Hollandsk borgmester: Vi har anholdt fører af køretøj med gasflasker

Borgmesteren i den hollandske by Rotterdam meddeler, at man har anholdt en fører af et køretøj med gasflasker

Hollandsk politi aflyser en koncert i Rotterdam efter et tip fra spansk politi. Det oplyser Rotterdams borgmester, Ahmed Aboutaleb, på et pressemøde ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge borgmesteren har hollandsk politi anholdt en fører af en bus. Nyhedsbureauet AP melder, at der er tale om en 'van' (varevogn,red.).

Gasfalsker
Køretøjet, der har spanske nummerplader, holdt parkeret ved koncertstedet, og i den er der fundet gasflasker. Ifølge borgmesteren er det dog endnu for tidligt at sige, om varevognen har noget at gøre med truslen mod koncerten, der indløb fra spansk politi tidligere onsdag.

Koncerten skulle ifølge nyhedsbureauet AP have været med den amerikanske rockgruppe Allah-Las.

Politiet i Rotterdam tog ifølge AP beslutningen om at aflyse koncerten efter at have forelagt koncertarrangørerne truslen.

- Politiet har taget denne information så seriøst, at det efter en snak med arrangørerne blev besluttet at aflyse koncerten, har politiet oplyst i en meddelelse.

Uspecificeret trussel
Koncertarrangøren Rotown meddelte tidligere på aftenen på Twitter, at koncertstedet, en silo kaldet Maassilo, måtte evakueres på grund af en uspecificeret trussel, og at koncertgængerne ville få deres penge tilbage.

Koncerten var endnu ikke påbegyndt, da beslutningen om at aflyse blev truffet.

Truslen mod koncertstedet i Rotterdam kommer, mindre end en uge efter at storbyen Barcelona i Spanien blev ramt af angreb.

En varevogn kørte torsdag mere en 500 meter ned af den stærkt befolkede gågade La Rambla for at ramme så mange personer som muligt.

13 personer døde i angrebet, og flere end hundrede personer blev såret.

Senere samme dag blev en person knivdræbt, da den mistænkte gerningsmand forsøgte at skaffe en flugtbil.

Og natten til fredag kørte en bil ind i en gruppe personer i den spanske kystby Cambrils. En person blev dræbt.

Det menes at være en gruppe af radikaliserede unge mænd, der stod bag angrebene. Otte af mændene blev dræbt i angrebene, mens fire andre blev anholdt.

Den ene af de fire er senere blevet løsladt.

-----

I en tidligere version af denne artikel skrev Ekstra Bladet, at der var tale om anholdelse af føreren af varevognen brugt i angrebet i Barcelona. Det er ikke korrekt og er derfor rettet.

Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Steffan Kærulf Frandsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen