Samfund

Oprør i Nykredit og Totalkredit: Rig elite bestemmer din boligøkonomi

'De gør alt for at holde os ude', siger Jens Vesterbæk, som sammen med andre utilfredse kunder forsøger at blive valgt ind i Foreningen Nykredits repræsentantskab

  • Jens Vesterbæk vil have indflydelse i Foreningen Nykredit, der også ejer Totalkredit. Han er træt af stigende bidragssatser og mangelfuldt demokrati. Foto: Ernst van Norde
Jens Vesterbæk vil have indflydelse i Foreningen Nykredit, der også ejer Totalkredit. Han er træt af stigende bidragssatser og mangelfuldt demokrati. Foto: Ernst van Norde

Oprøret ulmer i Foreningen Nykredit, der ejer både Nykredit og Totalkredit. En række almindelige kunder er trætte af, at bidragssatserne bare stiger og stiger og af, at det medlemsejede  realkreditinstitut er styret af en økonomisk elite fjernt fra hr. og fru parcelhusejer.

- Det nuværende repræsentantskab er ikke repræsentativt overhovedet, siger Jens Vesterbæk, som sammen med andre utilfredse kunder forsøger at blive valgt ind i foreningens repræsentantskab ved valget til marts.

Et hurtigt blik på det 100 personer store repræsentantskab, der er Nykredits øverste ledelse, afslører da også, at det er en eksklusiv loge af direktører, godsejere, gårdejere, hofjægermestre og hofdamer, der sidder på magten i selskabet.

Bidragssatser stiger og stiger

Og nu må det være nok, mener Jens Vesterbæk.

– Det hele startede jo med, at bidragssatserne bare stiger og stiger og stiger, mens ledelsen ødsler milliarderne væk på bl.a. den skrantende Nykredit Bank, siger Jens Vesterbæk.

– De bliver ved med at sige, at de skal være bedre polstret. Men i den sidste årsrapport for 2014 skriver de jo direkte, at de sådan set er polstret nok. De vil bare gerne have 15 milliarder kroner mere, de kan bruge i deres udlån. Men det er jo ikke det, de går ud og siger. De siger, at de gør det fordi, det er et krav fra EU.

Vil ikke have os ind

Selv om Foreningen Nykredit bryster sig af at være en demokratisk forening, er det ikke den virkelighed, som Jens Vesterbæk møder.

– Det provokerer mig også voldsomt, at bestyrelsen bliver ved med at opstille deres egne kandidater på trods af, at vi allerede stiller med seks her i Sønderjylland. Det er jo en pæn måde at sige, at de ikke ønsker os ind i repræsentantskabet.

Han undrer sig også over, at bestyrelsen nu indstiller en, der i forvejen sidder som valgt af obligationsejerne, når der allerede er kandidater nok.

– Det kan de først ikke rigtig svare på. Men så siger de, at det er fordi, de gerne vil have flere kvinder ind. Men der kommer jo ikke flere kvinder ind, fordi hun skifter fra det ene segment til det andet. De gør alt, hvad de kan, for ikke at få os ind. Det er der slet ikke tvivl om.

Lånevilkår frem i lyset

En af Jens Vesterbæks mærkesager er, at bestyrelsesmedlemmerne skal lægge deres lånevilkår åbent frem. Det har de hidtil nægtet.

– Man ved jo, at erhvervslån er det rene Hjallerup marked. Altså noget, hvor man forhandler vilkårene. Og så det skader det nok ikke at sidde i Nykredits repræsentantskab, siger Jens Vesterbæk, som hentyder til, at et stort antal medlemmer af bestyrelsen har millionlån i deres erhvervsejendomme i selskabet.

Afviser kritikken

Steen E. Christensen, formand for Foreningen Nykredits bestyrelse, afviser kritikken.

– Vi optaget af, at vi får valgt medlemmer af repræsentantskabet, som vil tage det store ansvar på sig og lægge de nødvendige kræfter i arbejdet. Derfor har bestyrelsen også set det som sin pligt at finde tilstrækkeligt med kvalificerede kandidater, så alle pladser bliver fyldt. Det er også det, som vi naturligt har gjort denne gang.

De utilfredse låntagere kan kontaktes via hjemmesiden consum.dk

 

* Læs alt om oprøret mod den elite, der styrer Nykredit, i Ekstra Bladet.

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Seneste Nyheder

Hent flere

Mest læste i Nyheder

Hent flere
Grønland - Seneste nyt
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Claus Jessen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen