Samfund

Kommune til husejere: Riv huset ned

Hjørring kommune vil ikke vente på, at storm-truede sommerhuse bliver kystsikret. Hør den triste historie i indslaget herunder

Hør den triste historie i indslaget foroven. Video: Rene Schütze
1/2
Næste »

Fire sommerhusejere ved Nørlev Strand i Nordjylland har fået påbud om at fjerne deres sommerhuse.

Påbudet kommer, selv om Hjørring kommune og Kystdirektoratet i november besluttede, at der kunne etableres kystsikring med sten i området.

Finansieringen af kystsikringen blev diskuteret på et møde så sent som forrige lørdag, men den bliver altså ikke aktuel for de fire grundejere.

Se også: Nordjysk kyst sikret: Halmballer får lov til at blive

- Jeg har fået besked på, at huset skal være fjernet inden den 1. februar, og hvis det ikke er det, fjerner kommunen det for min regning, fortæller Christian Hartmann.

Han ejer Ved Klitten 15, som i øjeblikket hænger med to tredjedele af huset ude over klitkanten.

- Begrundelsen for påbudet er bl.a., at soklen er undermineret, og jeg har derfor bedt om en ekstra frist på otte uger, så jeg kan få soklen reetableret, men det har kommunen afvist. Det er tilsyneladende bare blevet besluttet af nogle embedsmænd. Det er det værste skrankepaveri, siger Christian Hartmann.

Formanden for Teknik- og Miljøudvalget i Hjørring kommune, Ole Ørnbøl (S), begrunder påbuddet med, at huset er til fare for ejerne og andre, der færdes på stranden.

Se også: Havet grovæder tre meter af nordjysk kyst om året

- Vores byggesagsbehandlere er kommet med en faglig vurdering, som jeg kun kan følge, siger Ole Ørnbøl.

Men hvorfor kan I ikke give en ekstra frist, så Christian Hartmann kan reetablere soklen?

- Vi ved ikke, hvordan reetableringen bliver, og hvis finansieringen af kystsikringen falder på plads, så kan det tidligst påbegyndes til efteråret, og det kan vi ikke vente på. Vi bliver nødt til at tænke på sikkerheden på stranden, siger Ole Ørnbøl.

Christian Hartmann mener dog, at Hjørring kommune har haft flere år til at tænke på sikkerheden.

- Siden jeg købte huset i 2006, hvor huset lå tyve meter fra kanten, har jeg gentagne gange nævnt kystsikringen overfor kommunen, men de har givet afslag hver gang, siger Christian Hartmann.

- Det blev først aktuelt, da stormene Bodil og Egon over en nat åd henholdsvis 10 og 12 meter af kysten, afviser Ole Ørnbøl.

Se også: Lille håb for sommerhusejere

Nedrivningen af sommerhuset kan også få store økonomiske konsekvenser for Christian Hartmann.

Han skylder en million i huset, og hvis det ender som pindebrænde, skal realkreditinstituttet stadig have sine penge.

- Jeg er almindelig lønmodtager, så jeg ved ikke lige, hvordan jeg skaffer en million kroner, når jeg ikke har huset, men så længe der er håb, er der en kamp, siger Christian Hartmann.

Han mener, at kommunen ikke har hjulpet sommerhusejerne nok.

- Jeg vil gerne flytte huset over på en anden grund, men det har ikke kunnet lade sig gøre.

Til det svarer formanden for Teknik- og Miljøudvalget, at kommunen ikke bare kan bytte grund med sommerhusejerne.

- Vi har grunde, men vi har ikke været i stand til at blive enige om en pris, siger Ole Ørnbøl.

Christian Hartmann har heller ikke kunnet få huset forsikret, og han håber derfor nu, at politikerne på Christiansborg kan hjælpe sommerhusejerne mod havet og Hjørring kommune.

Ud over Christian Hartmann skal tre andre sommerhusejere rive deres huse ned inden 1. marts og 1. april.

Hør den triste historie i TV-indslaget foroven.

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Seneste Nyheder

Hent flere

Mest læste i Nyheder

Hent flere
Grønland - Seneste nyt
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen