Samfund

Joachim B. Olsen: Flygtninge er ikke 110 kr. værd i timen

I nat faldt trepartsaftalen på plads, der indeholder en ordning, som skal hjælpe flygtninge på arbejdsmarkedet. Ordningen indebærer, at flygtningene får mellem 49 og 110 kr. i timen, men Joachim B. Olsen mener ikke, at flygtningene er så meget værd

  • Joachim B. Olsen vil have sænket mindstelønnen, i stedet for at have en billig ordning for flygtninge, der skal integreres på arbejdsmarkedet. Foto: Philip Davali
Joachim B. Olsen vil have sænket mindstelønnen, i stedet for at have en billig ordning for flygtninge, der skal integreres på arbejdsmarkedet. Foto: Philip Davali

Regeringen vil have, at vi skal være bedre til at få flygtninge ind på arbejdsmarkedet. Det kommer til udtryk i den nye trepartsaftale, der sent i aftes faldt på plads. I aftalen indgår en to-årig ordning, som skal gøre det attraktivt for arbejdsgivere at ansætte flygtninge i job. Ordningen tilbyder flygtninge et forløb, hvor de bliver ansat i en virksomhed til mellem 49 og 110 kr. i timen.

Liberal Alliances Joachim B. Olsen mener dog ikke, at flygtningenes arbejdskraft er 110 kr. i timen værd.

Hvad er flygtninge værd?
Tilbuddet til flygtningene skal hjælpe integrationen på det danske arbejdsmarked, men Joachim B. Olsen mener ikke, at det er et attraktivt tilbud for arbejdsgiverne, fordi flygtningene ikke er det værd. Ekstra Bladet spørger ham, hvad de så er værd.

- Jeg kan ikke vurdere, hvad flygtningene er værd. Det er noget, der må vurderes ude på arbejdsmarkedet, siger han til Ekstra Bladet.

- Men hvis du kan vurdere, at de ikke er 110. kr. i timen værd, kan du så ikke vurdere, hvad de så er værd?

- Man kan jo konstatere, at flygtninge er langt mindre i beskæftigelse end danskere, og det er et udtryk for, at der ikke er nogen, der vil ansætte dem til mindstelønnen, fordi deres produktivitet er lavere.

- Jeg kan kun sige, at hvis mindstelønnen var 90 kr., så ville alle dem, hvis produktivitet ligger mellem 90 og 110 kr., komme ind på arbejdsmarkedet, fordi det ville kunne betale sig, siger Joachim B. Olsen til Ekstra Bladet.

Nye arbejdspladser?
Meningen med ordningen er at integrere flygtninge på det danske arbejdsmarked. Men blandt andet Dansk Folkeparti synes ikke, at det er nogen god idé. De mener nemlig, at det vil tage arbejdspladserne fra danskerne.

- Et nyt lavtløns-arbejdsmarked er på vej. Og når de to år på lav løn er overstået, står dagpengesystemet klar, mens nye så kan blive ansat på den lave løn. Danskere kommer bag i boligkøen. Nu også i jobkøen!, skriver Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl.

Joachim B. Olsen er enig i, at ordningen vil tage arbejde fra de danskere, der er på samme produktionsniveau som flygtningene:

- De ville konkurrere med de danskere, som heller ikke kan komme ind på arbejdsmarkedet, fordi deres produktivitet også er for lav.

Flytte, flytte penge
Udover at ordningen skal få flygtningene i arbejde, så får de også 20 uger på kursus, hvor de skal lære det danske sprog. Desuden får arbejdsgiveren 40.000 kr., hvis de benytter sig af tilbuddet, og efter to år får de, der benytter sig af tilbuddet, adgang til dagpengesystemet.

Det mener Joachim B. Olsen bare er at flytte penge, som koster arbejdspladser et andet sted.

- Jeg synes, at det er problematisk, at man efter to år i ordningen får adgang til dagpengesystemet. Grunden, til at vi overhovedet diskuterer det her, er, at indvandrere koster staten penge, fordi de, i langt højere grad end danskere, er på overførselsindkomst. Det skal vi undgå, siger han til Ekstra Bladet.

- Men du siger, at ordningen ikke er attraktiv - bliver vi så ikke nødt til at gøre den attraktiv?

- Jo, men pengene kommer fra et sted, hvor det så betyder mindre beskæftigelse, fordi de nu et andet sted mangler 40.000 kr.

Måske til aftalen
Over for Ekstra Bladet lægger Joachim B. Olsen vægt på, at man burde droppe aftalen, og i stedet sænke mindstelønnen. Alligevel vil han ikke afvise, at han og Liberal Alliance stemmer for aftalen.

- Af princip stemmer vi kun for ting, der trækker i den rigtige retning. Lige meget hvor marginalt det så er, siger Joachim B. Olsen og fortsætter:

- Løser den her ordning problemet? Nej, det gør det ikke, men det trækker marginalt i den rigtige retning.

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Seneste Nyheder

Hent flere

Mest læste i Nyheder

Hent flere
Grønland - Seneste nyt
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Stine Eskildsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen