Samfund

I dag bliver Ulrikke 'superstudent': Det har været hårdt, men...

19-årige Ulrikke Dybdal Sørensen får mandag hue på og et tårnhøjt snit

Ulrikke var helt målløs, da hun kom ud fra eksamenslokalet... (Optagelser/redigering: Jonas Olufson/Niels Østergaard)
1/2
Næste »

 

De første elever har allerede fået huen på, og i løbet af de kommende dage bliver gader og stræder i stigende grad fyldt med huebeklædte unge mennesker, i takt med at de får færdiggjort deres sidste eksamen og får en hue på med rødt eller blåt bånd som belønning for to eller tre års flid.

En af dem, som mandag får huen på, er 19-årige Ulrikke Dybdal Sørensen. Og når hun mandag eftermiddag træder ud af eksamenslokalet på Albertslund Gymnasium, bliver det med et gennemsnit, der er højere end de flestes.

Se også: Casey scorede 12-taller på stribe: Sådan går det nu

Inden den sidste eksamen har hun nemlig et samlet gennemsnit på 11,3, og hvis hun - som hun har planer om, starter på en videregående uddannelse inden for to år - ender snittet på hele 12,2.

- Det handler om at være god til at gå i skole. For man kan sagtens være klog uden at have et højt snit, så jeg tror bare, jeg er god til at gå i skole. Jeg har hurtigt fundet ud af at forstå tingene og hvordan det skal gøres. Men jeg har også arbejdet meget hårdt, og jeg har været meget forberedt til hver time, siger Ulrikke Dybdal Sørensen til Ekstra Bladet.

- Jeg er nok bare meget perfektionistisk. Så det har da også været hårdt, og jeg har brugt meget tid på det, tilføjer hun.

Derfor kan man sprænge karakterskalaen

Selvom den højeste karakter, man kan få ved en eksamen, er 12, kan det godt lade sig gøre at ende med et karaktergennemsnit, der er højere.

Hvis man har ét fag på A-niveau mere end påkrævet, kan man gange sit snit med 1,03, mens man kan gange sit snit med 1,06, hvis man har to A-fag mere end det påkrævede.

Derudover kan man gange sit snit med 1,08, hvis man starter på en videregående uddannelse inden for to år.

Men selvom Ulrikke har lagt meget energi i skolearbejdet, betyder det ikke, at hun kun har koncentreret sig om skolearbejdet. Hun har nemlig også gået op i, at gymnasietiden har været en god oplevelse for andre elever.

- Jeg er en del af festudvalget, hvor jeg har stået for rigtig meget og har været et mellemled mellem festudvalget og lærerne. Jeg har stået for en del sociale ting og har været med i elevrådet i alle tre år. Så jeg har prøvet at skabe lidt fællesskab, fortæller hun.

- Er du så lykkedes med det?

- Ja, det synes jeg faktisk. Jeg føler i hvert fald, at den lærer, der har haft forbindelse til festudvalget, har været tilfreds med det, siger hun.

mohamed lastbil.jpg Samfund - 19. jun. 2017 Mohamed var centrum for vildt studenterangreb: Det tænker han om episoden et år efter

- Det var det jeg ville
Foruden skolearbejdet og det frivillige arbejde på gymnasiet, er tiden ved siden af gymnasiet blevet brugt på at arbejde og træne fem-seks gange om ugen, fortæller hun.

- Og de første to år gik jeg også til fodbold samtidig. Så der har været lidt meget at se til, siger hun.

- Det har ikke været for meget?

- Det har været lidt hårdt i perioder, men jeg har jo villet det. Det kan godt være, jeg ikke lige gad den ene aflevering, men jeg ville jo godt have uddannelsen. Så jeg klarede det, smågriner hun.

- Så du har aldrig misset en aflevering?

- Nej. Det har jeg faktisk ikke.

Vil savne én ting
Efter tre år, hvor der har været fuldt tryk på lektier og planlægning af sociale ting, kunne man tro, at det ville være svært at give slip. Og der er da også en ting ved gymnasiet, den kommende studine kommer til at savne.

- Jeg kommer da til at savne fællesskabet. Det bliver mærkeligt ikke at skulle være sammen med klassen og de venner, man har fået, hver dag. Man er jo vokset fra at være en lille 1.g'er til at være et ungt menneske med livet foran sig sammen med de mennesker. Men jeg er klar på at komme videre, for det er hårdt at blive bedømt hele tiden og leve i det univers, siger Ulrikke.

Hun kaster sig derfor ikke straks over mere skolearbejde med en videregående uddannelse. Hun regner nemlig med at skulle tage to års pause, inden hun fortsætter med studierne.

- Jeg vil gerne ud og rejse og opleve noget, nu hvor jeg har tiden og muligheden, inden livet rigtig starter, griner hun.

Trækker i trøjen
Det betyder blandt andet, at hun skal på et højskoleophold i udlandet i tre måneder, og så overvejer hun et lidt usædvanligt skridt for hendes køn, nemlig at tage en tur i Forsvaret som værnepligtig.

- I 8. klasse var jeg i praktik i militæret, og det syntes jeg var vildt fedt, så det vil jeg gerne ind og prøve af, så jeg kan finde ud af, hvad der er af muligheder, siger hun.

Lige nu ligger en karriere i Forsvaret dog noget fjernt.

- Jeg har overvejet det, men jeg har bevæget mig lidt væk fra det, så jeg vil gerne ind og læse Statskundskab på Københavns Universitet, fortæller hun.

Kan ikke gå i skole på andre måder
Sidste år krævede det et gennemsnit på 10,9 at komme ind på statskundskab i København, hvorfor Ulrikke altså er så godt som sikker på at komme ind, hvis hun søger ind i løbet af de næste par år.

Og når det igen er tid til at kaste sig over studierne, har Ulrikke ikke i sinde at tage det mere roligt, end hun har gjort i gymnasiet.

- Jeg har gået på en privatskole, hvor der har været meget fokus på, at alle var i gang og lavede noget, så man kunne ikke bare sætte sig ned og lave ingenting. Så det tror jeg, jeg har taget med videre til gymnasiet. Og jeg tror også, det ender med, at jeg fortsætter på samme måde, for jeg tror ikke, jeg kan gå i skole på andre måder, fortæller hun.

Læs også

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet
Seneste Nyheder
Hent flere
Mest læste i Nyheder
Hent flere