Samfund

Forskere blev presset af embedsmænd bag landbrugspakke

Embedsmænd lagde massivt pres på de miljøforskere, som leverede beregninger til landbrugspakken, viser mails.

Regeringens landbrugspakke blev til under langt mere usædvanlige forhold end hidtil beskrevet.

Ifølge Berlingske blev de uvildige forskere, der skulle levere de bagvedliggende beregninger og analyser til pakken, således udsat for et massivt pres fra embedsmænd for at levere beregninger, der kunne legitimere regeringens politik om mere gødning i naturen.

Det viser en gennemgang af stribevis af interne mails, som blev udvekslet mellem forskere og embedsmænd, og som i sidste uge blev fremlagt for Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg.

Ifølge Berlingske afviser forskerne igen og igen at foretage bestemte beregninger, da de ikke har tilstrækkeligt fagligt grundlag, eller fordi embedsmændenes regnemetoder er tvivlsomme.

Samtidig fortæller de to forskere fra Aarhus Universitet, som på vegne af forskerne stod for den primære korrespondance med embedsmændene, at trykket var højst usædvanligt.

Karen Timmermann, seniorforsker ved Aarhus Universitet, der især har regnet på, hvor meget mere kvælstof havmiljøet kan tåle, siger til Berlingske:

- Jeg har aldrig før oplevet at blive udsat for sådan et pres fra embedsværket i forbindelse med udførelsen af en opgave for en offentlig myndighed.

Hun bakkes op af Poul Nordemann Jensen, chefkonsulent ved Aarhus Universitet og en af hovedforfatterne bag flere af de centrale videnskabelige rapporter om landbrugspakken, som mærkede en uhørt interesse fra embedsværket.

- Jeg kan ikke umiddelbart mindes tidligere at have oplevet embedsfolk så vedholdende give udtryk for ønsker til vores arbejde, siger Poul Nordemann Jensen.

Ifølge Sten Bønsing, lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, er embedsmændenes ageren på kant med reglerne.

- Det ser ud, som om forskerne er blevet presset ud over det, som er lovligt i forhold til reglerne for embedsmænds pligter til at levere fagligt forsvarlige svar til en minister, siger han til avisen.

- Embedsmænd må godt lade sig styre politisk, men ikke så meget, at det går ud over de faglige standarder.

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Seneste Nyheder

Hent flere

Mest læste i Nyheder

Hent flere
Grønland - Seneste nyt
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen