Fugl dræbt af ekstremt farlig nervegift

En ung havørn er død efter at være forgiftet med den voldsomme nervegift carbofuran

Havørnen havde slim i næbet. Foto: Våbensted Vildtplejestation
Havørnen havde slim i næbet. Foto: Våbensted Vildtplejestation

En ung havørn er død efter at være blevet forgiftet med det giftige og ulovlige pesticid carbuforan. Det skriver TV Øst.

Havørnen blev fundet på Søllestedsgårdvej på Lolland den 7. september. En forbipasserende troede, at ørnen var blevet ramt af en bil og kontaktede den lokale vildtplejestation, Våbensted Vildtplejestation.

Her tog Leon Holm Kragh imod fuglen. Han kunne straks se, at den skulle til dyrlægen og lagde den i en transportkasse, før han kørte mod Maribo Dyrehospital. En tur på ti minutter.

Havørnen afgik dog ved døden under turen. Det er meget unaturligt, så derfor blev fuglen sendt til obduktion hos DTU Veterinærinstituttet, som nu har fastslået, at det var den ekstremt farlige nervegift carbofuran, der var årsag til, at fuglen døde.

Den farlige gift dræber dyret så hurtigt, at havørnen ikke havde været til at redde, selvom den var kommet til dyrelægen. Carbofuran er så giftigt, at en mængde på størrelse med en ært kan slå 20.000 småfugle ihjel.

Artiklen fortsætter under billedet...

Den fundne havørn på obduktionsbordet. Foto: Våbensted Vildtplejestation
Den fundne havørn på obduktionsbordet. Foto: Våbensted Vildtplejestation
 

Ikke et uheld
Leon Holm Kragh vil ikke skyde skylden på nogen, men han er sikker på, at der ikke er tale om et uheld.

- Det er helt umuligt, at forgiftningen er sket ved et uheld. Det er noget, som bliver lagt ud i andre dyr, for at de skal spises. Man kan måske også godt gøre det, hvis der er undslupne dyr fra en minkfarm, men i det her område er der slet ikke nogen minkfarme, så det er udelukket, siger han til TV Øst.

Senest blev en forgiftet glentefamilie fundet i Midtjylland i sidste uge. Men Leon Holm Kragh tror, at der mange flere rovfugle, der bliver forgiftet, uden det bliver opdaget.

- Havde den ligget halvanden meter længere inde, var den nok aldrig blevet fundet. Så jeg tror, at der er langt flere fugle, der bliver forgiftet, end vi finder, siger han til Ekstra Bladet.

Nervegiften carbofuran

Carbofuran har været forbudt i Europa siden 2008 og betegnes som en 'ekstremt farlig' nervegift.

Den kan forårsage hovedpine, svimmelhed og diarré på kort sigt. Endnu værre er det, at nervesystemet og forplantningsevnen kan tage skade på lang sigt.

En kvart teskefuld er dødelig for mennesker.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen