Skoleaviser hædret med guldmedaljer

I dag har fem skoleklasser modtaget guldmedalje i Politikens Hus for at have lavet de bedste skoleaviser i Mediekonkurrencen 2014

Eleverne var stolte og glade, da de fik overrakt guldmedaljen. (Foto: Anthon Unger)
Eleverne var stolte og glade, da de fik overrakt guldmedaljen. (Foto: Anthon Unger)

Fem skoleklasser fra 6.-10. klasse blev i dag hædret i den gamle trykpresse i Politikens Hus. De var mødt op for at modtage prisen for den bedste skoleavis på papir og elektronisk.

Seancen stod i ærlighedens tegn, hvor Mimi Jakobsen fortalte, at hendes barndomsveninde havde været udsat for seksuelle overgreb, Christine Antorini fortalte om, da hendes søn fik konstateret kræft, og Per Vers tilsluttede sig og fortalte, at hans mor døde af kræft, da han var blot syv år gammel.

De mange børn sad spændte foran scenen, hvor rapperen og freestyleren Per Vers bød velkommen.

- Kære ordmestre. Jeg elsker jer, fordi I elsker ord, og hvis I ikke elskede ord, ville I ikke være her i Pressen i dag, sagde Per Vers og udnævnte arrangementet de 'Ordlympiske Lege', hvorefter han indledte en lang, rimende remse med 'ord' som motor.





Derefter bød han velkommen til Mimi Jakobsen, der er generalsekretær i Red Barnet. Hun lykønskede alle børnene og tog dem tilbage til sin barndom, hvor hendes veninde blev sexuelt misbrugt af sin stedfar.

- Min veninde følte skyld, ensomhed og angst, og hun turde først fortælle mig om det rigtig mange år efter, sagde Mimi Jakobsen til forsamlingen, der sad alvorligt og lyttede.

- Derfor vil jeg sige rigtig mange tak til jer for, at I modigt har været med til at fortælle nogle af de historier, som min veninde f.eks. ikke turde fortælle mig dengang, sluttede Mimi Jakobsen af og henviste til de meget alvorlige temaer som alkoholisme, skilsmisse og psykisk sygdom, alle eleverne havde taget op i deres aviser.

Inden ordet blev givet videre til børne- og undervisningsminister Christine Antorini, freestylede Per Vers på imponerende vis sig gennem alle avisernes artikler, hvor han rimede på emner, overskrifter og billeder.

Sådan fik alle eleverne på meget underholdende vis et indblik i, hvad de andre klasser havde skrevet om.

- Det er fedt at være med til at præmiere jer, fordi man får lov at se jeres flotte produktioner. Jeg blev suget ind i historierne, da jeg læste dem. Det var super professionelt lavet, sagde Christine Antorini til eleverne.

Hun understregede, hvor vigtigt det er at tale om sine problemer med sine nærmeste og brugte sig selv som eksempel. Da hendes søn fik konstateret kræft, stod hun selv frem i offentligheden for at vise, at det er okay at være ærlig om tragedier.

Efter to meget alvorlige taler, kom det mere festlige indslag, hvor chefredaktørerne fra Ekstra Bladet og Politiken, Poul Madsen og Bo Lidegaard, hædrede eleverne med guldmedaljer og rosende ord.

- Det er imponerende, hvad I har formået at formidle. I har prøvet kræfter med den allersværeste disciplin - nemlig 'opsøgende journalistik'. I har været ude og finde problemerne, mødt mennesker og fået dem til at fortælle og åbne sig. Mange af historierne ville sagtens kunne egne sig til Ekstra Bladet, roste Poul Madsen.

Da alle eleverne havde fået en guldmedalje om halsen, kunne de læne sig tilbage og blive underholdt af den unge dancehall-sanger Kaka.



1 af 7 (Foto: Anthon Unger)
2 af 7 (Foto: Anthon Unger)
3 af 7 (Foto: Anthon Unger)
4 af 7 (Foto: Anthon Unger)
5 af 7 (Foto: Anthon Unger)
6 af 7 (Foto: Anthon Unger)
7 af 7 Eleverne var stolte og glade, da de fik overrakt guldmedaljen. (Foto: Anthon Unger)
kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Steffan Kærulf Frandsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen