Samfund

Nu kan du snart frit vælge tv-kanaler

TV-distributøren Boxer TV indfører totalt frit valg, når man vælger de tv-kanaler, man vil abonnere på

  • (Modelfoto: Thomas Borberg)
(Modelfoto: Thomas Borberg)

Politikerne har truet med lovindgreb og Forbrugerrådet Tænk har kørt kampagne mod de store tv-pakker, hvor forbrugerne er tvunget til at købe en masse tv-kanaler, selv om det måske kun er en eller to af dem, som de vil se.

Nu ser det imidlertid for alvor ud til, at de store tv-distributører vil løsne de snærende bånd på kunderne.

Landets næststørste tv-distributør Stofa har allerede meddelt, at man senere i år vil kunne købe kanalerne enkeltvis, og nu overhaler landets tredjestørste distributør, Boxer TV, indenom med et tilbud om helt frit valg.

- Vi åbner fra 1. april for, at alle 30 kanaler, vi distribuerer, kan købes enkeltvis, siger Boxer TV's administrerende direktør, Ulf Lund.

Kanalerne vil koste fra 29 kroner stykket og op efter.

- Boxer er allerede længst fremme med frit valg, men nu går vi hele vejen. Det er faktisk det, som politikerne har ønsket, vi gør nu, siger Ulf Lund.

Det er fortrinsvis de kanaler, der for eksempel har indkøbt dyre sportsrettigheder, som også vil være de dyreste af abonnere på. Hvilke kanaler, der koster hvad, vil Boxer TV først offentliggøre om et par uger.

Samtidigt med frit valg fjerner Boxer det oprettelsesgebyr, man tidligere har skulle betale for at abonnere på kanalerne. Ifølge Ulf Lund gøres det også enklere at få installeret kanalerne, som man fremover også vil kunne se på mobile enheder som smartphones og tablets.

Samlet set er målet med den nye strategi, der også indeholder en fordobling af antallet af hd-kanaler, at øge mængden af tv-kunder fra i dag godt 300.000 til 400.000. Det mål skal nås i løbet af en kortere årrække.

- Vi har til dato ikke haft et rigtigt overskud i Danmark, men vi er stort set kommet i nul nu. Nu er opgaven, at vi skal have et solidt overskud i 2020. Ellers vil vi ikke forny koncessionen, siger Ulf Lund som forklaring på, hvorfor man nu gennemføre så store ændringer af strategien.

Boxer TV, der er ejet af den svenske stat, vandt i 2008, i konkurrence med Telenor og MTG, retten til at distribuere tv via det jordbaserede sendenet i Danmark. De rettigheder udløber i 2020, hvor de så enten skal forlænges eller overgå til en anden distributør.

Sådan sikrer du dig mod sort skærm, når du køber nyt tv. (Video: Signe Breitenstein)

FAKTA: De leverer dine tv-signaler

Stofa og Boxer TV, der tilsammen sidder på godt 28 procent af markedet for tv-distribution, lader snart kunderne vælge frit blandt kanaler, når der skal sammensættes tv-pakker. Her kan du se, hvor stor en del af markedet de enkelte aktører sidder på.

*TDC/Yousee 53 procent.

*SE/Stofa 17 procent.

*Boxer TV 11 procent.

*Viasat/Canal Digital 9 procent.

*Waoo 5 procent.

*Streaming 4 procent.

*Andet 1 procent.

Kilde: Boxer TV.

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Seneste Nyheder

Hent flere

Mest læste i Nyheder

Hent flere
Grønland - Seneste nyt
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Linette K. Jeseprsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen