Ekspert efter terror i Spanien: IS bliver ikke udryddet i min levetid

Den svenske ekspert Magnus Ranstorp mener ikke, at IS trods tilbagegang i Syrien og Irak, er tæt på at være besejret. - Vi kommer til at se flere angreb, som dem i Barcelona, siger han

00:43
Spanien er ramt af sorg efter terrorangrebene i Barcelona og Cambrils. Ifølge ekspert så kommer vi til at se flere af den slags angreb selv om det går tilbage for Islamisk Stat i Syrien og Irak. (Video: AP)

Islamisk Stat er ved at tabe krigen i Irak og Syrien, men det betyder ikke, at terrorgruppen er knækket.

Flere eksperter frygter, at det faktisk kan betyde, at antallet af terrorangreb som dem, der ramte Spanien i denne uge, kan stige.

Den svenske terrorekspert Magnus Ranstorp mener ikke, frygten er ubegrundet.

Taber terræn
– Jeg mener, at det kan give en form for falsk sikkerhed, at vi ser i nyhederne, at IS lige nu taber terræn i Syrien og Irak. Det er ikke det samme, som at de bliver udslettet. De gemmer sig blandt befolkningen og samtidig eksisterer de i mange andre lande verden over, siger den 52-årige ekspert og tilføjer:

– Det her problem bliver ikke løst i min levetid. IS fortsætter med at angribe på den her måde, som vi så det i Spanien. De har allerede forberedt deres virtuelle overlevelse. De eksisterer fysisk, men også i meget høj grad på internettet og de sociale medier, hvor de er meget dygtige til at sprede propaganda og hverve nye rekrutter.

Se også: 7-årige Julian fundet død efter terror

Grunden til, at det netop var Spanien, der blev mål for angrebet, kan ifølge eksperten findes i historiebøgerne. Fra Nordafrika erobrerede det arabiske kalifat i 700-tallet store dele af Spanien og etablerede en islamisk provins, som de kaldte Al-Andalus. De holdt det frem til 1492.

– For IS er området en vigtig del af mytologien om Den Islamiske Stat. Det har været en fremtrædende del af deres propaganda, at de siger, at de vil generobre området.

Biler og knive
Angrebene i Spanien kostede 14 mennesker livet og våbnene, de brugte, var de samme, som ved mange af de andre angreb, der har ramt Europa den seneste tid: Biler og knive.

– De vælger en metode, der betyder at alle kan være med. Det er uforudsigeligt og svært at forebygge imod. Deres budskab er, at ingen kan føle sig trygge. De kan angribe overalt, siger Magnus Ranstorp.

Spansk politi mener, at terrorcellen egentlig havde planlagt et større angreb med sprængstof og over 100 gasflasker. Planen gik af endnu ukendte årsager i vasken, da deres bombefabrik sprang i luften onsdag.

Politiets teori søndag går på, at det var en terrorcelle på minimum 12 mennesker, der stod bag angrebene. En eller flere blev dræbt i onsdagens eksplosion. Fem af dem blev skudt af politiet efter angrebet i Cambrils. Fire af dem blev anholdt kort efter angrebene.

Se også: Terror i Spanien: Det ved vi om ofrene

Efterlyser imam
Sent søndag jagtede politiet stadig den 22-årige Younes Abouyaqoub, som mistænkes for at have siddet bag rattet i den varevogn, som torsdag ved 17-tiden ramte over 100 mennesker på La Rambla i Barcelona og dræbte 13.

Ligesom de også efterlyste imamen Abdelbaki Es Satty, som er mistænkt for at have rekrutteret og radikaliseret de unge mænd, der udførte terrorangrebene.

Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Steffan Kærulf Frandsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen