Gå til artikel om 1 sek Gå til artikel
Gå til artikel
Samfund

JP/Politikens Hus køber Børsen

Erhvervsmediet Børsen er blevet købt af JP/Politikens Hus. Se pressemødet her

Danmarks største mediehus JP/Politikens Hus køber erhvervsmediet Børsen fra den svenske mediekoncern Bonnier AB.

Prisen er 800 millioner kroner.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

- Børsen er en journalistisk perle og et perfekt match for JP/Politikens Hus. Børsens trykte og digitale udgivelser står stærkt, og de passer enestående godt med vores ambition om at sikre, at Danmark har en stærk, uafhængig udgivervirksomhed, der har den nødvendige konkurrencekraft over for især de internationale aktører, siger Stig Kirk Ørskov, adm. direktør i JP/Politikens Hus.

Børsen vil under det nye ejerskab beholde sin redaktionelle uafhængighed og vil indgå på lige fod med de øvrige landsdækkende titler i JP/Politikens Hus: Ekstra Bladet, Jyllands-Posten og Politiken.

Børsens nuværende ledelse og medarbejdere vil fortsætte med at arbejde fra adressen i Møntergade i København.

- Børsen er et af Danmarks stærkeste mediebrands – med en kernesund økonomi, dygtige medarbejdere og en ledelse, som vi er så heldige at kunne beholde, siger Stig Kirk Ørskov.

Anders Krab-Johansen fortsætter som ansvarshavende chefredaktør, og Børsens ledelsesgruppe påvirkes ikke af ejerskiftet.

- Med JP/Politikens Hus får vi en ejer, der lige som Bonnier insisterer på høj journalistisk kvalitet og en stærk økonomi som forudsætningerne for publicistisk succes. Jeg glæder mig over, at der er fuld opbakning til at fortsætte den strategi og de planer, vi har lagt – og som har styrket Børsen de senere år, siger Anders Krab-Johansen.

Købet forudsætter en endelig godkendelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som forventes at tage et halvt år. Ledelsen og driften af Børsen fortsætter uændret, indtil godkendelse er klar.

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Seneste Nyheder

Hent flere

Mest læste i Nyheder

Hent flere
Grønland - Seneste nyt
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen