Samfund

Kunder raser mod Bilka: Truer med boykot

Mohamad Al Jawerheris ansættelse i Bilka stoppede, ifølge hans eget udsagn, efter folk følte sig stødt over hans kommentarer på den offentlige Facebook-gruppe 'Ja til frihed - nej til islam'

Her kan du se et interview med Mohamad (video: Anders Lindved)
1/2
Næste »

Bilkas fyring af den 17-årige Mohamad Al Jawerheri fra Næstved har fået folk til tasterne på Facebook, hvor flere opfordrer til at boykotte butikken og opfordrer Bilka Næstved til at genansætte den danskfødte gymnasieelev.

Det sker efter en historie på Radio24syv i dag, hvor Mohamad efter eget udsagn blev tvunget til at underskrive sin opsigelse, efter han havde engageret sig i en debat om islam i den offentlige Facebook-gruppe "JA TIL FRIHED - NEJ TIL ISLAM".

- Min chef mente, at jeg havde stødt nogle personer på Facebook, og han vidste ikke, hvordan jeg ville håndtere det, hvis de samme personer kom på besøg i Bilka, men han havde ikke læst hele opslaget på Facebook, og det ville han heller ikke, fortæller han til Radio24syv.

Mohamad Al Jawerheri tilføjer, at chefen i Bilka pressede ham til at skrive under på opsigelseskontrakten ved at true med, at det ellers ville få konsekvenser for teenagerens kommende arbejdsliv.

På Bilka Næstveds Facebookside skriver blandt andre Christine Nissen:

- Svineri. Det er pinligt, at sådan en sag sker i "demokratiske" Danmark. Jeg handler ikke hos jer mere. Hvad bilder I jer ind at behandle ansatte sådan? Mens Carsten Jørgensen skriver:

- Rystende læsning, hvad sker der for jer/ DANSK SUPERMARKED???? tror nu ikke jeg handler der mere i den nærmeste fremtid, sidder tilbage og tænker.. kan det virkelig passe ???

Se også: 17-årige Mohamed: - Internetdebat fik mig fyret fra Bilka

Laila Ammitsbøl skriver:

- Jeg synes virkelig I skulle have læst hvordan debatten kører inde på den Facebookgruppe inden I fyrede den unge mand. Det de skriver derinde er rendyrket nazisme. Det er trist for Næstved og for Bilka, at en ung mand der passer sit arbejde bliver fyret pga mennesker som de i den gruppe.

Ekstra Bladet har talt med Morten Kirkbak, der er butikschef i Bilka Næstved. Han ønsker dog ikke at kaste mere lys over, hvorfor Mohamad blev fyret.

- Det eneste, jeg kan sige er, at Mohamad har sagt op, og vi ikke kan udtale os i konkrete personalesager, siger butikschefen og henviser til Dansk Supermarkeds pressechef.

- Der er mange kommentarer på Bilka Næstveds Facebookgruppe fra folk, der truer med at boykotte jer og opfordrer jer til at ansætte ham igen. Hvordan har du det med det?

- Jeg er da rigtig ked af, at der er så mange, som bliver sure på os eller forargede på os, eller hvad vi nu skal sige. Det var absolut ikke vores intentioner at genere nogen med det, vi gør hverken til daglig eller i sådan nogle situationer. Så det er jeg da rigtig ked af. Det berører os alle sammen, når vi debatterer tingene nu og endnu mere, når man gør det på nettet. Og det har jo nogle konsekvenser. Alle deler det, alle ser det, alle giver sit besyv med. På den anden side det er vel også meget godt, at det er som det er.

- Har du en kommentar til de kunder, der skriver på jeres Facebook-side?

- Vi må holde fast i, hvad Mads Grand (pressechefen, red.) udtaler sig. Så det må blive tråden derovrefra, det vi svarer på vores hjemmeside.

Ekstra Bladet har ligeledes talt med pressechefen i Dansk Supermarked, Mads Hvitved Grand, som fortæller, at de nu vil undersøge sagen.

- Hvorfor blev Mohamad Al Jawerheri fyret fra Bilka i Næstved?

- Først og fremmest er det vigtigt at sige, at han ikke er blevet fyret. Det jeg faktuelt kan bekræfte er, at der foreligger en skriftlig opsigelse fra hans side. Og derudover behandler vi personalesager og alle øvrige sammenhænge vedrørende individuelle ansættelsesforhold internt af hensyn til medarbejderne. Og det gælder både tidligere og nuværende ansatte.

- Du siger, at der ligger en skriftlig opsigelse. Er han blevet tvunget til at sige op?

- Jeg kan bare bekræfte at den foreligger, men jeg kan ikke gå ind i det konkrete sagsforløb. Men det er klart, at hvis det er foregået, som han beskriver det, så er det ikke i tråd med, hvordan vi ønsker at bedrive ledelse eller normalt håndterer sager i virksomheden. Men jeg kan ikke gå nærmere ind i den konkrete sag.

Der er lukket for nye kommentarer til denne artikel.

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Seneste Nyheder

Hent flere

Mest læste i Nyheder

Hent flere
Grønland - Seneste nyt
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen