Terror

Kendt konvertit identificeret som Jihadi Johns efterfølger

IS-kriger i ny henrettelsesvideo menes at være en britisk statsborger

  • Ifølge adskillige britiske og syriske kilder optræder den britiske statsborger Siddhartha Dhar som bøddel i ny video fra Islamisk Stat. Ekstra Bladet ønsker ikke at vise videoen af respekt for ofrene. (Foto: AP)
Ifølge adskillige britiske og syriske kilder optræder den britiske statsborger Siddhartha Dhar som bøddel i ny video fra Islamisk Stat. Ekstra Bladet ønsker ikke at vise videoen af respekt for ofrene. (Foto: AP)

Bødlen Jihadi John har tilsyneladende fået en efterfølger.

Ifølge britiske medier er det en kendt, britisk konvertit, der skjuler sig bag masken i en ny henrettelsesvideo fra Islamisk Stat.

Den maskerede mand taler med tydelig britisk accent i videoen, og flere kilder bekræfter over for BBC, at bødlen er den britiske statsborger Siddhartha Dhar.

– Mange personer mener, at det er ham, siger en kilde til tv-stationen.

Den syriske aktivistgruppe 'Raqqa Is Being Slaughtered Silently', der er i opposition til både Assad-styret og Islamisk Stat, bekræfter på sin Twitter-profil, at video-bødlen er Abu Rumaysah al-Britani, hvilket er Dhars islamiske kriger-navn.

Myndighederne i Storbritannien har ikke officielt bekræftet oplysningerne, men ifølge britiske medier er jagten allerede gået ind på bødlen, der også håner premierminister David Cameron i videoen.

Tog bussen til Syrien
Siddhartha Dhar, 32, voksede op som hindu i den østlige del af London, men han konverterede til islam og blev en del af den radikale gruppe al-Muhajiroun, der blev forbudt i 2010.

Inden han rejste til Syrien blev han som repræsentant for den radikale islam interviewet af adskillige tv-stationer, herunder BBC og CBS. Han deltog også i demonstrationer, som den kontroversielle imam Anjem Choudary stod i spidsen for, skriver The Independent.

I 2014 blev han anholdt i Storbritannien mistænkt for terrorvirksomhed, men det lykkedes ham alligevel at få udgang fra fængslet og rejse til Syrien. På sociale medier beskrev han, hvordan han uden problemer kunne stige på en bus med sin kone og små børn og rejse uhindret gennem Europa.

'Sikke et slapt sikkerhedssystem, Storbritannien må have for at lade mig stryge gennem Europa til den islamiske stat', skrev han på Twitter, da han var nået frem til Syrien.

Luksusferie i kalifatet
Ifølge The Independent var Dhar netop ankommet til Syrien, da han offentliggjorde en e-bog på 46 sider, hvor han sammenlignede 'kalifatet' med et luksuriøst ferieophold.

På nettet er der adskillige billeder af den britiske konvertit ved fronten i Syrien, og på et foto holder han en AK 47-riffel i den ene hånd og sin lille søn i den anden.

Dhars søster siger til BBC, at hun først hørte sin brors stemme i videoklippet, men efter at have set klippet adskillige gange er hun dog kommet i tvivl.

- Jeg var i chok. Stemmen, som jeg husker den, lød som min bror, men efter at have set videoen flere gange, er jeg ikke længere helt sikker, siger Konika Dhar.

Men en kilde fortæller til The Independent:

– Der er ingen tvivl i mit sind om, at det er ham. Fra hans øjne og ansigtsform til den måde, han udtaler visse ord. Det kan kun være ham, siger den unavngivne kilde.

Slave af Det Hvide Hus
Den knap 11-minutter lange video, der blev offentliggjort søndag, følger samme grusomme mønster som tidligere henrettelsesvideoer fra Islamisk Stat.

I videoen håner manden, der formodes at være Dhar, premierminister David Cameron for at udfordre den islamiske stat. Premierministeren kaldes for 'imbecil' og for 'slave af Det Hvide Hus'.

– Man havde troet, at du havde lært lektien fra din patetiske mester i Washington og hans mislykkede felttog mod Islamisk Stat, siger maskemanden med den britiske accent.

Efter flere trusler i videoen bliver fem mænd, knælende og klædt i orange dragter, henrettet med en kugle gennem hovedet. Ifølge videoklippet er de fem arabiske mænd 'britiske spioner'.

Desperat propaganda
Den britisk-talende bøddel er i England blevet døbt den 'nye Jihadi John' - med henvisning til den britiske statsborger og IS-kriger Mohammed Emwaz, der skar halsen over på vestlige gidsler i en række propagandavideoer. Emwaz blev i november dræbt i et droneangreb i Syrien.

Den britiske premierminister mener, at videoen fra Islamisk Stat er 'desperat' propaganda.

– Dette er en organisation, der taber terræn - den har mistet al sympati, og dette viser, hvilken afskyelig organisation, vi er oppe imod, siger premierministeren på et pressemøde mandag.

Det britiske luftvåben har udført luftangreb på Islamisk Stats stillinger i Syrien siden december, hvor et flertal i det britiske parlament bakkede op om brugen af militær magt i landet.

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Seneste Nyheder

Hent flere

Mest læste i Nyheder

Hent flere
Grønland - Seneste nyt
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen