Samfund

Holst-rapport blev for dyr erkender regionsdirektør

1,3 millioner kroner var for meget for en advokatundersøgelse af daværende regionsrådsformand, lyder det

Den 26 sider lange advokatrapport fra Kromann Reumert, der skulle undersøge forholdene under daværende regionsrådsformand Carl Holst (V), endte med at koste alt for mange skattekroner.

Sådan lyder det nu fra Syddanmarks regionsdirektør Jane Kraglund, skriver Fyens Stiftstidende.

For to måneders arbejde betalte regionen over 1,3 millioner kroner.

- Det var ikke meningen, at undersøgelsen skulle ende med at blive så dyr. Men jeg kan ikke se, at vi kunne have gjort det anderledes, siger Jane Kraglund til Fyens Stiftstidende.

Det sker samtidig med, at Carl Holsts advokat Karoly Németh offentligt truer med at klage til Advokatnævnet og Ombudsmanden over Kromann Reumert og Region Syddanmarks behandling af hans klient.

Han mener, det er kritisabelt, at Kromann Reumert først præsenterede Carl Holst for en række anklager i begyndelsen af november sidste år - en måned efter, at de gik i gang med undersøgelsesarbejdet.

Carl Holst fik dengang tre dage til at forholde sig til og svare på anklagerne, så advokatfirmaet kunne nå aflevere en færdig rapport til politikerne inden 11. november, hvor rapporten skulle drøftes på et åbent punkt på et forretningsudvalgsmøde.

Men Carl Holst og advokat Karoly Németh afviste at svare inden for de tre dage og afleverede først Carl Holsts bemærkninger til rapporten 19. november.

Og det kom bag på regionsdirektør Jane Kraglund, som sammen med regionsrådsformand Stephanie Lose tog initiativ til advokatundersøgelsen.

- Det er klart, at den proces, der var, hvor vi ventede på Carl Holsts svar, kostede tid og penge, siger hun.

Karoly Németh kalder det derimod "dårligt advokatarbejde", at hans klient først blev involveret i undersøgelsen få dage før Kromann Reumert planlagde at aflevere en endelig version af rapporten.

- Carl Holst skulle have været kontaktet med det samme og orienteret om retten til en bisidder, og så skulle han løbende have været forholdt påstandene i rapporten. Det havde sparet tid. Og det havde sparet tusinde vis af kroner, siger Németh til Fyens Stiftstidende.

Avisen har talt med Carl Holst, men han har ikke "yderligere at tilføje til Karoly Némeths udtalelser".

Kim Trenskow, partner i Kromann Reumert, ønsker ifølge avisen ikke at kommentere sagen.

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Seneste Nyheder

Hent flere

Mest læste i Nyheder

Hent flere
Grønland - Seneste nyt
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen