Håndværkere raser over aftale: Det er sgu da gak-gak!

Flertal blandt folk på byggepladser stemte nej, men HK og Metal fyldte ja-siden op

01:27
Sådan her lød det, da resultatet af afstemningen blev offentliggjort (Video: Ritzau)

- Det er sgu da gak-gak, at en bette kontormus skal sidde på sin skrivebordsstol og bestemme over håndværkere med et hårdt fysisk arbejde. Næste gang kan HK nøjes med at stemme om deres egen overenskomst. Så skal vi nok klare vores egen.

Sådan lød det fra et tømrersjak ved det nye stadion i Silkeborg, hvor alle håndværkere, som Ekstra Bladet talte med i dag, havde stemt nej til overenskomstforslaget.

OK-ja'et betyder, at en arbejdsgivere ikke længere behøver at varsle overarbejde, men i en periode kan beslutte at øge den ugentlige arbejdstid til 42,5 timer - en time om dagen.

Synd for de unge
- Det er synd for de unge, som måske i forvejen har svært ved at få hverdagen med børnepasning, indkøb og så videre til at falde i hak.

- Vi andre skal nok klare det, siger tømrer Steen Jungersted, 52 år, Silkeborg. Han og resten af sjakket på 25 mand m/k nærmer sig i øjeblikket afslutningen på stadionbyggeriet tæt ved motorvejen i Silkeborg.

- Vi stemte vist alle nej, men det hjalp jo ikke meget med så en stor overvægt af ja hos HK og Metal. Den var svær at sluge, siger Steen Jungersted.

På samme arbejdsplads møder vi murermakkerne Johnny Møller, 45, og Rasmus Mogensen, 35.

- Resultatet er noget bras. Det er nok værst for de unge, og så frygter jeg altså lidt for de mindre firmaer. Vi, der er ansat i store virksomheder, kommer nok ikke til at mærke større ændringer, siger Johnny Møller.

Altid fundet ud af det
- Vi har jo altid fundet ud af tingene. Taget en ekstra time eller to, når det var nødvendig. Men nu behøver arbejdsgiveren ikke engang at spørge, og det er noget møg.

Rasmus Mogensen: - Vi håbede på et nej. Man skal heller ikke glemme, at sådan en omgang tvang kan påvirke atmosfæren på en arbejdsplads. Og jeg synes også, at de 42,5 timer er et dumt signal at sende til resten af arbejdsmarkedet.

- Frivilligheden er forsvundet?

- Ja.

Ingen betydning for mig
I den modsatte ende af byen på byggepladsen Sydbyen Silkeborg er 27-årige Steffan Jensen, Brande, ved at sætte en indermur af elementer til en kommende Rema 1000 i et nyt kvarter med 56 lejligheder, rækkehuse og p-kælder.

- Om det blev et nej eller ja, betyder ikke så meget for mig.

- Jeg arbejder alligevel omkring 210 timer om måneden i snit. Nogle uger giver jeg den en ekstra skalle for så at kunne arbejde mindre på andre tidspunkter. Det er jeg selv herre over - så længe arbejdet bliver gjort færdigt til tiden, siger han.

- Men jeg kan godt forstå, at der er utilfredshed andre steder. Jeg er bare heldig at have frie tøjler til en løn, der ligger 70 kroner over tariffen.

- Deltog du i afstemningen?

- Nej.

1 af 4 Murerne Johnny Møller, 45, Balle, og Rasmus Mogensen, 35: - Resultatet kan skabe problemer for mindre firmaer. Vi har altid kunnet snakke os til rette med mester om nogle ekstra timer, men nu kommer der tvang. Det er noget møg. (Foto: Ernst van Norde)
2 af 4 - En bette kontormus skal sgu da ikke bestemme over hårdt arbejdende håndværkere på byggepladserne. Næste gang kan HK nøjes med at stemme om deres egen overenskomst, lød det fra dette tømrersjak ved den nye stadionbyggeri i Silkeborg. (Foto: Ernst van Norde)
3 af 4 For 27-årige Steffan Jensen, Brande, har afstemningsresultatet ingen betydning: - Jeg arbejder 210 timer om måneden og tjener 70 kroner over tariflønnen, siger gasbetonmontøren - her i gang med et nyt Rema 1000 i Sydbyen Silkeborg. (Ernst van Norde)
4 af 4 Tømrer Steen Jungersted, 52, Silkeborg: - Det er synd for de unge. Deres hverdag kan være svær nok i forvejen. (Foto: Ernst van Norde)
kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Benjamin Krogh
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen