Terror

27 dræbt af selvmordsbomber ved begravelse

27 mennesker er døde, efter at en selvmordsbomber sprængte sig selv i luften ved en begravelse nær Bagdad

Dødstallet er steget til 27, efter at en selvmordsbomber tidligere mandag sprængte sig selv i luften i den irakiske by Muqdadiya, der ligger cirka 80 kilometer nordøst for hovedstaden, Bagdad.

Yderligere 55 mennesker blev såret i angrebet.

Angrebsmanden detonerede sit bælte med sprængladninger ved en shiamuslimsk begravelse i den østlige provins Diyala, oplyser sikkerheds- og hospitalskilder.

Den militante sunnimuslimske bevægelse Islamisk Stat (IS) har efterfølgende taget skylden for angrebet, der sker, dagen efter at to selvmordsbombere på motorcykler angreb et marked i den shiamuslimske bydel Sadr City i Bagdad.

Her blev mindst 78 mennesker dræbt og flere end 100 andre såret.

Islamisk Stat har ligeledes taget skylden for søndagens angreb, der er det blodigste angreb i Irak i år.

- Vores sværd vil ikke ophøre med at hugge hovederne af de afvigende dyrkere af flere guder, uanset hvor de er, hed det i en erklæring fra gruppen rettet mod shiamuslimer.

Få timer inden søndagens angreb blev irakiske styrker i udkanten af Bagdad angrebet, og mindst 12 blev dræbt.

Irakiske styrker har med luftstøtte fra den amerikanskledede koalition drevet Islamisk Stat væk fra store dele af den vestlige provins Anbar. Det ventes at være optakten til et snarligt angreb på storbyen Mosul i det nordlige Irak, som Islamisk Stat erobrede i sommeren 2014.

Den amerikanske forsvarsminister, Ash Carter, bekræfter mandag, at amerikanske styrker er parate til at hjælpe irakerne i kampen om at generobre Mosul.

- Momentum er på vores side nu og ikke på Isils, siger Carter, som bruger et andet navn for Islamisk Stat.

Han tilføjer, at det bliver de irakiske styrker, der kommer til at lede kampen om Mosul, mens USA vil tilbyde den samme type støtte, som det gjorde i kampen om Ramadi sidste år.

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Seneste Nyheder

Hent flere

Mest læste i Nyheder

Hent flere
Grønland - Seneste nyt
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen