Rasende buschauffør til grædende 7-årig: 'Så sætter du dig fandeme ordentligt'

En buschauffør har opsagt sin stilling efter episode i bus for handicappede skolebørn. Forældre har forsøgt at råbe kommunen op i flere måneder

Videoen viser, hvordan chaufføren højlydt skælder en seks-årig handicappet dreng ud. OBS: Ansigt og stemme er sløret. (Privatoptagelser)

En buschauffør fra selskabet Iversen Busser har sagt sin stilling op efter en episode mandag 4. september i en skolebus, som en 10-årig dreng har optaget på sin mobiltelefon.

På videoen ser og hører man chaufføren højlydt skælde en syv-årig handicappet dreng ud, som ifølge chaufføren ikke har siddet ordentligt i bussen, hvor otte elever er blevet hentet på Specialcentret Højmark i Holsted ved Vejen og er på vej hjem.

- Du rækker ikke fuck til nogen i dag, vel, råber chaufføren, som på optagelsen har sit hoved helt nede ved drengen.

Drengen græder højlydt.

- Så svar mig. Kan du svare mig, råber chaufføren videre, mens drengen alene reagerer med gråd og et 'av'.

- Ikke også. Og ikke den frækhed. Og så sætter du dig fandeme ordentligt, du. Og det gør I andre også, råber chaufføren videre.

Trykker dreng ned i sædet
På videoen ser det ud til, at chaufføren trykker drengen ned i sædet og giver et dask i sædet ved siden af ham, inden chaufføren sætter sig bag rattet igen og sætter i gang.

Anette Knudsen er mor til den 10-årige dreng, der har optaget videoen. Hun fortæller til Ekstra Bladet, at der har været problemer med netop den chauffør og busselskabet i hele indeværende skoleår og også i flere måneder i løbet af sidste skoleår.

Og selv om hun og også flere andre forældre til børn i bussen er gået til Kørselskontoret i Vejen Kommune med deres bekymringer, så føler hun ikke, at Vejen Kommune har taget dem alvorligt.

Heller ikke selv om Anette Knudsen i nogle uger kort før sommerferien fik bevilget taxakørsel, hvor hendes dreng blev kørt til og fra skole i en helt almindelig taxa og som det eneste barn.

- Ingen har troet på vores børn, når de har fortalt, at de er bange for at køre med den chauffør. Derfor har jeg måttet bede min dreng om at optage det, når det skete. Det gjorde han så i mandags. Og derfor har chaufføren nu valgt at sige sin stilling op. Hvad jeg ikke kan forstå, er at kommunen først reagerer, når der kommer dokumentation i form af videooptagelser, siger Anette Knudsen til Ekstra Bladet.

Se også: Gymnasie-elever drillede buschauffør med 'stop-knap': Så tog han hævn

Advarede allerede i april
Ekstra Bladet er i besiddelse af den mailkorrespondance, som Anette Knudsen har haft med flere sagsbehandler på Kørselskontoret i Vejen Kommune.

26. april skriver hun første gang om sine bekymringer. I mailen står blandt andet:

- Der er flere episoder hvor chaufføren reagerer vredt i taxaen ved at bremse så hårdt op, at nogle børn er væltet. Der er også episoder med, at chaufføren kalder børnene for 'nogle dumme unger'.

- Der er også episoder, hvor børnene i taxaen har oplevet, at chaufføren er kørt fra børn, uden de var med, og de har skulle løbe efter taxaen. De oplever, at chaufføren er vred, råber og skælder børnene ud.

Hun skriver også i mailen:

- Jeg ønsker, at I tager stilling til og ansvar for, hvordan i forventer at kunne løse ovenstående problemstillinger med en dreng, der er bange, bliver krænket fysisk/psykisk og får ødelagt sin dag og mulighed for at modtage læring pga. en transport til hans specialskole.

Men Anette Knudsen mener ikke, at Vejen Kommune har gjort noget som helst for at forbedre forholdene under børnenes daglige køretur.

Handicappede børn
De børn, der kører med Iversens Busser, er alle specialbørn med forskellige former for handicaps, fortæller Anette Knudsen. Nogen har ADHD. Andre har mere synlige handicaps. Men fælles for dem alle er, at de bliver kørt til deres specialtilbud om morgenen og senere kørt hjem igen.

For Anette Knudsens søns vedkommende er der 20 kilometer fra hjemmet til specialcentret Højmark i Holsted.

- Grundet hans vanskeligheder er han heller ikke i stand til at tage offentlig transport som andre børn ville kunne, siger Anette Knudsen videre.

Chauffør havde problemer
Medejer af Iversens Busser, Kim Iversen, bekræfter, at en chauffør har opsagt sin stilling efter en episode i bussen. Han siger videre, at busselskabet har en opgave for Vejen Kommune med at transportere handicappede børn. Når det er kommet så vidt, så skyldes det ifølge Kim Iversen, at chaufføren har haft nogle personlige problemer.

- Han kunne ikke klare det mere psykisk. Det har været for hårdt for ham, siger Kim Iversen.

- Men vi kæmper som mange andre med at finde chauffører. Det er ikke helt let.

Forvaltningschef affejer kritik
Forvaltningschef i Vejen Kommune, Jane Ussing, siger til Ekstra Bladet, at man rigtignok har været i dialog med Anette Knudsen. Men hun mener ikke, at Anette Knudsen har ret, når hun nævner, at Vejen Kommune ikke tager henvendelser fra forældre alvorligt nok.

- Det er jeg ked af, at det er moderens oplevelse. Jeg har en anden oplevelse. Blandt andet har vi i en lang periode kørt hendes dreng til og fra skole med taxa, siger Jane Ussing.

Hun fortæller også samtidig, at ingen skal acceptere det, som foregår på videoen.

- Vi tager det alvorligt. Vi er rigtig opmærksomme. Også på, at det er en børnegruppe med særlige udfordringer. Men vore rammer er som andre kommuners. Vi bruger næsten fire millioner kroner om året på transport af børn med særlige udfordringer. Den samlede udgift til individuel befordring ligger på mere end 10 millioner kroner årligt, siger Jane Ussing.

Måske skal pædagog med
Jane Ussing fortæller, at det er en mulighed at finde midler til en pædagog, som kan køre med på turen. Det er også noget, som Kørselskontoret har drøftet med busselskabet. Men indtil videre er der ikke fundet en løsning.

Anette Knudsen skal til møde med Vejen Kommune på fredag. På mødet skal det blandt andet diskuteres, hvad der kan gøres, fortæller Jane Ussing til Ekstra Bladet.

Ekstra Bladet har fået tilsagn fra den syv-årige drengs forældre til at bringe videoen.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen