Muslimsk efterskole i medvind: Nu laver vi et gymnasium

Efterskole for unge med anden etnisk baggrund end dansk har vokseværk og planlægger udvidelse med STX fra sommeren 2016

  • Bygningerne i det tidligere Hindholm Socialpædagogiske Seminarium er købt af en fond, som har etableret en muslimsk efterskole på stedet. Nu skal der være gymnasium på nabogrunden. (Foto: Googlemaps)
Bygningerne i det tidligere Hindholm Socialpædagogiske Seminarium er købt af en fond, som har etableret en muslimsk efterskole på stedet. Nu skal der være gymnasium på nabogrunden. (Foto: Googlemaps)

Et nyt gymnasium med tyrkisk og muslimsk baggrund er undervejs.

Det skriver Sjællandske.

Gymnasiet, som efter planen skal hedde Hindholm STX, skal åbne i sommeren 2016 og tage imod 20 elever på første årgang. Undervisningsministeriet er i disse uger ifølge Sjællandskes oplysninger i gang med at behandle ansøgningen, og formand for bestyrelsen Hindholm STX, Hüseyin Aydemir, forventer at få en godkendelse inden for få uger.

- Der har været et behov for og en efterspørgsel på et gymnasielt tilbud til unge med anden etnisk baggrund end dansk, hvor der er plads til en muslimsk tankegang, siger Hüseyin Aydemir til Sjællandske.

Efterskole i medvind
Gymnasiet skal ligge i idylliske Hindholm mellem Slagelse og Næstved. Stedet har ry for at være arnested for socialpædagogikken i Danmark og har historiske rødder flere hundrede år tilbage. På nabogrunden lå Hindholm Socialpædagogiske Seminarium, som for nogle år siden flyttede sine aktiviteter til Haslev.

I stedet blev den tidligere seminariebygning købt og overtaget af først en efterskole fra Høng. Men da efterskolen efter kort tid lukkede på grund af manglende elevtilstrømning, købte DIKEV-fonden bygningerne og etablerede Skandinaviens første muslimske efterskole på stedet.

Til at begynde med meldte 42 elever med primært muslimsk baggrund sig ind på efterskolen, som bærer navnet Mina Hindholm Efterskole.

Efterskolen har haft så stor succes med at tiltrække elever til et ophold på stedet siden åbningen i 2014, at man altså nu efter planen udvider med en gymnasielinje.

Rektor skal være dansk
Det er en gruppe forældre, der har taget initiativ til at etablere det nye gymnasium. I halvandet år har en bestyrelse arbejdet med planerne. Hüseiyn Aydemir er formand.

- Vi er kommet i gang, og vi får formentlig en rektor med dansk baggrund. Vi holder selvfølgelig fast i en muslimsk profil, men det er et gymnasium og ikke en moské med en imam, der står i front, siger bestyrelsesformanden til Sjællandske.

Mens efterskolen på stedet ifølge Sjællandske altså er den eneste af sin art i Skandinavien, og som også har held til at tiltrække muslimske piger, så er der lignende gymnasietilbud til muslimer i både København og Høje Taastrup.

Det er planen, at der skal ansættes fire-fem gymnasielærere med forskellige kompetencer.

Ifølge Hüseyin Aydemir er det målet på et tidspunkt at skabe et kollegium omkring Hindholm.

Synes du det er en god idé at etablere et gymnasium med en muslimsk profil?

Se resultat

Synes du det er en god idé at etablere et gymnasium med en muslimsk profil?

Din stemme er modtaget

Vis afstemning

Fejl

Der skete desværre en fejl, prøv igen senere.
DIKEV-fonden

DIKEV-fonden har hjemsted i Aarhus og er også kendt som islamisk kultur- og undervisningscenter i Danmark. Fondens formål er at yde almennyttig og almen-velgørende støtte til kulturelle, sociale og undervisningsmæssige aktiviteter. Herunder at støtte, oprette og gennemføre drift og undervisningsforanstaltninger i form af eksempelvis private skoler, moskeer og samlingssteder.

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Seneste Nyheder

Hent flere

Mest læste i Nyheder

Hent flere
Grønland - Seneste nyt
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen