Indkaldt til møde efter fyraften: Bortvist for ikke at møde op

Sælger blev indkaldt til møde efter fyraften fredag. Sælgeren får nu erstatning for uberettiget bortvisning.

Man kan ikke indkalde en medarbejder fredag efter fyraften til et møde mandag, og slet ikke, når medarbejderen bor mere end fire timers kørsel fra arbejdspladsen.

Da han ikke mødte op, blev han bortvist.

Men den går ikke, konstaterer Vestre Landsret i en dom, hvor et firma fra Vestjylland bliver dømt til at betale 185.000 kroner i løn og 66.000 kroner i sagsomkostninger til den bortviste medarbejder.

Den pågældende var ansat som sælger på Sjælland, hvor han også boede privat. Han havde været ansat i mere end tre år.

3. februar 2016 opsagde han sin stilling, da han var utilfreds med den nye ledelse, og på den baggrund ville firmaets direktør have en snak med ham om, hvordan arbejdet skulle foregå i opsigelsesperioden.

Indkaldelsen blev fremsendt i en mail fredag efter klokken 16, og direktøren gav ingen begrundelse for mødet, der blev fastsat til mandag klokken 12.

Medarbejderen protesterede, da han havde en privat aftale mandag eftermiddag, og han foreslog enten et telefonmøde eller et møde om tirsdagen.

Det afviste ledelsen, og da medarbejderen ikke dukkede op til mødet mandag, blev han bortvist. Begrundelsen var, at han ikke havde efterkommet en tjenstlig ordre til at give møde.

Men den holdt ikke, hverken i byretten eller nu i landsretten.

Begge instanser er enige om, at virksomheden har sendt indkaldelsen efter fyraften en fredag med krav om at give møde om mandagen.

Han ville ikke kunne afvikle mødet indenfor normal arbejdstid, når man medregner transport.

Endelig siger landsretten, at han meldte afbud til det indkaldte møde, og foreslog forskellige andre muligheder, hvorfor hans udeblivelse ikke kan begrunde bortvisningen.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen