimir Valiant foregik retssagen, som førte til udlevering af de to børn over seks arbejdsdage, hvoraf tre varede 15 timer.

Mor har anket afgørelse
Angelina Mathiesen og børnene var tilsagt at møde, men hun mødte først op uden børnene – bl.a. fordi hun frygtede en høring af datteren.

- De har aldrig været afhørt, og skulle det have været tilfældet, var det sket efter foreskrevne regler om børneafhøringer og ikke foran voksne mennesker i retssalen, understreger Vladimir Valiant, som afviser, at dommeren skulle have givet udtryk for at ville have nogen af børnene i høring.

Han fortæller, at dommeren har taget alle domme, afgørelser og relevante dokumenter fra samværssagerne i Danmark under grundig overvejelse og:

- Han har fuldt anerkendt fædrenes ret til udlevering af børnene og tilbagesendelse til Danmark.

Ifølge Angelina Mathiesen har hendes brasilianske advokat appelleret afgørelsen om udleveringen til en højere instans i Brasilien.

Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen