Kendt bland-selv-slik-gigant solgt

Cloetta har købt bland-selv-distributøren Candyking til en pris af 325 millioner svenske kroner

Mange har sikkert oplevet at brænde lidt for mange penge af på bland-selv-slik. Men der er formentlig langt op til slik- og chokoladeproducenten Cloetta.

Virksomheden, der blev stiftet i Danmark, har været på indløb og har sikret sig ejerskabet af bland-selv-distributøren Candyking.

Selskabet skriver i en pressemeddelelse, at man har betalt en pris af 325 millioner svenske kroner.

Prisen kan dog blive op mod 225 millioner kroner højere afhængigt af de finansielle resultater i 2018.

De fleste danskere med en sød tand kender formentlig Candyking, der står for at stille standere med bland-selv-slik op i en lang række butikker landet over.

Virksomheden blev stiftet i Sverige i 1984 under navnet Karamellkungen og er siden vokset til at omfatte sliksalg i syv lande.

Her leverer man til 8000 slikbutikker og supermarkeder, herunder godt 1700 butikker i Danmark - blandt andet Bilka- og Føtex-butikkerne.

Den årlige omsætning lyder på 1300 millioner svenske kroner, mens overskuddet før skat og renter lød på bare 30 millioner svenske kroner.

Dermed nåede Candykings administrerende direktør, Dani Evanoff, kun at eje selskabet i en god måneds tid, efter at han købte det fri af kapitalfonden Accent Equity.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:David Attardo
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen