Ny dansk æblesort opdaget: Her er navnet

En helt ny æblesort blev onsdag plantet ud i Karens Æblehave i Assens. Den nye sort er fundet ved den nedlagte jernbane til Assens

n helt ny æblesort blev onsdag plantet ud i Karens Æblehave i Assens. Video: Tv2 Fyn

Karens Æblehave blev indviet i 2013 i forbindelse med Æblefestivalen i Assens Kommune. Der bliver løbende plantet nye træer i haven i forbindelse med festivalen, og nu har haven fået endnu et træ.

Træet er fundet af Kaj Andersen fra Høed ved Dreslette. Æbletræet er vokset op på baneskråningen ved den gamle Assens-jernbane, tæt på Kaj Andersens hjem.

- Jeg har plukket æbler fra træet i mange år, og så syntes jeg det var en god ide, når vi nu laver nye sorter, at der kunne blive en ny sort af det her, siger Kaj Andersen.

En mindre rødt æble
Den nye æblesort er et mindre rødt æble.

- De er ikke særligt store, men når de lige ligger lidt, og blive spist på det rigtigt tidspunkt, som det er lige nu, så smager det rigtigt godt, siger Kaj Andersen.

Kaj Andersen tog æblet med til Karen Margrethe Nielsen fra Assens Planteskole. Hun syntes også, at det var et rigtigt godt æble. Så sidste vinter tog Karen Margrethe Nielsen så podekviste fra træet og podede det på en ny grundstamme. Det første af de nye træer blev så onsdag plantet ud i Karens Æblehave.

Fik ikke et kvindenavn
Nye æblesorter har ofte fået kvindenavne som Ingrid Marie, Ella Marie, Margrethe og Filippa. Men sådan skulle det ikke være denne gang. Navnet på den nye æblesort er Kaj.

- Det er ikke mig, der har fundet på det, siger Kaj Andersen med et skævt smil.

- Vi har et andet nyt æble, der hedder Kaja. Det navn har jeg fundet på. Men at det skulle hedde Kaj, det har næstformand i Æblefestival Assens Ingemann Jensen fundet på, siger Kaj Andersen.

Børn fra 0. klasserne fra Strandmølleskolen og Assensskolen var med ved plantningen af det nye træ.

Mange æbletræer langt jernbanen
Mange nye æblesorter har udviklet sig langs den nu nedlagte jernbane fra Assens til Tommerup. Når en togpassager havde spist et æble på togturen, blev æbleskroget kastet ud af vinduet. Langs baneskråningerne har frøene fra æblet så udviklet sig til helt nye æblesorter.

- Det er meget sandsynligvis det, der er sket. Når man har et æble, så er der rigtig god sandsynlighed for, at kernerne giver en ny æblesort, fordi de er summen af de bestøvninger, der er sket, der hvor det æble har groet, fortæller naturvejleder Christian Heller fra Assens Kommune.

Rummer over 40 forskellige sorter
Karens Æblehave blev etableret i 2013 i samarbejde med Hjerteforeningen, Assens og Fugleviglund Produktionsskole.

Haven indeholder over 4o forskellige æblesorter. Her er blandt andet Ingrid Marie-æblet, som stammer fra en æblekerne, der spirede frem i Høed kun to kilometer derfra for over 100 år siden. Altså meget tæt på, hvor det nye Kaj-sort er fundet.

En oversigt over de mange sorter i Karens Æblehave kan ses her.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen