Haderslev Kommune helt tavs om lille Noahs død

Børn- og unge-chefen i Haderslev Kommune henviser til tavshedspligten i drabs-sagen fra Sommersted og vil end ikke bekræfte, at 'der er en sag'

Haderslev Kommune. Foto: Google Maps
Haderslev Kommune. Foto: Google Maps

Ved du noget? Mail 1224@eb.dk eller sms/mms 1224 til alm. takst

Haderslev Kommune er fuldstændig og aldeles tavs om kommunens rolle i sagen om lille Noahs tragiske død.

Den lille dreng blev kun 18 måneder gammel.

Nu er en 30-årig mand i person-kredsen omkring Noah blevet varetægtsfængslet i fire uger. Han sigtes for med stump vold at have dræbt den lille dreng i hjemmet i Sommersted ved Haderslev.

- Vi har ingen kommentarer til sagen. Vi må overhovedet ikke udtale os i en sådan personsag, som politiet efterforsker, siger Henning Riistofte, der er børn- og ungechef i kommunen.

Flere tilfælde af vold
Den 30-årige er ikke kun sigtet for at have forvoldt drengens død. Dommeren mener også, at der er begrundet mistanke om, at den 30-årige har været voldelig mod Noah i september og december sidste år.

Men Henning Riistofte ønsker ikke at oplyse overfor Ekstra Bladet, om og i givet fald hvornår, der har været indberetninger til kommunen om Noah eller hans familie-forhold.

- Jeg kan kun sige, at vi alle er dybt berørte over den lille drengs død. Men jeg kan desværre ikke komme med oplysninger om, hvorvidt vi har fået indberetninger og om vi eventuelt kunne have gjort noget. Der er som sagt tale om en personsag og her gælder vores tavshedspligt.

Vi har skarpe procedurer
Henning Riistofte siger også, at kommunen helt generelt har nogle skarpe procedurer, som træder i kraft, hvis der kommer indberetninger om eventuel vold mod et barn.

- Disse procedurer er meget skarpe. Vi sørger for meget hurtigt at inddrage de nødvendige fagfolk og få en lægefaglig vurdering. Det kan jo være svært for os andre at vurdere, hvornår et barn har været udsat for vold eller måske blot er faldet, siger Henning Riistofte til Ekstra Bladet.

Henning Riistofte pointerer også, at disse procedurer har været fulgt i flere år.

- Du kan vel sige, om den tragiske sag har givet anledning til en intern undersøgelse i kommunen eller om I mener, at alt er som det skal være i forhold til jeres behandling?

- Nej, det kan jeg ikke sige noget om. Hvis jeg gør det, så afslører jeg jo, at vi har en sag. Og det må jeg ikke, fastslår Børn og ungechefen.

Blødning i bughulen
Dommeren i retten i Sønderborg lagde i sin fængslingskendelse vægt på, at der ikke har været indberetninger vedrørende Noah, før moderen flyttede sammen med en konkret person, som nu er beskyttet af et navneforbud.

Heraf kan udledes, at der må have været indberetninger vedrørende Noah på et tidspunkt i efteråret 2016. Ved et tilfælde fik drengen skader i ansigtet og ved juletid havde den lille dreng en stor, blødende rift ved endetarmen.

Den sigtede mand i sagen, hvis forhold til Noah ikke kan oplyses på grund af navne-forbuddet, har kæret fængslingskendelsen.

Han nægter sig skyldig i de alvorlige anklager.

Noahs mor har tidligere berettet i blandt andet JydskeVestkysten, hvordan hun flere gange tog Noah med til lægen på grund af influenza-lignende symptomer. Disse symptomer havde intet at gøre med de skader, som Noah senere fik påført den dag, da han var alene med den 30-årige mand, som nu er sigtet.

Drengen døde af indre blødninger, som formentligt er opstået ved stump vold mod maveregionen.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen