Muslimsk gymnasium klar til åbning: Indvandring er positivt

Danmarks første muslimske gymnasium uden for København åbner nu, og 18 muslimske unge er klar til skolestart, halal-mad i cafeteriaet og bederum

Her er korpset, der skal stå for undervisningen på Danmarks første muslimske gymnasium i provinsen. I midtgen med skiltet ses skolens rektor til højre. Foto: Facebook
Her er korpset, der skal stå for undervisningen på Danmarks første muslimske gymnasium i provinsen. I midtgen med skiltet ses skolens rektor til højre. Foto: Facebook

Ti piger og otte drenge er klar til skolestart på Danmarks første muslimske gymnasium uden for København.

Gymnasiet, der får støtte fra både staten og fra en muslimsk fond i Århus, er blevet færdige med at ansætte lærere og indrette skolen, som ligger i tilknytning til et tidligere pædagogseminarium. Alle godkendelser fra myndighederne er på plads, og når de unge møder til første skoledag i midten af august, så lover skolens rektor, Kim Bundsgaard Lund, at der bliver tid til at fordybe sig med udgangspunkt i 'de mange gode muslimske værdier som ligeværd, værdighed, tolerance og respekt for forskellighed.'

- Alle de nyansatte har det ønske til fælles, at de ønsker at komme i gang med at bygge broer mellem kulturer og at få nedbrudt fordomme og myter. De har det til fælles, at de er ambitiøse og vil det danske samfund. Vi lever i et multikulturelt samfund efterhånden, og folk bør vide, at indvandrermiljøet er en positiv ressource for Danmark, siger Kim Bundsgaard Lund til Ekstra Bladet.

Tilbyder arabisk og tyrkisk
Skolen vil tilbyde i undervisning i alle de fag, som de skal ifølge Undervisningsministeriet, men derudover vil man også tilbyde valgfag som arabisk og tyrkisk.

- Hvad mener du med, at indvandrermiljøet er en positiv ressource?

- I og med at vi også bidrager til, at de bliver dygtigere til tyrkisk og arabisk, så er jeg sikker på, at der er mange danske virksomheder, der godt kan bruge den kompetence. Desuden bliver disse elever gode rollemodeller, forklarer rektoren.

Ifølge gymnasiets rektor har det overhovedet ikke været noget problem at rekruttere universitetsuddannede lærere. Til de otte deltidsstillinger, der har været slået op, er der kommet 95 ansøgninger. Derfor kan skolen dække alle de fag, som den skal.

Se også: Muslimsk efterskole i medvind: Nu laver vi et gymnasium

2500 kroner for undervisning, halalkost og logi
Det bliver ualmindeligt billigt for de studerende at gå på det private gymnasium. For 1500 kroner om måneden kan man blive dagelev. Og det er inklusiv frokost, hvor eventuelle kødretter er tilberedt efter den traditionelle muslimske metode, der kaldes halal. For 1000 kroner ekstra får man også et kollegieværelse sammen med tre måltider mad om dagen.

Gymnasiet fik overraskende mange ansøgninger til stillingerne som lektorer. 95 havde søgt en af de otte stillinger. Foto: Facebook
Gymnasiet fik overraskende mange ansøgninger til stillingerne som lektorer. 95 havde søgt en af de otte stillinger. Foto: Facebook

- Vi får lidt støtte til at begynde med af den fond, der har sørget for, at det hele kunne realiseres. Og håbet er, at der vil komme mange flere studerende til, siger Kim Bundsgaard Lund.

Ifølge Kim Bundsgaard Lund kommer de studerende ikke til at mærke stor forskel på Hindholm Stx, som gymnasiet kommer til at hedde, og et hvilket som helst andet gymnasium i Danmark.

Bederum
Der er alene nogle få ting, der er anderledes.

- Vi har bederum, hvor de unge får tilbuddet om, at de kan gå ind at bede. Vi har også afvaskningsrum til henholdsvis drenge og piger, siger rektor til Ekstra Bladet.

- Når du nævner, at det er en vision for jer at være med til at bygge bro mellem kulturer, hvorfor er det så alene muslimske elever, der begynder?

- Vi skal jo starte et sted. Håbet er, at det breder sig. Håber er, at vi allerede i løbet af det første år når op på 24-25 elever, forklarer Kim Bundsgaard Lund.

De nye gymnasieelever kommer fra hele Danmark. 11 af dem er netop blevet færdige på Hindholm Efterskole, der er nabo til gymnasiet, og som også har en muslimsk profil.

Ifølge Kim Bundsgaard Lund er alle de kommende gymnasieelever vokset om i det danske samfund.

- De føler sig som en del af det, siger han.

Du kan læse mere om gymnasiet på dets hjemmeside. Og på Facebook præsenterer lærerne sig selv her.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen