Ny plan: Flygtninge skal i praktik på kirkegårde

Kirkeministeriet kan ikke finde plads til til de 60 flygtningepraktikanter, de har lovet. Derfor skal menighedsrådene nu ansætte dem i stedet.

Arkivfoto: POLFOTO
Arkivfoto: POLFOTO

Syrere, der har taget flugten fra Aleppo, skal nu integreres på danske kirkegårde.

Det skriver Avisen.dk.

Kirkeministeriet har nemlig lovet at ansætte 60 flygtningeelever som en del af forsøget med integrationsgrunduddannelsen (IGU). Men opgaven er givet videre til landets 1.748 menighedsråd. De opfordres til at finde plads til flygtningene på kirkegårdene.

Løftet gav Kirkeministeriet tilbage i september sidste år. Alligevel er meddelelsen først et halvt år senere nået frem til menighedsrådene.

'Det er Kirkeministeriets opfattelse, at de stillinger i folkekirken, som er bedst egnede til besættelse med en IGU-praktikant, typisk vil være at finde på kirkegårdene,' skriver Kirkeministeriet i brevet til menighedsrådene.

Formand for Landsforeningen af Menighedsråd, Søren Abildgaard, har først fået beskeden for få dage siden. Han tager dog opgaven på sig og mener, at det er ganske naturligt, at Folkekirken går forrest i projektet.

- Det er ikke ukendt for Folkekirken at medvirke til at løse integrationsopgaven. Tidligere har det dog haft andre former end direkte beskæftigelse som for eksempel Folkekirkens asylsamarbejde, siger han.

Avisen.dk kunne på baggrund af en række aktindsigter torsdag afsløre, at regeringen har forsøgt at gå forrest for at promovere IGU-ordningen, der populært kaldes flygtningepraktikanter.

I den forbindelse blev ministerierne bedt om at meddele, hvor mange flygtninge de hver især ville ansætte.

Kirkeministeriet har endnu ikke ansat en eneste flygtning, men har med 60 lovet at tage flest af alle ministerier.

Regeringen lovede sammenlagt at tage mellem 259 og 304 flygtninge ind, men efter et halvt år er blot 38 blevet ansat.

Søren Abildgaard påpeger dog, at selvom det er et halvt år siden, at Kirkeministeriet gav håndslag på 60 IGU-elever, så kommer man ikke til at se flygtninge arbejde i kirkerne foreløbigt.

- Jeg tror, at det er meget fornuftigt, at der er en indkøringsperioden helt frem til juli 2019. For man skal nok ikke forvente, at menighedsrådene fræser ud af startblokken. Det er en ny opgave, og det tager tid, siger han.

Kirkeministeriet mener, at IGU-eleverne passer bedst ind på landets kirkegårde. Det er en vurdering, som Søren Abildgaard er enig i.

- I første omgang peges der på Folkekirkens kirkegårde, hvor der kan være plads til alle disse IGU-elever, og det er nok også den rigtige vurdering. Det er et praktisk arbejde, hvor perfekte sprogkundskaber spiller en mindre rolle end i andre dele af kirken, siger han.

- Men er 60 flygtninge overhovedet et realistisk tal?

- Jeg har ikke noget behov for at kommentere på antallet. Det er Kirkeministeriets skøn.

Søren Abildgaard ser ikke noget underligt i, at en kristen folkekirke skal tage sig af integrationen af muslimske flygtninge. Han påpeger nemlig, at mange kan være kristne.

- Flygtninge behøver jo ikke være muslimer. Hvis du ser på statistikker ser du, at mange af flygtningene naturligvis ikke er medlem af den danske folkekirke, men mange af dem kan til gengæld godt være kristne. Så der er ikke et en til en forhold mellem at være flygtning og muslim, siger han.

- Er religion så fald noget, I vil tænke ind i billedet, når I ansætter IGU-elever?

- Nej, det kan jeg ikke forestille mig. Og det kan jeg generelt heller ikke forestille mig er et spørgsmål, der bliver stillet ansatte i folkekirken, fastslår Søren Abildgaard.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen